x

Danmarks Rockmuseum får større og bedre faciliteter

Pressemeddelelse 20. maj 2014

Ved at genanvende to oprindelige industribygninger ved Danmarks Rockmuseum får museet nu også plads til instrumentværksted, rockbar og et ekstra udstillingsrum. Omdannelsen støttes af Realdania, der i forvejen også støtter Rockmuseet.

Inden sommerferien tages første spadestik til Danmarks Rockmuseum i bydelen Musicon i Roskilde. Vest for rockmuseets kommende bygning ligger en tidligere værksteds-bygning, kaldet baghuset, og en markant silo som eksempler på områdets oprindelige industribyggeri.

Bygningerne, som har et samlet areal på 430 m², har hele tiden haft potentiale til at indgå i en spændende dialog med det kommende rockmuseum, men har ikke været indkalkuleret i projektet. Det bliver muligt nu, hvor Realdania bidrager med 4 mio. kr. til renoveringen af baghuset og 1 mio. kr. til den udvendige istandsættelse af siloen. 

Omdannelsen af siloen og baghuset kan forhåbentlig inspirere andre kommuner til, hvordan de kan genanvende tidligere industribygninger og arealer.
Projektchef Lars Autrup, Realdania


- Vi vil godt bidrage til, at Danmarks Rockmuseum og hele den nye bydel Musicon bliver vellykket og fuld af liv og musikglæde. Omdannelsen af siloen og baghuset er helt rigtigt tænkt og kan forhåbentlig inspirere andre kommuner til, hvordan de kan genanvende tidligere industribygninger og arealer, siger projektchef Lars Autrup, Realdania. 

Nyt og gammelt blandes



Siloen og baghuset trækker med sit rå og industrielle udseende tydelige spor tilbage til områdets funktion som betonvarefabrik:

- Vores arkitekter fra COBE og MVRDV har hele tiden set baghuset og siloen som meget spændende, men det har ikke været muligt før nu at sikre bygningerne en fremtid på Musicon. Med bevillingen kan vi skabe et unikt supplement til rockmuseets nybyggeri, siger museumsdirektør Frank Birkebæk, Roskilde Museum.

Baghuset, der har facade mod vejen Bagtæppet, skal indrettes til udstillingsværksted, instrumentværksted, nærmagasin og depot. Disse funktioner vender ud mod et bredt gangareal, som publikum får adgang til og således kan følge med bag kulisserne. Det gælder ikke mindst instrumentværkstedet, hvor gæster inviteres til at bygge egne instrumenter. Der bliver også plads til et supplerende udstillingsareal, hvor besøgende introduceres for begrebet "garagerock". Her vil man i perioder for eksempel kunne se Gasolins bandbil, "Betzy", der er stillet til rådighed for rockmuseet af kunstneren Franz Beckerlee.

Rockcafé i cementsilo

Den markante cementsilo ligger ud mod området Patioen, som kommer til at fungere som åbent serveringsrum for rockmuseets café. Siloen, som står delvist på pæle, er opført af den tidligere ejer af området, cementvarefabrikken Unicon, så lastbiler kunne køre ind under siloen og pålæsse cementblandinger. Bunden af siloen får nu nyt liv som rockbar med tilhørende backstage-område.

Danmark Rockmuseum er en del af den selvejende institution Roskilde Museum. Danmarks Rockmuseum har forventet åbning medio 2015.