Kysternes turistbyer skal styrkes gennem fokus på kvalitet

Pressemeddelelse

25. juni 2015

Selvom vi i Danmark har mange traditionsrige kystbyer og uberørte strande, svigter turisterne. Nu inviterer Realdania yderområdernes kystbyer til at søge om støtte til projekter, der hæver kvaliteten og sætter gang i turismen – også uden for sæsonen.

Danmark er ét af de lande i Europa, der råder over mest kyst pr. indbygger, og netop kysten, stranden og havet er et af de danske yderområders allerstærkeste turismepotentialer. Alligevel vælger færre og færre turister at tilbringe ferien langs den danske kyst. Mange kystbyer er nedslidte, der mangler forbindelse mellem by og hav, og i gode år har man måske glemt at sikre et miljø, der giver turisterne en god oplevelse.

Med støtte fra Erhvervs- og Vækstministeriet har mange kystkommuner nu gennemført strategi- og kompetenceudviklingsprojekter, som sætter en ny kurs. Men de mangler stadig midler til at føre visionerne ud i livet.

Det er baggrunden for, at Stedet Tæller – Realdanias kampagne for yderområderne – nu inviterer kystbyer i yderområderne til at søge om støtte til projekter, der forbedrer kvaliteten i det fysiske miljø i samspil med kommunale strategier. Målet er at styrke turismen og samtidig gøre kystbyerne bedre at bo i – året rundt.

Flere indsatser – samme mål

Stedet Tæller har tidligere støttet udvikling og realisering af 9 projekter i kystbyer, og det er resultaterne herfra, som nu tages skridtet videre til gavn for endnu flere kystbyer i Danmarks yderområder.

”Erfaringer fra kampagnen Stedet Tæller viser, at man ved at koble kommunale strategier med små, gode projekter, kan opnå stor effekt. Projekterne sætter gang i en positiv udvikling, som gavner hele lokalområdet og fører nye initiativer og forandring med sig – og det vil vi gerne understøtte sker endnu flere steder”, siger Stine Lea Jacobi, programchef i Realdania.

Realdania forventer at støtte 5-6 projekter, og i alt er der afsat 12,5 mio. kr. til at føre kystbyprojekter i de danske yderområder ud i livet. Deadline for ansøgning er den 4. november 2015 kl. 16.

www.stedet-tæller.dk

  • Stedet Tæller støtter fysiske projekter, der kobler målrettet opgradering af kystbyens fysiske miljø med lokale strategier, fx en potentialeplan eller en kommunal turismestrategi. Der kan være tale om byrumsprojekter såvel som projekter, der viser nye veje til at styrke sammenhæng mellem kystbyerne og de omkringliggende ferieområder, attraktioner og naturherligheder.

    Invitationen henvender sig til de 50 danske LAG kommuner, der har kyststrækning. En projektorganisation sammensat af flere aktører vægtes positivt. Se mere om hvem der kan ansøge på www.stedet-tæller.dk.

    Realdania forventer at udvælge og støtte realisering af 5-6 projekter med et samlet bidrag på op til 12,5 mio. kr. og max 2,5 mio. kr. pr. projekt.

    Alle interesserede inviteres til orienteringsmøde d. 1. september 2015 kl. 13-17 i Bygningskulturens Hus, Borgergade 111, 1300 København K.

  • Kampagnen Stedet Tæller har til formål at vise nye veje til yderområdernes udvikling gennem et fokus på stedbundne potentialer. Der er tidligere i kampagnen udvalgt 9 kystbyprojekter, som enten er gennemført eller under realisering.

    Læs mere på kampagnens hjemmeside www.stedet-tæller.dk eller følg kampagnen på LinkedIn i gruppen Stedet Tæller – Yderområdernes potentialer.

  • De seneste år har der været et stort fokus på dansk kystturisme. En lang række kystbyer har derfor udviklet nye strategiske greb, der skal løse udfordringen med at tiltrække besøgende, levere en oplevelse af højeste kvalitet og gøre kystbyerne gode at bo i.

    Et eksempel på et projekt, som viser veje til ny udvikling i kysternes turistbyer:

    Marielyst

    Marielyst er kystturisme-centrum i Guldborgsund Kommune. Stranden har i flere år været kåret som Danmarks bedste, men indtil for nylig var byen udfordret af en nedslidt bymidte, trafik og manglende investeringer.

    Med støtte fra Stedet Tæller satte Guldborgsund Kommune derfor gang i et projekt, som skulle få den populære kystby til at genopstå som et familievenligt, kønt og naturskønt feriested i høj kvalitet.

    En potentialeplan for kommunens udvikling, et kompetenceløft blandt turistaktører og en fysisk opgradering af byens torv og strandstrøg er blandt de konkrete tiltag, som indtil videre har ført til, at der er skabt nye, stærke samlingspunkter i byen. Derudover er trafikken   minimeret, og der er skabt en klar forbindelse fra byen til stranden. Særligt byens nye torv har skabt stolthed hos byens borgere, og g de lokale erhvervsdrivende kan mærke den positive forandring på deres omsætning.

    De gode resultater skyldes i høj grad, at de fysiske forandringer er blevet kombineret med en strategisk udviklingsproces. De fysiske forandringer afspejler de strategiske visioner.

  • De seneste år har der været et stort fokus på dansk kystturisme. En lang række kystbyer har derfor udviklet nye strategiske greb, der skal løse udfordringen med at tiltrække besøgende, levere en oplevelse af højeste kvalitet og gøre kystbyerne gode at bo i.

    Et eksempel på et projekt, som viser veje til ny udvikling i kysternes turistbyer:

    Løkken Moleleje

    I Løkken har renovering af byens mole været med til at sætte gang i en revitalisering af den klassiske kystdestination og skabe muligheder for nye aktiviteter året rundt.

    Som en del af Stedet Tæller er gennemført et projekt, der supplerer kommunens renovering af molen med nye rekreative tiltag, bl.a. promenade, badetrapper, bænke, stier. Og der er etableret lys, så man nu kan surfe om natten.

    De fysiske tiltag er suppleret af områdefornyelse, kompetenceløft af restauratører samt udvikling af en overordnet potentialeplan for kommunens udvikling – tiltag som understøtter hinanden og tilsammen skaber effekt.

    Som resultat er forbindelsen mellem by og hav forbedret, der er etableret ny surf-skole og surf-butik ved stranden og den lokale produktion af is og øl klarer sig godt igen. Og ikke mindst er det lykkedes at skabe en ny og positiv fortælling om Løkken, som lokalområdet bakker op om.

{{ title }}

{{ description }}