Viden og vandretur på Nørre Vosborg

Nyhed

26. februar 2015

Der blev budt på masser af historisk viden og en rask vandretur rundt på herregården og dens mange bygninger, da 25 medlemmer af Realdania Byg Klubben i weekenden den 21. og 22. februar var draget på weekendophold på Nørre Vosborg i Vestjylland.

Omgivet af Riddersalens smukke træværk, kakkelovn, lysekrone og guldspejle tog historiker Anders Bøgh fra Aarhus Universitet deltagerne med på en rejse gennem mange hundrede års herregårdshistorie og en beretning om, hvordan skiftende herrefolk og store personligheder gennem tiden har formået at gøre Nørre Vosborg til et af Vestjyllands vigtigste kraftcentre.

Dagen efter, om søndagen, var oplevelserne henlagt udendørs, da deltagerne fulgte i hælene på Realdania Bygs arkitekt og projektleder Frants Frandsen, som tog dem rundt på en lille vandretur både ude og inde og undervejs fortalte om den omfattende restaurering, der blev afsluttet i 2008, efter at arkitekter, konservatorer, håndværkere og mange flere gennem fire år havde knoklet for at genrejse den stolte herregård.

Ud over medlemmer fra Realdania Byg Klubben viste restaureringsarkitekt Frants Frandsen også to store grupper fra Mit Raldania rundt på herregården.

Påskeophold på herregården
Om godt en måned er der igen mulighed for at nyde en weekend under vestjyske himmelstrøg. I begyndelsen af april er der pyntet op med påskefarver, og kokken tryller i køkkenet med både hjemmebag og påskemiddag. Medlemmer af Realdania Byg Klubben inviteres til påskeophold til en særlig pris.

Om Nørre Vosborg
Nørre Vosborg har status som Vestjyllands fornemste herregård med en historie, der kan dateres tilbage til 1200-tallet. Det fredede anlæg består af flere bygninger, der er opført i perioden 1570 til 1951. Selve borganlægget med omkransende volde fremstår med fire sammenbyggede bygninger, som omslutter et lukket, brolagt gårdanlæg: Gyldenstjernehuset, der er opført i 1590; det såkaldte Ide Langehuset, der er opført af Ove Bielke ca. 1655; De Lindehuset, der er fra 1760'erne, og Tanghuset fra 1838 og 1857.

"Borgen" i sig selv repræsenterer således på én og samme tid fem forskellige arkitektoniske stilperioder, idet Tanghuset er opført i to forskellige stilarter.

Ladegårdsanlægget, der ligger afsides fra selve borganlægget, er opført i 1788, og her markerer en iøjnefaldende portbygning på fornem vis ankomsten til herregårdsanlægget.

{{ title }}

{{ description }}