Realea giver halv million parcelhuse ny energi

10. september 2008

Fire parcelhuse er prøveklude i ejendomsselskabet Realeas nye projekt, som skal vise vejen for landets mange husejere. En lavere energiregning kombineret med sundhed og livskvalitet skal sikre husenes fremtid.

Lavere energiudgifter, bedre sundhed og højere livskvalitet. Det er målet for et forsøgs- og demonstrationsprojekt, som ejendomsselskabet Realea nu retter mod danskernes yndlingsbolig - parcelhuset. For den enkelte husejer er det en stor mundfuld at overskue processen og træffe de rigtige valg, når 70'er-villaen skal bringes up-to-date. Mange af de over en halv million huse, der skød op på kort tid i 70'erne, er storforbrugere af dyr energi, utidssvarende indrettede og ofte også usunde, så der er stort behov for en indsats.

Det er baggrunden for Realeas beslutning om at købe fire almindelige parcelhuse i et af landets største parcelhuskvarterer i Tilst udenfor Århus. Husene skal opdateres som konkrete eksempler på rigtig fremtidssikring med fokus på energiforbruget. Husene er købt, og venter nu på de fire almindelige familier, som skal bo i husene før, under og efter indsatsen.

"Det burde være lige så nemt at energisikre sit hus som at købe et nyt køkken - men sådan er det desværre ikke i dag", siger Realeas administrerende direktør, Peter Cederfeld. "Der er et stort behov for veldokumenterede, fremtidssikre løsninger på parcelhusenes udfordringer, specielt på energisiden. I vores projekt 'EnergiParcel - ny energi til dit hus', forsøger vi at vise løsninger og produkter i praksis; i fire konkrete huse, hvor alle kan komme og kigge. Vi køber husene tomme, så vi frit kan vælge løsninger, men vi spørger også vores test-familier om deres oplevelser. Samtidig måles og dokumenteres alt af Aalborg Universitet, så vi efter forsøgene kan gå ud og fortælle, hvilke ting der virker, og hvilke man som husejer bør holde sig fra," forklarer Peter Cederfeld.

Ét af de fire parcelhuse er udvalgt som en såkaldt "prototype". Her vil man se, hvor langt man egentlig kan komme ned i energiforbrug i et eksisterende hus. Tiden vil vise, om en 70'er-villa kan forvandles til et selvforsynende nul-energihus. De tre øvrige huse bliver realistiske eksempler på forskellige 'pakkeløsninger', som samler forsøgshusets bedste ideer, og skærer dem til under hensyn til en almindelig familieøkonomi. Det skal være eksempler, det som ejer kan betale sig at investere i.

'Pakkeløsningerne' skal rette sig mod både nuværende og kommende ejere:

"Mange, især lidt ældre, husejere har ikke mod på længerevarende byggerod. Men en lille indsats kan være nok til, at huset bliver bedre at bo i, og mere værd når det skal sælges. I ét af eksempel-husene, vi kalder det 'senior-modellen', viser vi derfor de to-tre vigtigste tiltag, som giver bedst effekt for pengene uden større indgreb. Hvis mange nok tager bolden op, vil det samlet set have en mærkbar effekt for samfundet," siger Peter Cederfeld.

EnergiParcel-projektets anden målgruppe er de unge familier. De bygger i forvejen om, så huset passer til dem - udskifter køkkener, renoverer badeværelser og fjerner vægge. I de to sidste eksempel-huse går man derfor et par skridt videre og demonstrerer, hvordan man klogt kan kombinere almindelig ombygning med en tanke på energi og sundhed, så pengene går op.

"Vores mål er at vise både husejere og byggebranchen gennemtestede løsninger, som på én gang giver lavere energiforbrug, bedre indretning og et sundere indeklima. Energirenovering har hidtil ikke har været særlig 'sexet' - de færreste har lyst til at bruge penge på noget, man ikke kan se bagefter. Men med god planlægning kan det nye badeværelse måske finansieres ved samtidig at vælge de rigtige energibesparende tiltag. Det bliver nemlig noget billigere, når man alligevel er i gang, og besparelserne kan så bruges til at finansiere ombygningen," forklarer Peter Cederfeld. 

'EnergiParcel - ny energi til dit hus' starter nu, og Realea forventer at have resultater klar når Klimatopmødet skydes i gang november næste år. Allerede nu er der indgået samarbejde om projektet med en række aktører, herunder Ålborg Universitet, NIRAS, Århus kommune og Bolius, som interesserede kan følge her på hjemmesiden.

Læs mere om projektet her

For yderligere oplysninger kontakt:
Administrerende direktør Peter Cederfeld, Realea. Tlf: 70 11 06 06 / pc@re.dk
Projektleder Jørgen Søndermark, Realea. Tlf: 29 69 52 65/ jso@re.dk

{{ title }}

{{ description }}