x

Dokk1 lukker dørene op 20. juni

Pressemeddelelse 12. juni 2015

Et nyt centrum i Aarhus er ved at tage form på havnefronten. Den 20. juni åbner byens nye ikoniske byggeri Dokk1, som bl.a. huser bibliotek og borgerservice – og et topmoderne fuldautomatisk p-anlæg.

Når H.M. Dronning Margrethe II lørdag den 20. juni kl. 11 klipper snoren til Dokk1, får byens borgere for første gang adgang til det byggeri, som de igennem mange måneder har kunnet se skyde op på havnefronten. Dokk1 bliver et nyt samlingssted i byen med borgerservice, bibliotek, arrangementer og en lang række faciliteter som møderum, foredragssal, cafe og legeplads.

Huset bliver også der, hvor mange mennesker vil møde Aarhus by. Det er her den kommende letbane vil stoppe. Og allerede fra åbningsdagen kan bilister parkere deres biler i et topmoderne fuldautomatisk p-anlæg med plads til 1000 biler og med en enestående udsigt ud over Aarhus bugt.

Dokk1 er en del af det store byudviklingsprojekt, Urban Mediaspace, som gennemføres på havnen i Aarhus i et partnerskab mellem Aarhus Kommune, Realdania og Realdania Byg. Projekter omfatter også en række pladser, bl.a. en ny stor havneplads med rum for både leg og hverdagsaktivitet og store arrangementer som f.eks. koncerter. Samtidig er den sidste del af Aarhus Å blevet åbnet, og projektet omfatter også en klimasikring af midtbyen.

Urban Mediaspace er Aarhus Kommunes hidtil største anlægsprojekt. Realdania og Realdania Byg bidrager med ca. 700 mio. kr. til projektet.

Både på åbningsdagen den 20. juni og i ugen derefter vil Dokk1 være fyldt med forskellige åbningsaktiviteter, hvor man bl.a. kan høre mere om huset og udviklingsprojektet på havnen.

 

Læs mere på hjemmeside for Urban Mediaspace