Krigen i 1864: Meldahls Rådhus slap med skrækken
Det kunne nemt være lagt i ruiner:arkitekt Meldahls Rådhus i Fredericia. Blot fire år efter at rådhuset stod færdigt, rasede 1864-krigen, og rådhuset var i skudlinjen. Til alt held undgik den store rådhusbygning at blive beskudt - i modsætning til en husrække i den nærliggende Sjællandsgade - og derfor kan rådhuset den dag i dag minde borgere og besøgende om en afgørende periode af landets og byens historie.
Efter 1864-nederlaget vendte Danmark blikket indad, og det nye mantra blev "Hvad ud ad tabes, skal indad vindes". Efter tabet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg voksede stærke folkelige og nationale vækkelser frem indadtil, som fik enorm betydning for udviklingen af sammenhængskraften, fællesskabsfølelsen og folkesjælen i Danmark.
Som nationalliberal politiker bar Orla Lehmann en stor del af skylden for katastrofen i 1864, men det var samtidig hans fortjeneste, at den nationale identitet blev styrket, og Danmark forblev en selvstændig stat. At danskhed har været et af de stærkeste nationale brands i tiden frem til det 21. århundredes begyndelse er i høj grad de nationalliberales fortjeneste og et resultat af den kulturpolitik, der skabte kunst på offentlige pladser og på museer som Frederiksborg.
Et af de smukkeste eksempler på denne kulturpolitik er Fredericia. Rådhuset, pladsen med Bülows buste og monumentet over den tapre landsoldat er synlige manifestationer på de nationalliberales virke. At der stadig i dag holdes taler fra altanen på det gamle rådhus, når byen hvert år den 6. juli fejrer Slaget ved Fredericia i 1848 og dagen for indvielsen af rådhuset i 1860 - vidner om Lehmanns betydning for danskheden.
Forsynet med balkon
Langt hen ad vejen var det da også Orla Lehmanns fortjeneste, at rådhuset blev forsynet med en balkon. I december 1848 var han trådt ud af regeringen og blev i stedet amtmand over Vejle Amt. Som amtmand blev Lehmann en central skikkelse i Vejle Amts kulturelle liv, og hans mening fik stor betydning for udførelsen af rådhuset i Fredericia og dets funktion som nationalt erindringssted. Som den store folketaler, han var, ønskede han en fremtrædende plads, hvorfra han kunne holde taler til byens indbyggere. Samtidig passede en balkon fint til det nationalliberale sindelag. Den tilførte nemlig rådhuset den funktionalitet, som offentlige bygninger og pladser skulle have, og var i overensstemmelse med rådhus-arkitekten, Ferdinand Meldahls, tanker om arkitekturens samfundsrelevante funktion.Denne samfundsrelevante funktion kom til udtryk, allerede den dag rådhuset blev indviet, den 6. juli 1860. På pladsen foran rådhuset stod en tæt sammenstimlet menneskemasse og ventede på, at Lehmann skulle tale sandsynligvis fra rådhusets altan. Desværre silede regnen ned, og da Lehmann heller ikke var rigtig rask, kom han ikke ud på altanen. Han kom faktisk aldrig til at stå på altanen og tale til indbyggerne i Fredericia, sådan som han havde ønsket. I 1861 fratrådte han amtmandsposten og blev indenrigsminister i regeringen.
