x

Realdania vinder europæisk pris for arbejdet med historiske haver

Pressemeddelelse 19. september 2013

Realdania har vundet European Garden Award 2013. Prisen blev uddelt af European Garden Heritage Network på det tyske Schloss Dyck i Düsseldorf med deltagere fra hele Europa. Realdania modtog prisen ’Special Award of Schloss Dyck Foundation’ for arbejdet med restaurering og udvikling af historiske haver.

European Garden Heritage Network (EGHN) er et europæisk netværk, der arbejder for at fremme bevaringen og udviklingen af europæiske haver. EGHN uddeler hvert år priser i tre forskellige have-kategorier bl.a. på baggrund af projekters innovative grad, bæredygtighed, hensyn til lokal udvikling, tilgængelighed for besøgende og ikke mindst en fremtidssikret og forbilledlig restaurering.

Realdania vandt EGHN’s særpris for en samlet indsat med bevaring og bæredygtig udvikling af en række danske herregårdshaver. Udover Realdania vandt Queen Elizabeth Olympic Park i London prisen i kategorien bedste nye have og Park of Monserrate i Sintra i Portugal for bedste udvikling af en historisk have.

Ved prisuddelingen blev det fremhævet, at Realdania i samarbejde med ejerne af de historiske haver har taget udgangspunkt i havernes bevaringsværdier samt sikret, at alle haver udvikles med hensyntagen til den fremtidige drift og pleje. Der har været fokus på, at de historiske haver skal ses som en ressource og ikke som en byrde.

Ved udvælgelsen af vinderne til EGHN’s prisuddeling blev der også lagt vægt på de enkelte projekters demonstrationsværdi, der formidles bredt, så de fremover kan inspirere og understøtte en fortsat udvikling af Europas mange bevaringsværdige haver og parker. 

Projektleder Christian Andersen modtog prisen ved uddelingen i Düsseldorf: ”Det er glædeligt, at vores arbejde med haver får anerkendelse, som noget enestående på europæisk niveau. Forhåbentlig kan det inspirere til, at man både herhjemme og i det øvrige Europa, ser værdien i at gøre en målrettet indsats for bevaring af de historiske haver.”

FAKTA

Kampagnen Historiske Haver

Ni herregårdshaver rundt om i landet er blevet restaureret, videreudviklet og ført ind i fremtiden som led i Realdanias kampagne Historiske Haver. Kampagnen har banet vej for udvikling af nye metoder til restaurering, fornyelse, drift og pleje af historiske haver.

Haverne er: Bregentved, Clausholm, Engelsholm, Holstenhuus, Knuthenborg, Løvenborg, Sanderumgaard, Søholt og Tirsbæk.

Haverne har alle gennemgået omfattende restaureringsarbejder, som har skabt bæredygtige forhold for den fremtidige drift. Alle herregårdshaverne er naturligvis åbne for offentligheden og udgør nu en attraktion der skaber livskvalitet og fungerer som en ressource for herregårdene og deres lokalmiljøer i landdistrikterne.

Læs mere om haverne på fremtidensherregaard.dk

Flere historiske haver

Realdania betragter haver og omgivelser som en vigtig del af det byggede miljø og har indgået i en række projekter til bevaring og udvikling af historiske haver, udover de haver der indgik i kampagnen Historiske Haver. Som eksempler kan nævnes:

  • Ledreborg Slotspark, hvor parken er blevet gennemgribende restaureret og udviklet som facilitetsramme for offentlige arrangementer således, at det historiske miljø kan indgå i en nutidig sammenhæng med respekt for de oprindelige værdier.
  • Gl. Holtegård, hvor projektet har omfattet en komplet genskabelse af den unikke 1700-tals barokhave tegnet af Laurids de Thurah, og som nu er en attraktion på stedet.
  • Vejlefjord Kurpark, hvor det offentligt tilgængelige parkanlæg på stedet knytter sig til Vejle Fjords rehabiliteringscenter for senhjerneskadede. Parken er ført ind i nutiden med fokus på sundhed og rekreation.