Arsenik og gamle kniplinger

Hvis ikke titlen ”Arsenik og gamle kniplinger” allerede var blevet brugt om en teaterforestilling og en biograffilm for 80 år siden, så ville titlen være ganske passende til fortællingen om ejendommen Digegrevens Hus midt i Tønder. I fordums tid var der nemlig både arsenik og kniplinger i den historiske ejendom midt på byens gågade.

Kniplingerne springer faktisk i øjnene allerede på huset facade, hvor de hvide, sirligt udførte og meget overdådige sandstensdekorationer oven over husets hoveddør giver mindelser om byens berømte kniplinger. 

Og måske er ligheden med kniplinger ikke helt tilfældig, for huset, der består af både et forhus og et baghus, blev i 1770’erne opført til netop en af byens kniplingshandlere, Carsten Richtsen. I lighed med adskillige andre slægter i Tønder og omegn skabte han sin formue på kniplingsindustrien, og ligesom andre af byens velhavere brugte han en del af formuen på at opføre en pragtfuld ejendom. Sidenhen blev han også borgmester.

Arsenik i den gamle maling

Huset på Vestergade nr. 9 blev fredet i 1921 og i 2005 købt af Realdania By & Byg, som de efterfølgende år restaurerede hele ejendommen fra forhus til baghus og fra kælder til kvist, og det var under restaureringen, at der kom viden frem om arsenik – det giftige stof, som i forestillingen ”Arsenik og gamle kniplinger” blev blandet med hyldebærvin for at mixe en dødbringende drink.

I Digegrevens Hus – et tilnavn huset fik, da det senere blev købt af en digegreve – var arsenikken i tidernes morgen dog ikke blevet blandet med hyldebærvin, men med svovl. I nogle af de fineste rum i husets stueetage kunne restaureringsarkitekterne nemlig se, at stafferingerne på døre, indfatninger og brystningspaneler oprindeligt var malet med en naturligt forekommende gylden jordfarve, der er sammensat af en svovlforbindelse, som indeholder den giftige arsenik. 

Den gyldne jordfarve har været kendt siden oldtiden og blev ofte brugt på steder, hvor man ellers ville anvende bladguld, fordi dens overflade changerer på en måde, der imiterer ægte guld, og fordi den var langt billigere. I forbindelse med Realdania By & Bygs restaurering blev de gyldne stafferinger genskabt med guldbronze uden arsenik.

Også i husets to karnapstuer blev der fundet rester af arsenik. På træværket dukkede en grøn farve op, som i sin tid – givetvis i begyndelsen af 1800-tallet – blev skabt med det dengang meget anvendte farvestof schweinfurtergrønt; et stof, der trods sin giftighed blev flittigt brugt som malerfarve og var populært på grund af farvens intensitet og lysægthed. 

Et vidnesbyrd om byens historie

I dag er der hverken arsenik eller kniplinger i huset på Vestergade, men hele ejendommen er restaureret med stor respekt for det oprindelige ydre og indre og med et ønske om, at huset fremstår så originalt i farvesætning og rumlig disponering som muligt, så de besøgende den dag i dag stadig får en fornemmelse af at banke på døren til en af 1700-tallets fornemme domiciler.

Digegrevens Hus står som et vidnesbyrd om egnens kulturelle og arkitektoniske arv, og overalt både udvendigt og udvendigt findes vidnesbyrd om beboernes engagement i byens livlige kniplingshandel og ikke mindst de store formuer, som blev skabt. 

Kniplekunsten havde allerede i første halvdel af 1600-årene fundet vej fra Italien, via Nordvesteuropa til Tønder, og da byen omkring 1670 fik toldfrihed for kniplinger opstod en reel produktion. I det følgende århundrede, da kniplingsindustrien var på sit højeste, beskæftigede byen omkring 20 kniplingshandlere og flere tusinde kniplepiger. 

I begyndelsen af 1800-tallet gik det dog tilbage med produktionen. Moden ændrede sig, og det historiske håndarbejde blev udkonkurreret af udenlandske, maskinvævede kniplinger. I 1803 var der elleve kniplingshandlere i Tønder; i 1836 var der kun én tilbage.