CISBO præsenterer seks års indeklimaforskning på afslutningskonference

Pressemeddelelse

22. januar 2016

Det Realdania-støttede forskningscenter CISBO (Center for Indeklima og Sundhed i Boliger) afholder den 28. januar afsluttende konference. Her præsenteres samtidig en række af centrets væsentligste forskningsresultater fra de seks år, centeret har eksisteret.

Indeklimaforskerne i CISBO har siden 2009 publiceret over 50 videnskabelige artikler udgivet i flere end 30 internationale publikationer. Derudover er der leveret over 30 konferencebidrag verden over samt gennemført otte ph.d.-projekter. 

Fra CISBO’s forskningsresultater ved vi nu bl.a.: At partikler fra levende lys og mados minder om trafikforurening; at vi i høj grad selv skaber partikelforureningen i vores boliger; og at kemiske cocktaileffekter i indeklimaet kan udgøre en alvorlig sundhedsrisiko. 

Leder af CISBO, professor Torben Sigsgaard, siger: ”Centeret har givet dansk indeklimaforsk-ning et internationalt løft, og resultaterne har inspireret til yderligere undersøgelser i ind og udland. Samtidig har etableringen af den fælles forskningsportefølje ført til, at der forhåbentlig er lagt grunden til et fortsat tværfagligt samarbejde af høj international klasse i mange år frem i tiden. Centrets samarbejder mellem sundhedsfaglige forskere og ingeniører har i sig selv været banebrydende. Det har bidraget til vigtig ny viden om, hvordan dårligt indeklimaet i vores boliger påvirker vores sundhed.”

CISBO er afsæt for Realdanias fokus på indeklima

At CISBO lukker ned, betyder ikke, at Realdania neddrosler sine initiativer på indeklimaområdet. Tværtimod er indeklima i dag et centralt fokus for Realdanias strategiske arbejde gennem initiativet Det gode indeklima.

Programchef Lennie Clausen fra Realdania siger: ”CISBO har i den grad bidraget til at styrke Realdanias strategiske fokus på indeklima. Særligt den viden, vi har fået om, hvor meget beboer- og brugeradfærd betyder for indeklimaet, har givet os en helt ny og vigtig helhedsforståelse af problemet. Det har stor betydning for, hvilke indsatser vi i Realdania støtter og igangsætter.”

Konference og publikation med CISBO-resultater

Afslutningskonferencen afholdes 28. januar på Aalborg Universitet i København. I den forbindelse udgiver CISBO og Realdania også en publikation, der fortæller om centrets væsentligste resultater.

Pressemeddelelsen er udsendt af Realdania i samarbejde med CISBO.

  • Realdania tog initiativ til at etablere CISBO i 2009. Centeret har haft til formål at frembringe og formidle forskningsbaseret viden om, hvordan vi kan skabe et sundere indeklima i boliger. 

    De involverede forskningsinstitutioner er:
    Institut for Folkesundhed, Århus Universitet
    Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet
    Institut for Byggeri og Anlæg, Danmarks Teknisk Universitet
    Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
    Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet København

    Centret lukker, men samarbejdet og netværket fortsætter

    CISBO afslutter de sidste projekter, analyser og videnskabelige afrapporteringer i løbet af 2016. Selvom centret afsluttes, fortsætter samarbejdet i forskerkonsortiet. Der er allerede planlagt nye projekter, rejst nye midler til forskning og etableret samarbejde med andre initiativer på baggrund af CISBO.

    Også CISBO’s netværk af praktikere vil fortsætte. Netværksdeltagerne har i en afsluttende evaluering efterspurgt en platform til udveksling af viden. Realdania vil arbejde videre med ideen for at finde de rette rammer for, hvordan netværket kan fortsætte.

Kontakt

Centerleder Professor Torben Sigsgaard, CISBO
T: 28 99 24 26

Programchef Lennie Clausen, Realdania

T: 70 11 66 66

 

{{ title }}

{{ description }}