x

Fotoudstillingen 'Uden for myldretid' åbner i Rundetaarn

Pressemeddelelse 20. november 2014

Se anmelderrost fotoudstilling i Rundetaarn, og deltag samtidig i forskellige events om kunst og yderområderne med bl.a. Marianne Jelved.

Fotoudstillingen Uden for myldretid, som har været udstillet rundt omkring i Danmark og er blevet flot anmeldt i pressen, kommer nu til København og kan ses i Rundetaarns Bibliotekssal fra d. 22. november 2014 til d. 11. januar 2015. 

I forbindelse med udstillingen afholdes der fire forskellige arrangementer i løbet af december og januar: 

4/12 kl. 9: Har vi råd til kunst i yderområderne?
Marianne Jelved i debat med repræsentanter fra fire kunstmuseer.

7/12 kl. 15: Lys og mørke
Artists' talk v. Henrik Saxgren og Carsten Ingemann.

7/1 kl. 17: Med udsigt til mælkevejen
Gæsterundvisning med Knud Romer Jørgensen og Carsten Ingemann.

9/1 kl. 16: Mødet med stedet 
Artists' talk v. Christina Capetillo og Torben Eskerod. 

 

Hyldest til yderområderne

I mere end et år har de fire fotografer Christina Capetillo, Torben Eskerod, Carsten Ingemann og Henrik Saxgren rejst rundt i Danmark langt fra storbyernes mylder. Resultatet er udstillingen og bogen ’Uden for myldretid’, som med mere end 100 fascinerende fotografier af køer i mørke, krogede æbletræer, oversete byrum og store åbne landskaber sætter nye billeder og opfattelser af Danmarks yderområder i spil.

Hver fotograf har valgt sit eget fokus, men for alle fire har det været centralt at se forbi de typiske problemer, der forbindes med yderområder. Udkanten findes måske i politisk og økonomisk forstand, men for de fire fotografer er ethvert menneske og ethvert sted sit eget centrum.

Fælles for billederne er, at det dokumentariske aspekt er nedtonet med en ambition om at løfte projektet ind i et kunstnerisk rum. Fotograferne har ladet sig inspirere af stedernes historier, mennesker, landskaber og byer, og har derigennem skabt en både stilfærdig og overraskende hyldest til de potentialer, som yderområderne rummer.


Center og periferi

Udstillingen er tidligere blevet vist på kunstmuseer på Bornholm, Sønderjylland, Nordjylland og Lolland. Nu er den i København og understøtter dermed debatten om forholdet mellem center og periferi. Hvad vil det sige at være center eller periferi? Være storby eller provins? Er man provinsiel, fordi man er langt fra det økonomiske og politiske center? Eller er man provinsiel, når man ikke kan se ud over sin egen verdens fortræffelighed? Måske kan vi lære noget af fotografernes forsøg på at se hvert enkelt sted. Med egne øjne og med en bevidsthed om, at ethvert sted og ethvert menneske er sit eget centrum.

Udstillingen kan ses i Rundetaarns Bibliotekssal fra 22. november 2014 til 11. januar 2015 og ledsages af et katalog med de udstillede fotografier. Kunstnernes arbejde og udstillingen er finansieret af Realdania som en del af programmet Mulighedernes Danmark.


Praktisk

Udstillingen kan opleves: 22. november 2014 – 11. januar 2015 i Rundetaarn på Købmagergade 52 A, 1150 København K.

Rundetaarn.dk

Åbningstider: Hver dag kl. 10-18, tirsdag og onsdag kl. 10-21.
Lukket 24., 25. december og 1.januar.

Entré: Voksne 25 kr. - børn (5 -15 år) 5 kr. (entréen gælder til hele Rundetaarn)

Tilmelding til de to artists' talks sker via PolikenPlus.dk, og tilmelding til debatarrangementet og gæsterundvisningen sker via Billetto.dk (se links ovenfor).

Kalender med kort beskrivelse af de fire arrangementer