x

Anerkendelse og applaus til Amtmandsboligen

Pressemeddelelse 8. oktober 2015

Amtmandsboligen i Hjørring hædret med kommunens årlige arkitekturpris.

Foto: Byrådsmedlem, Hjørring Kommune Henrik Jørgensen, arkitekt og projektleder i Realdania Byg Connie Hvid og adm. direktør i Realdania Byg Peter Cederfeld.

Der var arkitektur, anerkendelse og applaus på programmet, da Hjørring Kommune i går kunne afsløre vinderne af kommunes Arkitekturpris 2015. I alt 11 spændende og vidt forskellige arkitektoniske kandidater havde været i spil, og heraf var fire projekter nået gennem præmieringskomiteens nåleøje. Blandt de udvalgte var byens tidligere Amtmandsbolig, der blev hædret for den restaurering og nyindretning, som Realdania Byg gennemførte fra 2011 til 2014.

I begrundelse for præmieringen hed det bl.a.: "En smuk og fuldendt restaurering og indretning af en historisk bygning til nutidige funktioner. Restaureringen er gennemført til perfektion og med stor omhu ned til mindste bygningsdetalje i respekt for husets arkitektur, materialer og håndværksmæssige detaljer. Haveanlægget er genskabt i et forenklet udtryk med udgangspunkt i den oprindelige disponering. Haven indbyder til ophold og fungerer som en ny fodgængerpassage midt i byen."

Med arkitekturprisen ønsker byrådet i Hjørring at fremhæve byggeri, anlæg og design, som udgør en æstetisk oplevelse og skaber kvalitet i omgivelserne og dermed bidrager til, at Hjørring Kommune er et attraktivt sted at bosætte sig og etablere virksomhed.

 De øvrige tre prismodtagere var:

  • Nyindretning af ankomst- og udearealer ved Novo Nordisk, Hjørring
  • Nyt sommerhus, Dyrestien 31, Tornby
  • Renovering og omdannelse af Tolne Købmandsgård, Tolne