To arkitekt-teams klar med ideer til Det gode liv ved kysten i Thisted
Følgende pressemeddelelse er udsendt af Thisted Kommune:
Preben Skaarup Landskabsarkitekt og arkitektfirmaet Friis og Moltke har vundet Thisted Kommunes og Realdanias konkurrence om at realisere tre konkrete projekter i ”Det gode liv ved kysten” – et projekt under den landsdækkende kampagne ”Mulighedernes land”, som skal udvikle Danmarks yderområder. De to teams går nu videre i konkurrencens anden runde, og den endelige vinder offentliggøres efter planen marts 2010.
De to teams har givet visionære og nyskabende bud på, hvordan man kan udforme:
- foreningsvejen i Klitmøller og Vorupør - en sti langs kysten. Stien skal forbedre adgangen til havet, skabe nye opholdsarealer og udsigtsplateauer. Den skal også forbedre tilgængeligheden for bevægelseshandicappede. Stiens navn henviser til, at mange foreninger er involveret i projektet, og at noget forenes på én samlet strækning.
- Hummerhuset i Klitmøller, der skal ombygges til surfere og andre brugere.
- Pakhuset i Krik på Kulpladsen, som skal renoveres. Ideen er at skabe rammer, der kan bringe aktiviteter til stedet. Fx natur- og kulturformidling og forskellige former for services.
De to teams er udvalgt anonymt, og deres projekter offentliggøres først ved afslutningen af konkurrencens anden runde, hvor Realdania og Thisted Kommune går i dialog med dem.
Interessen for at være med i arkitektkonkurrencen har været stor. I juni måned indleverede 41 teams deres bud. Seks teams blev udvalgt til at medvirke i første runde, og to har nu altså vundet. Den endelige vinder offentliggøres efter planen den 29. marts 2010 i Hurup.
Projekterne i Thisted bygger på forslag og ideer fra borgermøder, holdt i foråret 2007.
Den overordnede målsætning med ”Det gode liv ved kysten” er at udnytte stedbundne værdier og unikke kulturmiljøer i Nordvestjylland, sådan at det styrker turismen og flere får lyst til at bosætte sig i området. ”Det gode liv ved kysten” skal også sætte fokus på nye frilufts- og fritidsaktiviteter, der har havet som bærende element.
FaktaDe to vinderteams:
Totalrådgiver Preben Skaarup Landskabsarkitekt MAA MDL PLR i samarbejde med Force4 Architect. Rådgivere og sparringspartnere er Jelcon Rådgivende Ingeniører, Stian Eide, formand for NASA og Jens Fisker, formand for Klitmøller lystfiskerforening
Friis og Moltke A/S samt Møller og Grønborg A/S i samarbejde med Orbicon Rådgivende Ingeniører
Dommerkomité:
- Erik Hove Olesen, borgmester i Thisted
- Karen Skou, projektleder og arkitekt, Realdania
- Torben Juul-Olsen, teknisk direktør, Thisted Kommune
Fagdommere:
- Eva Møller Sørensen, arkitektfirmaet C.F. Møller
- Frode Birk Nielsen, landskabsarkitekt
- Jytte Nielsen, Museet for Thy og Vester Hanherred
- Jens Bach, planchef, Thisted Kommune
- Gerd Dam, projektleder, Thisted Kommune
”Det gode liv ved kysten” indgår i Mulighedernes Land - et partnerskabsprojekt mellem Realdania og Bornholms Regionskommune, Lolland Kommune og Thisted Kommune. Projektet løber fra 2007-2012, og i den periode udvælger og realiserer kommunerne i dialog med borgerne en række konkrete projekter, der skal demonstrere nye veje til udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder.