Stor interesse for Digegrevens Hus
Der blev givet mange lykønskninger og ros med på vejen, da næsten 1000 af byens og egnens borgere fredag den 30. november 2007 lagde vejen forbi Digegrevens Hus til det åbent hus arrangement, der afsluttede næsten 2 års restaureringsarbejde af ejendomskomplekset.
"Vi er stolte af at have kunnet sikre dette måske Danmarks fineste
senbarok hus for eftertiden, og vi er meget glæde for at se den
store interesse for huset, som vi håber også fremover vil være til
både glæde og gavn for byens og egnens borgere", sagde Reales adm.
direktør Peter Cederfeld til de fremmødte.
Hæder til Digegrevens Hus
Bestyrelsen fra "Selskabet til bevarelse og Forskønnelse af
Tønder" var blandt dagens gæster og de benyttede lejligheden til at
overrække Realea et diplom som et synligt bevis på anerkendelse af
Realea restaureringsindsats.
"Vi har sammen med Tønders borgere interesseret fulgt med i det
store arbejde med at restaurere denne ejendom, som Realea har
udført. Vi vil derfor gerne have lov til at overrække jer et diplom
som tak for jeres indsats, fordi I har løftet og bekostet et
arbejde, som det ville have været vanskeligt at forestå på anden
måde", sagde formand for selskabet Jens Boutrup.
Gæstelisten talte desuden en række af husets tidligere beboer og
en tilfreds fremtidig lejer, borgmester for Tønder kommune Vagn
Therkel Pedersen, der fra 1. januar 2008 overtager Digegrevens Hus.
Bygningerne kommer fremover til at huse kultur- og
erhvervsafdelingen samt ydelseskontoret. Ejendommens smukke sal på
1. salen vil fremover blive brugt til repræsentative formål, bl.a.
borgerlige vielser.
Et historisk barokhus
Realea købte ejendomskomplekset i 2005 og selskabet har de seneste
to år gennemført en gennemgribende restaurering af bygningerne -
dels for at sikre det smukke senbarok hus for eftertiden og dels
for at bringe ejendommenes mange kvaliteter frem i lyset
igen.
Læs mere om
Digegrevens Hus her