x

Nordjyske kræftpatienter og pårørende får kræftrådgivning tæt på Aalborg Sygehus

Pressemeddelelse 5. marts 2012

Grønne områder, åbenhed og hjemlighed præger den nye kræftrådgivning, som Kræftens Bekæmpelse og Realdania bygger i Aalborg. Rådgivningen er den første af i alt syv Livsrum, som skal bygges over de næste par år. Vinderprojektet skal opføres af entreprenørfirmaet HP Byg i samarbejde med arkitektfirmaet Polyform og ingeniørfirmaet Grontmij.

– Vi bygger et hus, der føles hjemligt og rart og giver rum til alle former for liv. Rådgivningen kommer til at ligge få hundrede meter fra hospitalet, så bliver det nemt for kræftpatienter og pårørende at komme forbi til en kop kaffe og måske en snak mellem behandlingerne. I rådgivningen kan de hilse på de frivillige, tale med vores professionelle rådgivere og deltage aktiviteterne, siger Leif Vestergaard Pedersen, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse

Den nye kræftrådgivning kommer til at ligge på en lys hjørnegrund på Steenstrupvej i et villakvarter der grænser op til Aalborg Sygehus. Udadtil vil bygningen syne som fem separate huse, der er forbundet af et overdækket tag. Rummet i midten bliver rådgivningens hjerte. Byggeriet er gennemtænkt grønt – lige fra håndtering af regnvand til respekt for grundens bevaringsværdige træer og den tilhørende sansehave, som bliver anlagt i flere niveauer.

– Der kom tre rigtig gode og meget forskellige forslag frem i konkurrencen. De afspejler alle et stort engagement i opgaven, og de forsøger på hver deres måde at tolke visionen om en åben rådgivning, som også arkitektonisk kan give den bedst mulige støtte i en meget svær situation i livet, siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania. – Vinderprojektet synes vi i særdeleshed har et meget overbevisende bud på hvordan en rådgivning kan indrettes, og vi ser frem til at se det færdige hus.

Med placeringen af kræftrådgivningen tæt på hospitalets kræftafdeling er der lagt op til et tættere samarbejde mellem hospitalspersonalet og Kræftens Bekæmpelse. Det kan være med til at sikre de nordjyske kræftpatienter endnu bedre behandlings- og rehabiliteringsforløb.

– Vi ser det som meget positivt, at Kræftens Bekæmpelse rykker tæt på hospitalet i en bygning, som ligger i grænsefeltet mellem hospital og det omgivende samfund. Det giver gode rammer for den opgave, som Kræftens Bekæmpelse løfter, og nærheden til sygehuset giver muligheder for at udbygge et allerede godt samarbejde, siger Jens Ole Skov, direktør for Aalborg Sygehus.

Det første spadestik i byggeriet vil efter planen blive taget i august. Allerede i foråret 2013 forventer Kræftens Bekæmpelses ansatte og mange frivillige i Aalborg at kunne byde kræftpatienter og pårørende velkommen i den nye kræftrådgivning.

Mere information om projektet findes på og www.livsrum.dk.