Ny kræftrådgivning til kræftpatienter og pårørende ved Herlev Hospital

9. juni 2017

Lyden af rislende vand hilser besøgende velkommen. En gårdhave er husets hjerte i centrum af et bakkelandskab af grønne øer. Balkoner med morgen- og eftermiddagssol og en varm og beskyttede facade, der skærmer husets inde- og udeliv.

Kræftens Bekæmpelse og Realdania bygger nu den syvende og sidste kræftrådgivning i projekt Livsrum. Kræftrådgivningen etableres efter principperne om helende arkitektur og vil invitere kræftpatienter og pårørende til ro og frirum lige ved den pulserende ringvej ved Herlev Hospital. 

- Denne sidste af de i alt syv nye kræftrådgivninger bliver endnu et fint eksempel på en kræftrådgivning, hvor man kan føle sig hjemme uden at være hjemme. Kræftpatienter og pårørende står midt i en krævende og svær periode i deres liv, hvor rådgivningens arkitektur og indretning vil være med til at give dem støtte og et frirum. Tak til Realdania for den store støtte til den nye kræftrådgivning, siger afdelingschef for Patientstøtte og Lokal Indsats i Kræftens Bekæmpelse, Laila Walther. 

Lyst og imødekommende byggeri

Kræftrådgivningen bliver opført af entreprenørfirmaet Svaneeng A/S i samarbejde med arkitektfirmaet CORNELIUS VÖGE og ingeniørfirmaet Aksel V. Jensen og skal ligge på en hjørnegrund på Herlev Ringvej 75 – tæt ved Herlev Hospital. Huset bliver lyst og imødekommende, med et fællesrum som hjerte og med grønne uderum og faciliteter. Hensigten er, at kræftpatienter og pårørende skal kunne træde direkte fra hospitalet og ringvejens trafik ind i et rum, der skaber tryghed og ro:

- Vi bygger en kræftrådgivning, hvor der er en fin sammenhæng mellem ude og inde, og som står på den viden og de erfaringer, vi har fra de øvrige seks Livsrum. Arkitekterne har skabt et unikt udtryk, som skaber rolige og hjemlige rammer for kræftpatienter og pårørende. Vi kan tydeligt se, at de projektforslag, som er kommet denne gang, har en stærk planløsning, som understøtter behovene for husets mange brugere, personale og frivillige. Det kan være med til at øge livskvaliteten for alle, og specielt for kræftpatienterne, som er i en sårbar situation i livet, siger programchef Per Schulze fra Realdania.

Herlev glæder sig over indsatsen

Arkitektkonkurrencen har været i gang siden december 2016, og det vindende projekt blev valgt blandt tre forslag. Borgmester i Herlev Kommune, Thomas Gyldal Petersen (S), glæder sig over at dette sidste af de syv livsrum bygges i Herlev:  

- Jeg glæder mig til, at Herlev Kommune i 2018 kan byde velkommen til Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning ’Livsrum’ ved Herlev Hospital, og jeg er stolt af, at Kræftens Bekæmpelse vil prioritere sin ekstra indsats her hos os. Kræftrådgivningen bliver en vigtig støtte og omsorg for de mange mennesker, der desværre rammes af kræft, siger Thomas Gyldal Petersen. 

Når kræftrådgivningen står klar i slutningen af 2018, kan kræftpatienter og pårørende få gratis rådgivning, gå til forskellige aktiviteter og samtalegrupper eller bare kigge ind og drikke en kop kaffe eller slappe af mellem aftalerne på hospitalet. Blandt de mange aktiviteter, huset kommer til at rumme, er ’Krop og Kræft’, som er et tilbud om fysisk træning som en integreret del af kræftbehandlingen til nogle patientgrupper. Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), Region Hovedstaden, siger: 

- At blive ramt af kræft er alvorligt og vender op og ned på hele ens liv. I dag ved vi dog, at samvær med andre i samme situation, motion og træning under forløbet i f.eks. Krop og Kræft, samt undervisning af både patienter og pårørende kan gøre en kæmpe forskel for, at man bliver godt rustet til behandlingen. Derfor glæder jeg mig til, at Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning nu bliver etableret helt tæt på Herlev Hospital. Det bliver en fordel for mange patienter, der er i behandling på hospitalet, og giver mulighed for at flere f.eks. kan deltage i træningen hos Krop og Kræft.

  • Baggrund for den nye kræftrådgivning:
    Opførelsen af kræftrådgivningen ved Herlev Hospital bygges efter principperne om helende arkitektur. Nøgleordene for byggeriet er tryghed, hjemlighed, åbenhed og nærvær. Inspirationen til Livsrums-konceptet er hentet fra de såkaldte Maggie Centre i England og Scotland. Læs mere om Maggie centrene på www.maggiecentres.org 

    Realdania støtter Livsrumsprojekterne med i alt 50 millioner kroner og giver dermed mulighed for at bygge huse af høj kvalitet, der giver kræftramte de bedst mulige rammer til at mestre sygdommen. 

    Spadestikket til byggeriet tages september 2017 og den nye kræftrådgivning forventes at stå færdig november 2018.

  • Fagdommer Lars Juel Thiis siger om vinderforslaget:
    Vinderforslaget til Livsrum Herlev hævder sig ved en suveræn funktionel planløsning i to etager, der opfylder alle brugernes og personalets krav. Planen er smukt komponeret omkring et indre, roligt gårdrum hvorudtil alle funktioner er orienteret og modtager god indbyrdes udsigt og berigende dagslys. Den samlede plan er indeholdt i en bogstaveligt skærmende facade, der både beriger en svær bygbar grund, skaber husets markante identitet og formår at danne gode brugbare rekreative arealer indenfor bygningsrammen. Projektet beriger omgivelserne med et fabulerende taglandskab, så også den femte facade, taget, tilfører kvaliteter til stedet – også set fra Herlev Hospitals mange etager. Forslaget til kræftrådgivningen i Herlev kan således karakteriseres ved at være et forbilledligt eksempel på en helende arkitektur, der er skabt til den menneskelige skala.

Kontakt

Laila Walther
afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse
tlf. 40 45 23 70

Per Schulze
programchef i Realdania
tlf. 27 29 41 49

{{ title }}

{{ description }}