x

Isfjordscenteret går i vinterhi

Nyhed 12. november 2020

Inden længe vil sne, is og kulde melde sig i det vestlige Grønland, og de udendørs byggeopgaver ved Isfjordscenteret i Ilulissat må derfor gå i vinterhi. Men det indvendige arbejde fortsætter, og til foråret genoptager Realdania By & Byg de udendørs opgaver, så Isfjordscenteret kan stå klar i sommeren 2021.

Når vinteren inden længe melder sin ankomst i det vestlige Grønland, og temperaturen falder til langt under frysepunktet, må mange udendørs bygge- og anlægsopgaver gå i vinterhi. Det gælder også byggepladsen i Ilulissat, hvor Realdania By & Byg er i gang med at opføre Grønlands nye Isfjordscenter.

Men når foråret atter melder sig, genoptager Realdania By & Byg byggearbejdet på klippeafsatsen i periferien af Grønlands tredjestørste by, Ilulissat, så bygningen i 2021 kan være klar til at åbne som formidlingscenter for områdets natur- og kulturhistorie med særligt fokus på klimaforandringer.

Realdania By & Bygs arkitekt og projektleder Frants Frandsen, som står i spidsen for det grønlandske byggeprojekt, har sendt en hilsen hjem fra sin seneste besigtigelsesrejse til centeret, der opføres i et partnerskab mellem Realdania, Grønlands Selvstyre og Avannaata Kommunia og med Realdania By & Byg som bygherre. Derudover er Isfjordscentres kommende udstilling finansieret af Nordea-fonden, Augustinus Fonden, Bloomberg Philanthropies og OAK Foundation.

- Ligesom alle andre steder i verden er også Grønland påvirket af Corona, og derfor måtte besigtigelsen af byggeriet foregå på en noget anden måde end normalt. Alle fysiske møder på byggepladsen var aflyst; i stedet gik jeg rundt efter fyraften og filmede de igangværende byggeopgaver. Konkrete spørgsmål måtte vi herefter klare over telefonen og ved online-møder, fortæller Frants Frandsen.

Bygningen er lukket

Fra sin seneste tur kunne Frants Frandsen berette, at det gigantiske skelet af tonstunge stålrammer, som for et år siden blev lagt til rette på klipperne ved den gamle helikopterlandingsplads, nu er lukket af med store panoramavinduer, så bygningen er sikret mod vind og vejr.

Når bygningen næste år står færdig, er det fra netop disse store vinduer, at de besøgende kan nyde udsigten over Isfjordens grandiose udmunding i Diskobugten - en udsigt, som både er betagende og bekymrende. Betagende, fordi indlandsisen, gletsjeren og de majestætiske isfjelde udgør et enestående skue, men samtidig bekymrende, fordi området og hele Arktis er voldsomt påvirket af de globale klimaændringer, som er fremkaldt af hastige temperaturstigninger.

Det er bl.a. disse håndgribelige konsekvenser af klimaforandringerne samt isens cyklus og betydning for mikrolivet og fødekæden, som det kommende Isfjordscenter skal formidle.

Sne og is vanskeliggør arbejdet

Hele centeret udgør i alt cirka 1.500 kvadratmeter, og heraf udgør de 900 kvadratmeter et lukket og opvarmet område, som indeholder café, butik og kontor samt et udstillingsområde med bl.a. 3D-biograf. De resterende 600 kvadratmeter fordeler sig på to store åbne, men overdækkede områder i hver sin ende af bygningen. Det ene er ankomstrådet: det andet et område med installationer til is-eksperimenter og skoletjeneste.

- Hele tagfladen på både de kolde og varme områder er nu hermetisk lukket med både underpap og overpap, undtaget på tagets kanter, men kan vi godt nå, inden Kong Frost for alvor melder sin ankomst, siger Frants Frandsen og fortsætter:

- Forude venter montage af 2.700 bærebeslag til tagets sidste lag, nemlig det 1.500 kvadratmeter store træ-dæk. Beslagene kan monteres, selv om temperaturen falder til minus 15 grader, men arbejdet på det stejle tag vanskeliggøres, når der ligger sne og is på fladen. Derfor holder vi hele tiden øje med vejrsituationen, siger Frants Frandsen, som ud over vejrliget og de ekstremt kolde vintermåneder - hvor udendørsarbejdet må sættes på standby - også er afhængig af, at alle byggematerialerne kommer frem i tide. Det hele skal nemlig importeres fra Danmark og sejles til Grønland.

Vandretur hen over bygningen

Arealerne rundt om Isfjordscenteret er i grove træk ryddet. Den endelig bearbejdning af terrænet og såning med en arktisk frøblanding, som er baseret på græssorter, der kan overleve i det barske klima, må vente til foråret. Bygningen på den gamle helikopterlandingsplads er allerede fjernet, og dette område er nu asfalteret og gjort klar til fremtidig parkeringsplads.

Også indvendigt skrider arbejdet fremad, og stort set alle materialer er ankommet til Ilulissat. Forude venter nu en række tekniske tests i centeret, så det hele er afprøvet og klar til aptering og indretning i foråret. Foruden oplevelsen af Isfjordscenterets indre med udstilling, café og fremtidslaboratorium vil en af tre vandreruter i området gå hen over bygningens tag og give en enestående udsigt til Isfjorden og landskabet.

Isfjordscentret er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter, som i 2016 vandt en international konkurrence om at tegne Isfjordscenteret, og byggeriet blev sat i gang i 2019. Centeret, som både skal være samlingspunkt for beboere i området og oplevelsessted for turister i Grønland, åbner i sensommeren 2021.

Tryk her for at læse mere - og se en animeret video det færdige Isfjordscenter