Career Campus slår dørene op
Erhvervsliv og lokal kulturarv mødes på Career Campus i Ringkøbing, der netop har gennemgået en omfattende renovering. Projektet er gennemført som en del af Realdanias kampagne Stedet Tæller.
Nu varer det ikke længe før, at Career Campus i Ringkøbing, kan slå dørene op til en helt nyrenoveret udgave af sig selv. Den gamle Plesner-bygning på Aldershvilevej, bygget i 1911, der huser erhvervsbofællesskabet Career Campus, har nemlig gennemgået en større renovering og mindre ombygning, der både skal revitalisere og bevare den bevaringsværdige bygning.
Det skal markeres med et større åbent hus arrangement d. 8. december kl. 15, hvor der vil være mulighed for at komme indenfor i det nyrenoverede erhvervsbofællesskab og opleve den unikke stemning på egen hånd.
Erhvervsrådet glæder sig
Det er Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd der driver Career Campus og her er man glade for resultatet: "Jeg er rigtig glad for at arbejdet på Career Campus nu er kommet så langt, at de nye værelser snart er indflytningsklar. Det er en vigtig milepæl i vores indsats for at tilbyde virksomhederne en helt unik udstationerings- og praktikplatform, siger Souschef i Erhvervsrådet Lene Hindbo og tilføjer: "Og så glæder vi os selvfølgelig til at kunne tilbyde endnu flottere rammer til de nuværende beboere."
Renoveringen af Career Campus har primært koncentreret sig om den gamle Plesner-bygning, hvor der nu tilbydes tolv nyrenoverede værelser, heraf fire dobbeltværelser.
Arkitekten: Bygningen kommer tilbage til sin storhedstid
Rasmus Thrane og hans kolleger hos Brøgger Arkitekter er glade for at arbejde med en bygning som Aldershvile og en kunde som Ringkøbing Skjern Erhvervsråd, der stiller særlige krav til renovering og bevarelse: "Man kunne også have valgt at bygge noget helt nyt, men hvis man kommer udefra til Ringkøbing for at arbejde, så er det mere interessant at opleve noget, som er karakteristik for området, og det giver os mulighed for at vise, hvad vi kan her, som man ikke kan andre steder. Men samtidig er det også et projekt, som mange har en mening om, for alle kender bygningen og mange passerer den, så de skal også opleve, at den bliver moderniseret med respekt for historien", slutter Rasmus Thrane.
For Realdania er det Stedet der Tæller
Renoveringen af Career Campus er støttet igennem Realdanias kampagne, Stedet Tæller. Formålet med kampagnens projekter er at udvikle og udnytte de stedbundne potentialer, der kan bidrage til at styrke livskvaliteten i Danmarks landdistrikter.
Karen Skou, projektchef i Realdania glæder sig over resultatet: "Resultatet er blevet rigtig flot, og projektet er et godt eksempel på, hvordan lokal kulturarv og erhvervsliv kan komplementere hinanden. Med det nyrenoverede Career Campus får hele Ringkøbing-Skjern området en unik udstationeringsplatform til virksomhederne, samtidig med, at vi sikrer liv fremover i en smuk, bevaringsværdig bygning", slutter hun.
Career Campus bebos i dag af studerende eller færdiguddannede fra videregående uddannelser, som er i praktik eller har job i en af kommunens virksomheder.
Om Career Campus:
Career Campus er et tilbud til studerende eller færdiguddannende fra videregående uddannelser, der har fået praktikplads eller job ved en lokal virksomhed i Ringkøbing-Skjern Kommune. Stedet er drevet af Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd. I 2015 har 11 forskellige nationaliteter beboet Career Campus.
Formålet med renoveringen af Career Campus er at genskabe de arkitektoniske rammer og revitalisere og styrke ideen bag Career Campus. Projektet har et samlet budget på 7 mio. kr. og er finansieret af Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdanias kampagne Stedet Tæller.
Stedet Tæller er en Realdania-kampagne, der støtter konkrete, fysiske projekter i Danmarks yderområder. Kampagnens projekter skal være med til at udvikle og udnytte de stedbundne potentialer, der kan bidrage til at styrke livskvaliteten i yderområderne.
Pressemeddelelsen er udsendt af Ringkøbing-Skjern Kommune.