x

Fotoudstilling om Thorupstrand åbner i Øksnehallen

Pressemeddelelse 1. juni 2012

I Øksnehallen tager ti toneangivende danske fotografer igen i år temperaturen på det moderne dokumentarfotografi, når de viderefører den stort opsatte gruppeudstilling Personal Projects for tredje år i træk. Her har Realdania støttet fotograf Jonathan Bjerg Møller og hans projekt 'Ved det yderste hav' om kystfiskerne i Thorupstrand.

Ved det yderste hav er et dokumentarisk kunstprojekt om et unikt stykke dansk kultur, som næsten er forsvundet. I et vindblæst hjørne af det vestlige Nordjylland ligger det lille fiskerleje Thorupstrand.

Thorupstrand indgår også i et af Realdanias andre kulturarvsprojekter: Kystkulturcentret Han Herred Havbåde. I projektet har man genetableret kystlandingspladsen, opført et nyt bådebyggeri og et kystkulturcenter for på den måde at genoplive og bevare den enestående historie om fiskeri, håndværk og byggeskik ved danske kyster. Siden vikingetiden har man fisket fra Thorup Strand.

Nu har lovændringer imidlertid gjort det næsten umuligt for den unge generation at følge i deres forfædres spor. Banklån i millionklassen er nu en forudsætning for at etablere sig som kystfisker – og efterhånden er lånene så høje og fiskepriserne så lave, at de unge fiskere ofte taber penge ved at passe deres arbejde. Også selv om de er hårdtarbejdende og tager “på hav” hver eneste gang, vejret tillader det. Dag og nat. Sommer og vinter. Og det på trods af, at de små kystbåde fanger kvalitetsfisk og udøver en bæredygtig form for fiskeri, der er langt mere skånsom for miljøet end de trawlere, der pløjer hele havbunden op.

Oplev enestående mennesker samt nærværende portrætter af hverdagen fra en lille by ved det yderste hav.

Jonathan Bjerg Møller forsøger med sit fotografi at menneskeliggøre og nuancere de langsomme historier, som der ofte ikke er plads til i mediernes travle hverdag. Han er en prisvindende freelancefotograf, der arbejder med dokumentarfotografiet og laver langtidsprojekter i fjerne afkroge af verden og hjemme i Danmark.

Udstillingssted:

Øksnehallen

Halmtorvet 11

1700 København V

Åbningstider:

5.-24. juni 2012

MAN-FRE: KL.11-17

LØR-SØN: KL. 13-17

Entre: Gratis

Fernisering 8. juni kl. 16-19 med åbningstale af Ane Cortzen (TV!TV!TV! ). Efterfølgende fest i Den Brune Kødby, Slagtehusgade 5e.