Arne Jacobsens eget hus: Historiske farver hjemme hos farfar
Den danske designer Tobias Jacobsen deler ikke blot efternavn med den verdensberømte arkitekt Arne Jacobsen; han deler også slægtskab med berømtheden. Som barnebarn af Arne Jacobsen og med stor forkærlighed for farver og formgivning glæder han sig over, at farfars hus på Strandvejen 413 nu genskabes med de originale, historiske farver.
Selv om Tobias Jacobsen ikke var ret gammel, da Arne Jacobsen døde, og selv om han aldrig nåede at få et nært forhold til sin farfar, så har han mange gode minder fra det rækkehus på Strandvejen, som Arne Jacobsen tegnede til sig selv og sin familie og sin tegnestue i 1951.
For 14 år siden købte Realdania By & Byg det ikoniske rækkehus for at bevare og sikre det for eftertiden. I disse dage istandsættes huset, og de indvendige vægge bliver farvesat med de originale farver, der er fundet ved hjælp af farvearkæologiske undersøgelser.
Her i dette ikoniske rækkehus, som i dag er berømt verden over, blev den unge Tobias ved med at komme i mange år - også efter farfarens død. Og selv om det ikke var farver og formgivning, der optog den dengang 7-årige Tobias, så glæder det ham, at huset nu genskabes med de originale farver. I dag er interessen for design, farver og formgivning blevet Tobias Jacobsens levevej, men som barn var det nogle helt andre ting, han lagde mærke til i huset på Strandvejen.
- Noget af det, jeg husker tydeligt, var den motionscykel, der stod ved trappen ned til tegnestuen. Jeg kan ikke huske, at min farfar nogensinde brugte den. Men det var nok hans kone Jonna eller hans læge, som havde ment, at det var godt for ham at få noget motion, fortæller Tobias Jacobsen, som ud over at designe møbler og interiør under eget navn, også bestyrer den fond, der varetager Arne Jacobsens eftermæle.
- Min farfar var blevet skilt fra min farmor, længe før jeg blev født, og var så blevet gift med Jonna. Men i mange år efter farfars død holdt vi stadig jul hjemme hos Jonna, og det er især fra disse juledage, at mine minder om huset på Strandvejen stammer. Farfar husker jeg mest som en fremmed person. Han var en autoritet. Men sådan var det vist med farfædre på den tid. Han var ofte meget brysk og bestemmende og helt klart familiens overhoved, fortæller Tobias Jacobsen.
- Jeg husker det som om, at hans reoler var tætpakkede med radioer og bøger. En jul fik jeg et Märklin-tog i julegave, og så sad jeg hele aftenen inde på kontoret og samlede mit tog, og mens jeg har siddet der på gulvet og kigget op, har det sikkert virket som om, reolen var tætpakket. Måske var det ikke så voldsomt, men sådan er det jo tit med barndommens erindringer. Til gengæld samler jeg stadig på Märklin-tog, griner Tobias.
Fra stuen på første sal husker Tobias, at der over pejsen hang en række gipsrelieffer. De er der ikke mere, men gjorde dengang indtryk på den unge Tobias, der husker dem som meget smukke. Fra stuen mindes han også plantekasserne i vindueskarmen, som var fyldt med kaktusser.
– Min farfar havde livet igennem en kolossal interesse for botanik. Når vi var i familiesommerhuset ved Sejerøbugten, kan jeg huske, at han altid var meget optaget af at tale med gartneren. Og både fra sommerhuset og fra huset på Strandvejen husker jeg tydeligt, at han blev temmelig sur, hvis jeg kom til at sparke det mos i stykker, som han meget møjsommeligt havde fået lagt mellem fliserne, fortæller Tobias Jacobsen.
- Der var masser af små stier og gemmesteder, kringelkroge og kighuller og et hav af planter og buske. Jeg har ladet mig fortælle, at haven på et tidspunkt indeholdt omkring 300 forskellige planter. Så selv om haven var lille, kunne vi sagtens gå på opdagelse og eventyr, mindes Tobias Jacobsen.
Men når han i dag ser tilbage og dykker ned i minderne om bebyggelsen på Strandvejen, så var det ikke den store begejstring, der prægede den dengang 7-årige Tobias. Snarere tværtimod.
- Jeg havde lidt ondt af dem, der boede der. Jeg syntes, det var synd for dem, at de havde så små huse og så små haver, og at de ikke kunne gå lige ud til havet, sådan som jeg kunne hjemme i Vordingborg, hvor vi boede dengang. I stedet skulle de krydse en stor vej, husker Tobias Jacobsen, som først langt senere forstod storheden i bebyggelsen Søholm.
For ganske vist voksede Tobias Jacobsen op i et hjem, hvor man spiste med farfars bestik, sad i farfars møbler og omgav sig med ting fra farfarens designverden. Men hjemmet lå i Vordingborg, og her holdt man helst lav profil med den slags storhed og celebritet.
- At farfar var noget særligt, var ikke noget, vi talte om. Sådan var det, og det var vi ikke i tvivl om. Men vi boede jo i en lille provinsby, og der skal man ikke stikke snuden for langt frem, husker Tobias Jacobsen, som i dag har skabt sig sin egen karriere som designer og med stolthed fortæller om sin baggrund og sin farfar og de ting, han skabte – heriblandt rækkehusbebyggelsen Søholm, hvor Arne Jacobsen boede frem til sin død i 1971.
For 14 år siden købte Realdania By & Byg det ikoniske rækkehus for at bevare og sikre det for eftertiden. I disse dage istandsættes huset, og de indvendige vægge bliver farvesat med de originale farver, der er fundet ved hjælp af farvearkæologiske undersøgelser.
Her i dette ikoniske rækkehus, som i dag er berømt verden over, blev den unge Tobias ved med at komme i mange år - også efter farfarens død. Og selv om det ikke var farver og formgivning, der optog den dengang 7-årige Tobias, så glæder det ham, at huset nu genskabes med de originale farver. I dag er interessen for design, farver og formgivning blevet Tobias Jacobsens levevej, men som barn var det nogle helt andre ting, han lagde mærke til i huset på Strandvejen.
- Noget af det, jeg husker tydeligt, var den motionscykel, der stod ved trappen ned til tegnestuen. Jeg kan ikke huske, at min farfar nogensinde brugte den. Men det var nok hans kone Jonna eller hans læge, som havde ment, at det var godt for ham at få noget motion, fortæller Tobias Jacobsen, som ud over at designe møbler og interiør under eget navn, også bestyrer den fond, der varetager Arne Jacobsens eftermæle.
- Min farfar var blevet skilt fra min farmor, længe før jeg blev født, og var så blevet gift med Jonna. Men i mange år efter farfars død holdt vi stadig jul hjemme hos Jonna, og det er især fra disse juledage, at mine minder om huset på Strandvejen stammer. Farfar husker jeg mest som en fremmed person. Han var en autoritet. Men sådan var det vist med farfædre på den tid. Han var ofte meget brysk og bestemmende og helt klart familiens overhoved, fortæller Tobias Jacobsen.
Gipsrelieffer og kaktusser
Også Arne Jacobsens kontor på første sal, lige bag pejsen, husker Tobias tydeligt.- Jeg husker det som om, at hans reoler var tætpakkede med radioer og bøger. En jul fik jeg et Märklin-tog i julegave, og så sad jeg hele aftenen inde på kontoret og samlede mit tog, og mens jeg har siddet der på gulvet og kigget op, har det sikkert virket som om, reolen var tætpakket. Måske var det ikke så voldsomt, men sådan er det jo tit med barndommens erindringer. Til gengæld samler jeg stadig på Märklin-tog, griner Tobias.
Fra stuen på første sal husker Tobias, at der over pejsen hang en række gipsrelieffer. De er der ikke mere, men gjorde dengang indtryk på den unge Tobias, der husker dem som meget smukke. Fra stuen mindes han også plantekasserne i vindueskarmen, som var fyldt med kaktusser.
Gipsreliefferne over pejsen er der ikke mere, men gjorde dengang indtryk på den unge Tobias, der husker dem som meget smukke.
– Min farfar havde livet igennem en kolossal interesse for botanik. Når vi var i familiesommerhuset ved Sejerøbugten, kan jeg huske, at han altid var meget optaget af at tale med gartneren. Og både fra sommerhuset og fra huset på Strandvejen husker jeg tydeligt, at han blev temmelig sur, hvis jeg kom til at sparke det mos i stykker, som han meget møjsommeligt havde fået lagt mellem fliserne, fortæller Tobias Jacobsen.
Synd for dem på Strandvejen
Til trods for den skældud, som Tobias og hans storebror fik, når de blev lidt for energiske i den lille rækkehus-have på Strandvejen, så står haven alligevel som noget af det bedste ved huset.- Der var masser af små stier og gemmesteder, kringelkroge og kighuller og et hav af planter og buske. Jeg har ladet mig fortælle, at haven på et tidspunkt indeholdt omkring 300 forskellige planter. Så selv om haven var lille, kunne vi sagtens gå på opdagelse og eventyr, mindes Tobias Jacobsen.
Men når han i dag ser tilbage og dykker ned i minderne om bebyggelsen på Strandvejen, så var det ikke den store begejstring, der prægede den dengang 7-årige Tobias. Snarere tværtimod.
Der var masser af små stier og gemmesteder, kringelkroge og kighuller og et hav af planter og buske i haven.
- Jeg havde lidt ondt af dem, der boede der. Jeg syntes, det var synd for dem, at de havde så små huse og så små haver, og at de ikke kunne gå lige ud til havet, sådan som jeg kunne hjemme i Vordingborg, hvor vi boede dengang. I stedet skulle de krydse en stor vej, husker Tobias Jacobsen, som først langt senere forstod storheden i bebyggelsen Søholm.
For ganske vist voksede Tobias Jacobsen op i et hjem, hvor man spiste med farfars bestik, sad i farfars møbler og omgav sig med ting fra farfarens designverden. Men hjemmet lå i Vordingborg, og her holdt man helst lav profil med den slags storhed og celebritet.
- At farfar var noget særligt, var ikke noget, vi talte om. Sådan var det, og det var vi ikke i tvivl om. Men vi boede jo i en lille provinsby, og der skal man ikke stikke snuden for langt frem, husker Tobias Jacobsen, som i dag har skabt sig sin egen karriere som designer og med stolthed fortæller om sin baggrund og sin farfar og de ting, han skabte – heriblandt rækkehusbebyggelsen Søholm, hvor Arne Jacobsen boede frem til sin død i 1971.
