x

Stor interesse for indvielse af haven ved Allégade 5

Pressemeddelelse 16. januar 2007

En smule regn og blæst kunne ikke holde folk væk. Heldigvis. Mellem 300 og 400 Frederiksberg-borgere og indbudte gæster lagde vejen forbi, da Realea i onsdags havde inviteret til indvielse af det nye haveanlæg og den nyrestaurerede ejendom, Riises Landsted, Allégade 5 på Frederiksberg.

- Huset er måske ikke det smukkeste i vores samling, men det er et fint eksempel på det hyggelige og rigtige Frederiksberg, sagde Reales adm. direktør Peter Cederfeld til de fremmødte.

Have med poetisk stemning
Realea købte ejendommen, der huser Revymuseet, i 2005 og tog herefter fat på en nænsom restaurering, der har bragt mange af husets fine kvaliteter frem i lyset igen. Sammen med Frederiksberg Kommune blev den foranliggende have i løbet af sommeren og efteråret 2006 nyanlagt som et romantisk historisk haveanlæg, der tager udgangspunkt i stedets traditioner og med en belysning, der er med til at understrege havens poetiske stemning. Et smukt spejlbassin med funklende lyspunkter og "vandsøjler" skaber en flot forgrund for villaen.

- I hjørnet af anlægget er der nu en låge til Slots- og Ejendomsstyrelsens have, og der skal der laves et lille traktørsted, fortalte Frederiksbergs borgmester Mads Lebech ved onsdagens indvielse, der også bød på afsløringen af en bronzestatue, skænket af Frederiksberg Fonden.

Med en lille tale på vers afslørede formanden for Revymuseet, Jesper Klein, statuen, en hofnar, udført som en kopi af Revymuseets logo. Statuen er udført af kunstterapeut Marianne Harboe, der er tidligere lektor i billedkunst på Frederiksberg Seminarium.

Riises Landsted er opført i 1860 af malermester August Riise. Huset har gennem tiden haft flere lejere, heriblandt en række kendte personligheder som maleren Kristian Kongsbøll og digteren Viggo Stuckenberg. Igennem en årrække dannede huset ramme om Jytte Abilstrøms Teater og senere Frederiksberg Kommunes musikbibliotek.