John Andersen: Det er særlig vigtigt at få samtænkt boligsektoren og transportsektoren – interview

John Andersen er sociolog og professor på By og Plan på RUC (Roskilde Universitet). Han forsker primært i den aktuelle danske planlægning og de processer, der direkte berører borgere og interesseorganisationer.

Hvad optager dig i din forskning lige nu? 
Jeg er optaget af, at fysisk planlægning og miljø- og klimaplanlægning historisk og institutionelt har været relativt adskilte. Det betyder, at høringsprocesser og sagsgange både for borgere og myndigheder kan være lange og kringlede. I øjeblikket beskæftiger jeg mig meget med projektet ”megaprojekter og infrastrukturplanlægning”. Det omhandler blandt andet Lynetteholmen, hvor der er mange komplekse problemstillinger. Jeg er optaget af, hvordan de her mega-projekter påvirker den bæredygtige udvikling, og om der kan tænkes i alternativer. 

I Sydhavnen har jeg været en del af et meget vellykket projekt omkring Karens Minde Aksen. I et samarbejde med Københavns Kommune over fem til syv år med borgerinddragelse er det lykkedes at få en masse kvalitet ind i projektet. Et andet projekt, som nogle af mine kollegaer arbejder med, er naturpark Åmosen. Projektets multifunktionelle tilgang giver mulighed for at skabe synergi mellem nationale målsætninger og lokale ønsker og behov. En proces hvor de nationale interesser bliver varetaget ud fra de forudsætninger, som det enkelte sted rummer. At få stakeholdere og borgere til at tænke i samme retning, det er vigtigt.

Hvordan arbejder du med relationen mellem forskning og praksis? 
Det fylder meget, at vores forskning er i samarbejde med borgere og stakeholdere, kommuner og andre. Et eksempel på det kunne være et tredje projekt, jeg lige vil nævne, nemlig strategisk byledelse. Kurset er for kommunale topchefer, og vi skal følge og interviewe dem over de næste tre år. Her kommer den strategiske planlægning ind. Vi har på RUC i samarbejde med Realdania iværksat et følgeforskningsprojekt, der skal følge kompetenceudviklingsprogrammet for strategisk byledelse. Forskningsprojektet har fokus på de nye udfordringer, som byernes ledelser møder ved nye planlægningsformer med stærkere formaliseret samarbejde mellem kommunernes ledelse, finansielle interesser og projektudviklere. Nogle af udfordringerne, som kommunerne står overfor, og som skal understøttes af uddannelsen, er klimaforandringer, demografiske forandringer, ændringer i erhvervsudvikling og mobilitet, uddannelse, beskæftigelse, tiltrækning af investeringer, befolkningsvækst og -nedgang.

Hvad er den eller de største barrierer? 
Den største barriere er siloer og sektortænkning. Et eksempel er, at vi skal i gang med at rulle fjernvarme og grøn energi ud. Der er momentum i befolkningen, men vi har et usmidigt system, og det giver forsinkelser. Det hænger blandt andet sammen med, at den fysiske planlægning kører i en søjle, men miljølovgivning for eksempel er i en anden sølje. De store udrulninger skal i igennem lokalplanlægning og kræver ofte kommuneplanændringer med dertilhørende høringsfrister osv. Det tager tid. Derudover kommer miljøspørgsmålet så. Det bliver både tidskrævende og besværligt. Her mener jeg og mine kloge kollegaer, at hvis den fysiske planlægning og det her med miljøregulering ikke var adskilt, men et fælles system, så ville det være mere effektivt. Det skal fra starten tænkes sammen. Det kunne man vinde meget med. Holland og Finland har lavet et mere smidigt system, hvor borgerinddragelsen også fylder. 

13 faglige perspektiver på samspillet mellem fysisk planlægning og CO2-reduktion

Interviewet er et uddrag fra en interviewbog, hvor 13 forskere tegner et billede af, hvor vi står i dag i arbejdet med at samtænke den fysiske planlægning og den grønne omstilling: Hvad er i gang, hvor mangler der viden, og hvad ønsker vi af indsatsen?

Læs eller download interviewbogen

Hvordan kan den igangværende klimaindsats understøttes? 
Der er flere lavthængende frugter. Man kunne arbejde for at reservere arealer til vedvarende energianlæg, solceller og power-to-X. Hvis man på forhånd i en kommuneplan kunne forhåndsreservere arealer, så er man kommet langt. Men det vil også kræve tværkommunale samarbejder om, hvordan man udnytter arealerne bedst. Det er også vigtigt at se på transportsektorens CO2-udledning, der tænker jeg, at delebilsordninger er vejen frem. Navnlig i nybyg, hvor man kan planlægge for, at her kan man ikke parkere, men hvor der så er delebiler til rådighed. Plan22+ kunne følge op på en eventuel revidering af planloven, 
der gjorde det muligt at stille krav til antal delebiler og solceller i lokalplanerne. Det ville betyde meget for den grønne omstilling. 

Hvad er dit håb for de kommunale pilotprojekter? 
Det væsentligste er at få styrket praksisfeltet med praksisnær forskning. Aktørerne kan få mulighed for at få gjort opmærksom på barrierer, og så er der en gylden mulighed for at få viden spredt.

Hvor er vi om fem år, og hvad er vigtigt for Plan22+?
Jeg håber, at vi har fået skabt en større sammenhæng. Det er særlig vigtigt at få samtænkt boligsektoren og transportsektoren altså det her med at få lavet integrerede løsninger, hvor vi blandt andet tænker i solenergi og delebilsordninger fra starten. Et andet eksempel vil være at bruge energifællesskaber, hvor forskellige sektorer bruger og laver energi på tværs. Her kunne det offentlige i højere grad godt være frontløbere.