x

Landsbyen Tirstrup på Djursland er en del af Landsbyfællesskabet Østdjurs og er som den eneste af de 14 landsbyer i fællesskabet indehaver af en idrætshal. En transformation af Tirstrup-Hallen skal nu åbne hallen op for at skabe bedre rum for liv, fællesskaber og aktiviteter og gøre hallen til hele klyngens nye mødested.

Projektet med at transformere den traditionelle idrætshal har fået støtte gennem kampagnen Mødestedet, som Lokale og Anlægsfonden og Realdania i fællesskab står bag. Det er en kampagne som støtter udviklingen af bedre mødesteder i landsbyklynger over hele landet ved at skabe bedre fysiske rammer for fritidsliv og fællesskaber. Gerne med udgangspunkt i eksisterende bygninger, som gennem transformationer og nytænkning kan blive en vigtig, fysisk brik i indsatsen for at styrke fællesskabet og hverdagslivet på landet.

Læs mere om kampagnen Mødestedet

Mødestedet - en kampagne for landsbyklynger

Flere funktioner under samme tag

Efter transformationen kommer Tirstrup-Hallen til at tjene flere formål og flere målgrupper end tidligere. Derfor ændrer arkitekterne fra Kleingart på rumfordelingen, udvider med flere kvadratmeter i et indskudt dæk og åbner i det hele taget bygningen op for mere lys og bedre adgang. Med nye greb ændres der på Tirstrup-Hallens flow og der skabes rammer for et mere imødekommende adgangsområde, fitnessområde, forsamlingsrum, værksted og ikke mindst multirummet, der med masser af dagslys, bløde kantzoner og udsigt til det fri får en helt ny karakter.

En ny port til lokalområdet

Bag Tirstrup-Hallen åbner landet sig. Og hallen vil fungere som et ideelt udgangspunkt for de gode outdooroplevelser, som Mols Bjerges varierede natur rummer. Derudover er Tirstrup, i klyngens vestlige del, et naturligt samlingspunkt, da mange mennesker dagligt passerer igennem for at arbejde eller for at handle i klyngens største indkøbsmulighed, Dagli’ Brugsen. Med projektet skal Tirstrup blive den naturlige port til lokalområdet og til landsbyklyngen.   

Om landsbyklynger

Landsbyfællesskabet Østdjurs er navnet på en af de 29 klynger af landsbyer over hele landet, som er blevet støttet i forbindelse med indsatsen Landsbyklynger, som Realdania i 2015 lancerede sammen med DGI og Lokale og Anlægsfonden. Siden da har Realdania sammen med Lokale og Anlægsfonden gennem kampagnen Mødestedet afsat yderligere midler til at styrke mødestederne i landsbyklyngerne. 

Læs mere om vores mangeårige indsats for etablering af landsbyklynger over hele landet

Landsbyklynger