x

Lys, luft og byliv - fremtidens forstad kombinerer det bedste fra byen og forstaden

Pressemeddelelse 30. september 2009

I marts i år blev tre arkitektteams udvalgt til at give hvert deres bud på, hvordan Greve Midtby kan udvikles til et bæredygtigt og attraktivt forstadscentrum. Vinderteamet, der er ledet af Tegnestuen Vandkunsten, vinder på et forslag, der trækker på det bedste fra den tætte og livlige by og kombinerer det med forstædernes store kvalitet: Natur, rekreation, lys og luft.

De tre teams har alle leveret vedkommende og spændende forslag til, hvordan Greve Midtby kan blive et dynamisk centrum. Vinderteamet formåede dog at løfte sig over de andre ved både at give et gennemtænkt bud på udviklingen af Greve Midtby og give mere principielle bud på, hvordan andre kommuner kan lære af Greve Midtby.
 
Det er derfor en enig dommerkomite, der i dag udnævner projektet ”Et patchwork i Greve Midtby” som vinder af konkurrencen. Realdania har støttet projektet med 1,45 millioner, og projektleder Astrid Bruus Thomsen er godt tilfreds med de meget forskellige besvarelser. ”De tre forslag er meget forskelligartede, og det glæder mig. På den måde er der lagt op til debat om, hvordan vi får skabt fremtidens sunde og bæredygtige forstæder – ikke bare i Greve, men rundt i alle landets forstæder, hvor man står med samme udfordring.”
 
Greves borgmester Hans Barlach, som har været formand for dommerkomiteen, er glad for at vinderforslaget bygger videre på Greves eksisterende kvaliteter: ”Med vinderforslaget har vi fået lagt en kurs for udvikling af Greve Midtby, som vil være til glæde for hele kommunen. I fremtiden skal Greve Midtby være et sted, hvor alle borgere i Greve har lyst til at tage hen for at være en del af det liv, som udspiller sig. Personligt er jeg særligt glad for, at planen forbinder stranden med bymidten. Kysten og det gode badevand ligger kun 600 meter fra stationen og er en af de helt store kvaliteter ved Greve i dag”.
 
Vinderforslaget har især fokus på at skabe en tættere bymidte med mere boligbyggeri og nye pladser, som giver grundlag for et attraktivt og levende byliv i en midtby, hvor det er trygt og rart at færdes til fods, og hvor man har lyst til at stoppe op og kigge på de mange aktiviteter, som finder sted. Et af de særlige træk ved planen er, at den omkranser Midtbyen med den såkaldte ”Perimetersti”. Stien, der vil fungere som et rekreativt bånd, beskrives i dommerbetænkningen som ”nærmest genial”. På Perimeterstien kan beboerne i Greve gå en tur med hunden, dyrke sport eller løbe en tur ned til Greve Strand. Yderligere foreslår teamet et ”Sundhedstårn” ved Greve Station. Tanken er, at tårnet skal være et vartegn for bymidten, og at det skal rumme et sundhedscenter samt en restaurant med Sydkystens bedste udsigt.
 
En meget positiv dommerkomite fremhæver især forslagets evne til at bygge videre på de eksisterende kvaliteter og udtaler: Forslaget er helt igennem sympatisk, og med stor medmenneskelig indlevelse tager forslagsstillerne de kommende beboere i hånden og viser dem til rette i deres nye bydel. Det er sobert og troværdigt.”Hent og læs hele dommerbetænkningen (pdf-fil)  
  
Vinderne
  • Forslaget ”Et patchwork i Greve Midtby” er udpeget som vinder af konkurrencen og er tildelt en præmie på 100.000 kr.
    Forslaget er udarbejdet af: Tegnestuen Vandkunsten med Metopos by- og landskabsdesign og Moe & Brødsgaard som underrådgivere samt Eduard Francois, Claus Bech Danielsen og ICP som konsulenter. 

  • Forslaget: ”Længe leve Greve” er præmieret med 50.000 kr.
    Forslaget er udarbejdet af: SLA Arkitekter og Grontmij Carl Bro med Dansk Bygningsarv som underrådgivere

Om ”Greve Midtby – visioner for fremtidens stationscentre”
Projektet er igangsat af Greve Kommune og Realdania. Projektet skal være med til at vise vejen til fremtidens attraktive og bæredygtige forstadscentre og inspirere andre forstæder i Danmark og udlandet.

Projektet blev indledt i januar 2009 med en arkitektkonkurrence, som i alt 33 teams ansøgte om at deltage i. Otte teams gik videre til en interviewrunde, hvoraf tre teams blev udvalgt til at komme med bud på, hvordan Greve Midtby kan udvikles til fremtidens forstadscenter.
 
Vinderforslaget kan ses i forhallen på Greve Rådhus i form af plancher og film frem til 24. oktober 2009. 
 
Filmen om vinderprojektet kan ses på YouTube.
 
Desuden afholdes et seminar om Fremtidens stationscentre på Kunstakademiets Arkitektskole 11. november 2009 kl. 14.00. På seminaret vil alle tre forslag blive præsenteret og diskuteret.