x

Realdania Byg køber Amtmandsboligen i Hjørring

Pressemeddelelse 27. oktober 2011

Realdania Byg køber Amtmandsboligen i Hjørring. Det sker for at bevare det fredede anlæg opført og tegnet i 1910 af Hack Kampmann, der anses for en af 1900-tallets store danske arkitekter. Ejendommen skal nu restaureres, så den i fremtiden kan bidrage til udviklingen af Hjørring bymidte.

Hvidmalede pilastre flankerer hovedindgangen. Over døren knejser det danske rigsvåben og inskriptionen "Herren er min hjælper" på latin. Amtmandsboligen er et stramt symmetrisk trefløjet anlæg i nyklassicistisk stil og med en klar symbolik. Dette er etatens hus.

"Hack Kampmann er uden tvivl en af de vigtigste skikkelser i dansk arkitekturhistorie i slutningen af 1800tallet og begyndelsen af 1900tallet. Og amtmandsboligen i Hjørring er et rigtigt flot eksempel på Kampmanns udsøgte evner som arkitekt. Derfor er vi glade for at kunne bevare dette bygningsværk sådan, så der også i fremtiden vil være liv i det enestående hus", udtaler administrerende direktør i Realdania Byg, Peter Cederfeld.

Bygningskomplekset fra 1910 er fornemt proportioneret med mange delikate detaljer, og er samtidigt af høj byggeteknisk kvalitet og funktionalitet. Haveanlægget, som også er fredet, er formodentlig anlagt allerede i 1820erne. Byggeriets placering i hjertet af Hjørring samt valget af Hack Kampmann som arkitekt understreger, at her er tale om et hus, der placerer sig i toppen af byens bygningshierarki.

Det er statens ejendomsselskab Freja, der sælger amtmandsboligen, der nu skal restaureres. Arbejdet forventes færdig i 2014, og herefter vil Hjørring Kommune leje ejendommen.

"Amtmandsboligen er et af byens fineste huse - og vi ser frem til, at både huset og det smukke haveanlæg igen kommer til sin ret. Vi vil sørge for, at amtmandsboligen kommer til at rumme aktiviteter, der sikrer offentligheden adgang til huset", siger borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelt.

Arkitekten Hack Kampmann (1856-1920) var en af de fremmeste repræsentanter for stilretningen nyklassicisme omkring 1900tallet. Kampmann var tæt knyttet til det nørrejyske, som søn af provsten i Hjørring, og var kgl. bygningsinspektør i Nordjylland i perioden 1892-1920. Blandt hans værker findes Århus Teater (1900), Marselisborg Slot (1902), Glyptotekets antiksamling (1906) og politigården i København (1924).

For yderligere oplysninger kontakt
Peter Cederfeld, adm. direktør Realdania Byg A/S, e-mail: pc@rdbyg.dk, tlf.: 7011 0606
Arne Boelt, Borgmester Hjørring Kommune, e-mail: arne.boelt@hjoerring.dk, tlf. 4122 3069

FAKTA

Amtmandsboligen med de to sidefløje og domestikfløjen (til tjenestefolk og hushold) mod øst er opført i nyklassicistisk stil i 1910. Kort efter er en administrationsfløj mod vest tilføjet. Huset er opført som embedsbolig med plads til embedsførelse, tjenestefolk og privatliv, og er et velbevaret eksempel på den status, som amtsfunktionen havde i de udvalgte provinsbyer.

Ejendommen er opført i røde sten og med helvalmet rødt tegltag. Tagrenderne har specielle rendejern formet som franske liljer, og tagfladen mod haven brydes af pudsige buer, med små vinduer, der skråner ned mod jorden. I haven ligger et gammelt pittoresk lysthus og en pergola med romerske søjler beplantet med efeu.

Anlægget er et fremtrædende eksempel på de gedigne og velproportionerede bygninger, som Hack Kampmann fik opført i sin tid som kgl. bygningsinspektør i det nordlige Jylland i perioden 1892-1920, og som sådan en fornem repræsentant for den nyklassicistiske skole omkring år 1900.

Arkitekten Hack Kampmann (1856-1920), som var søn af provsten i Hjørring, nåede at blive en af landets bedste arkitekter. I 1874 blev Kampmann murersvend og i 1873-1878 studerede han på Kunstakademiets Arkitektskole. I 1880erne foretog Kampmann en række studierejser til blandt andet Italien, Frankrig og Grækenland.

Kombinationen af international inspiration, kendskab til klassisk arkitektur og håndværksmæssig formåen som murer træder tydeligt igennem i bygninger tegnet af Kampmann. Desuden er mange af hans værker præget af en kombination af gennemtegnede detaljer - ofte med naturalistiske former, planter og dyr - og et sikkert greb om helheden.
Blandt Hack Kampmanns omfattende produktion som arkitekt finder man blandt andet toldkamre i Skagen og Aarhus, Landsarkivet i Viborg, Marselisborg Slot, Københavns Politigård samt om- og tilbygninger på Glyptoteket og Thisted Kirke samt mange andre.

Restaureringen af amtmandsboligen kommer blandt andet til at omfatte ejendommens facader, fuger, kviste, tagrender og skorstenspiber. Alle tekniske installationer skal gennemgås, gulve genoprettes og fornys og nedsænkede lofter fjernes. Målet for restaureringen er at give ejendommens eksteriør og interiør deres oprindelige udtryk tilbage. Farveholdningen i huset vil derfor komme til at afspejle datidens sammensætning og brug af farver.