x

DOKK1 åbner den 20. juni

Pressemeddelelse 9. marts 2015

Lørdag den 20. juni åbner DOKK1 dørene for byens borgere

DOKK1 er Aarhus nye Hovedbibliotek og Borgerservice. Bygningen er det største kommunale anlægsprojekt i kommunens historie. Huset bliver på cirka 28.000 m2 fordelt på tre etager og indeholder Europas største automatiske p-anlæg, som opføres af Realdania Byg.

DOKK1 åbner med et festligt og folkeligt arrangement lørdag den 20. juni, og fra mandag den 22. juni vil borgerne kunne benytte det nye Hovedbibliotek og Borgerservice og det nye automatiske parkeringsanlæg. Det konkrete program for åbningen vil blive meldt ud i god tid inden åbningen.

DOKK1 er del af byudviklingsprojektet Urban Mediaspace Aarhus, der har til formål at skabe sammenhæng mellem byen og vandet og medvirke til at omdanne inderhavnen fra industrihavn til et aktivt byrum. Projektet, som er et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Realdania, omfatter ud over DOKK1 en række nye store pladser langs med Inderhavnen.

Pladserne kommer til at strække sig fra Nørreport til åens udløb og får en samlet størrelse på cirka 23.000 m2. Det svarer til omkring fire fodboldbaner. De nye havnepladsers østvendte placering betyder udsigt, himmel, sol og horisont. Pladserne indrettes så de indbyder til aktiviteter og liv. Det arbejde forventes afsluttet i 2016.

Parterne bag projektet Urban Media Space er Aarhus Kommune, Realdania og Realdania Byg. 

Pressemeddelelsen er udsendt af Aarhus Kommune.