Kan data styre verden i mål?
Video
Dato
25. september 2020
Længde
41 m 15 s
I september 2020 kan Verdensmålene fejre 5 års fødselsdag. Det er fem år siden, at man i FN gik sammen om at få defineret de 17 verdensmål, der skal opfyldes inden 2030, hvis klodens fremtid skal sikres på områder som eksempelvis klimaforandringer, fattigdom, miljø og ligestilling. Men hvordan går det egentlig her fem år senere?
I Altingets gård i København fejres verdensmålenes fem års fødselsdag med en række debatter om netop disse spørgsmål. Og på en regnvåd fredag formiddag har Realdania inviteret til en debat om, hvordan det går i Danmark med at få indfriet verdensmålene. Anledningen er, at 2030-panelet og Danmarks statistik netop har udgivet rapporten med navnet ’Gør verdensmål til vores mål - 197 danske målepunkter for en mere bæredygtig verden’. I rapporten har man opstillet en række målepunkter og indsamlet data, der kaster lys over, hvordan netop Danmark klarer sig i forhold til at vende udviklingen i retningen af verdensmålene. Så hvordan går det i Danmark - og kan data være med til at styre verden i mål?
I denne debat vil du møde Katherine Richardson, der er Professor ved Københavns Universitet, Niels Ploug, der er afdelingsdirektør i Danmarks statistik, og Jesper Nygård, Adm. direktør i Realdania. Debatten er modereret af journalist, Mikkel Frey Damgaard.