Danmark er adskillige nanometer fra en højteknologisk byggesektor

Pressemeddelelse

21. maj 2007

Forskningscenter Risø har udsendt følgende pressemeddelelse: Mulighederne for at anvende nanoteknologi i byggesektoren er mange, men der er behov for øget samarbejde og videndeling mellem forskning og byggeri, hvis potentialet skal realiseres. Det konkluderer Forskningscenter Risø i en ny rapport, der som led i forskningsprojektet NanoByg kortlægger perspektiver og muligheder for at bruge nanoteknologi i byggesektoren.

Selvrensende vinduer og antibakterielle køkkenborde. Tagplader med indbyggede solceller og intelligente vinduer som tilpasser belysningen efter beboernes ønske. Nanoteknologien åbner for spændende perspektiver i byggeriet. Men det kniber med at få nanoteknologien og byggesektoren bragt sammen.

"Vores analyser viser, at afstanden mellem nanoteknologien og byggesektoren er stor. Danske aktører inden for nanoteknologi er ikke aktive inden for byggesektoren, og de ved meget lidt om byggesektorens behov og problemstillinger. Byggesektoren er endnu mindre aktiv inden for nanoteknologi og ved derfor meget lidt om nanoteknologiens muligheder for sektoren," siger forsker Måns Molin fra Forskningscenter Risø.

Den store afstand mellem nanoteknologien og byggesektoren forklarer rapporten blandt andet med byggebranchens opdelte og projektopbyggede struktur, den omfattende regulering og de mange forskellige standarder.

For at fremme nanoteknologiens indtog i den danske byggesektor er der ifølge rapporten behov for at sætte ind med bedre kommunikation og forstærket samarbejde mellem byggesektoren og videnmiljøet omkring nanoteknologi. Blandt andet foreslår rapporten, at der etableres kanaler for videndeling og opbygges et system, der kan skabe nye samarbejdsrelationer i byggesektoren.

En NanoByg-rapport

Rapporten fra Forskningscenter Risø er udarbejdet med støtte fra Realdania. I rapporten identificeres innovationstendenserne inden for nanoteknologi og byggesektoren. Rapporten indeholder endvidere en kortlægning af de aktiviteter og aktører, der allerede anvender eller vil anvende nanoteknologi i arkitekturen og byggeriet. Desuden identificeres nogle af de nanoaktiviteter, der kan være relevante for byggesektoren.

Det overordnede mål med NanoByg-initiativet er at etablere nogle rammer for en national indsats, der kan skabe bro mellem den nanoteknologiske forskning og udvikling og byggeriets behov.

Samarbejdspartnere i NanoByg

NanoByg-rapporten er udarbejdet af et konsortium sammensat af en bred kreds af aktører inden for både byggeriet og nanoforskningen. Blandt deltagerne er RISØ, BYG•DTU, SBi, Kunstakademiets Arkitektskole, NaNet (det danske nanonetværk) og Rockwool.

NanoByg-rapporten (engelsk)

Executive summary af NanoByg-rapporten (dansk) (pdf-fil)

Yderligere oplysninger 

Forsker Måns Molin, Risø National Laboratory, tlf. 46 77 51 25,email: maans.molin@risoe.dk

{{ title }}

{{ description }}