x

900 gæster indviede Oluf Bagers Plads

Nyhed 26. marts 2019

Omkring 900 gæster deltog i indvielsen af Oluf Bagers Plads i Odense – et nyt byrum og to nye bygninger. Indvielsen fandt sted fredag den 22. marts, hvor bygherren Realdania By & Byg åbnede dørene til de to nye bygninger og det nye byrum.

”Bæredygtige materialer og kreative løsninger sikrer, at byggeriet påvirker klimaet mindst muligt og holder i over 100 år. Sådan tager man ansvar for fremtiden, og sådan tager man ansvar for byens udvikling.” Sådan lød det fra Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel, da han fredag eftermiddag var med til at indvie den nye Oluf Bagers Plads i centrum af Odense.

Et naturligt krydsfelt for odenseanere på vej gennem byen, et pitstop for passagerer til letbanen og en oase for dem, der bare trænger til pause. Beskrivelserne var mange, da bygherren Realdania By & Byg fredag den 22. marts indviede den nye Oluf Bagers Plads midt i Odense. En lille plads med stor betydning, anlagt på kanten af byens historiske bydel og den nye spirende bydel, der vokser frem på arealet, hvor byens firesporede Thomas B. Thriges Gade engang var anlagt.

 

Funktionen som pitstop og oase bliver først for alvor tydelig, når omgivelserne også falder helt på plads, og cafeer og butikker rykker ind i stueetagerne i de to nye bygninger på pladsen. Men funktionen som byens nye krydsfelt var mere end tydelig ved indvielsen: Fra alle hjørner strømmede odenseanere til for at være med til indvielsen af Oluf Bagers Plads, der officielt blev åbnet af Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel og Realdania By & Bygs adm. direktør, Peter Cederfeld.

Et hængsel mellem nyt og gammelt

Pladsen, der er opkaldt efter en af byens hedengangne storkøbmænd og anlagt af Realdania By & Byg, er tænkt og tegnet som en port mellem nyt og gammelt; som et lille hængsel, der kan være med til at genskabe sammenhængskraften i den fynske hovedstad.

Pladsen er samtidig en brik i samarbejdet mellem foreningen Realdania og Odense Kommune om det store byomdannelsesprojekt ”Fra Gade til By”, som i disse år er i fuld gang både under og over jorden. En af udfordringerne i så stort et projekt er at få byens fortid til at hænge sammen med byens fremtid. Det kræver byrum; pladser og oaser, gader og stræder, som kan bygge bro og skabe sammenhæng.

Sammenhæng på mange måder

- Med sin beliggenhed er Oluf Bagers Plads med til at skabe den sammenhængskraft, som har manglet i dette område, siden en travl og trafikeret vej blev kilet ned i bydelen for 50 år siden. I samspil med de gamle stræder og baggårde åbner den nye plads, de nye bygninger og de nye passager for helt nye fodgængerforbindelser. Byens borgere og besøgende inviteres nu indenfor i et byrum, som tidligere var lukket og afskåret fra den øvrige by, sagde Realdania By & Bygs adm. direktør, Peter Cederfeld, ved indvielsen.

Men ét er sammenhængskraften; noget andet er det visuelle udtryk. For selvom både pladsen og de to omkransende bygninger er helt nye, skal historien være til stede, og netop dette ’at forene nyt og gammelt’ har været ambitionen for Realdania By & Byg, da selskabet for to år siden – sammen med arkitektfirmaet Praksis Arkitekter - gik i gang med at udvikle Oluf Bagers Plads.

– Både pladsen og bygningerne er tænkt og tegnet, så de kan bygge bro mellem nyt og gammelt og være med til at genskabe slægtsbåndene mellem byens historiske kvarterer. De to nye huse er en nyfortolkning af en gammel bygningsarketype, som findes overalt i de danske købstæder: Længehuset med saddeltag, tilført teglstensfacader med mønstermuring, skæve vinkler og rundbuevinduer i stueetagen. De to huse er som vokset ud af stedet i en tidløs, men dog moderne arkitektur, som med stor respekt indlejrer sig i den eksisterende kontekst og fremhæver stedets fine gamle bygninger, sagde Peter Cederfeld.

Også borgmesteren fremhævede pladsens og bygningernes kvaliteter.

 - Jeg er selvfølgelig ikke alene om at mene, at projektet er et fremragende eksempel på værdiskabende byggeri i Odense; det har mange andre også bemærket, og for nylig fik Oluf Bagers Plads også Odin-prisen, lød det fra Peter Rahbæk Juel, inden de mange fremmødte blev sluppet løs på pladsen og inviteret inden for i de to nye bygninger

Pladsen er overdraget til Odense Kommune, som fremover skal passe på byens lille grønne oase. Den store bygning – Oluf Bagers Plads nr. 4-8 – er solgt til en privat investor, som overtager bygningen den 1. april. Den lille bygning – Oluf Bagers Plads nr. 2 – ejes fortsat af Realdania By & Byg og vil blive udlejet til erhvervsformål.