x

Fem arkitektfirmaer byder på rammerne for Performers House i Silkeborg

Pressemeddelelse 11. marts 2005

Projektgruppen bag Performers House, den internationale højskole for musik, dans og teater i Silkeborg, har ud af 33 ansøgninger udvalgt fem arkitektfirmaer til at give bud på, hvordan den kommende internationale højskole skal se ud. Realdania støtter arkitektkonkurrencen og det efterfølgende byggeri med 20 mio. kr.

Performers House skal bo i den tidligere dampkedelbygning på byens tidligere papirfabrik, der blev grundlagt i 1844. Ombygningen bliver suppleret af en ny tilbygning, og det er arkitekternes opgave at tegne et projekt, der skaber samspil mellem de kulturhistoriske værdier, som afspejles i den bevaringsværdige industribygning, og de nye aktiviteter, som den kommer til at indeholde.

De fem valgte arkitektfirmaer skal hermed angive rammerne for en helt ny type højskole, der med sit fokus på musik, dans og teater skal den samle kreative unge fra hele verden. Ønsket er, at højskolen, når den er kommet godt i gang, kan blive en vigtig brik i at fuldende integrationen mellem erhverv, kultur og boliger, som i forvejen udvikler sig i området.

De prækvalificerede arkitektfirmaer er:

  • A.A.R.T A/S
  • Henning Larsens Tegnestue A/S
  • Lundgaard & Tranberg arkitektfirma A/S
  • Schmidt, Hammer & Lassen K/S
  • Årstiderne Arkitekter A/S

Forslagene vil blive fremlagt for konkurrencens dommere den 6. juni. Vinderprojektet forventes offentliggjort den 10. juni. De kriterier, forslagene vil blive vurderet ud fra, er bl.a., hvordan de opfylder Performers House ønsker i forlængelse af skolens overordnede vision og dens praktiske behov. Desuden bliver der lagt vægt på, at projekterne indeholder en helhedsplan for området. Bl.a. i forhold til den arkitektoniske sammenhæng med det øvrige område og i forhold til at skabe sammenhæng mellem de historiske bygningers markante industrielle udtryk og den nye tilbygning.

I forbindelse med projektets realisering vil vinderen skulle indgå i et partneringteam sammen med entreprenørfirmaet NCC Danmark A/S og ingeniørfirmaet DAI Gruppen A/S.

Yderligere oplysninger
Projektansvarlig Lars Ilum, Performers House, tlf. 26 12 20 74
Projektleder Marianne Kofoed, Fonden Realdania, tlf. 70 11 66 66