Store ord om et lille hus
- Oplev arkitekt Viggo Møller-Jensens eget hus i ord og billeder
Aktiviteten er stor i det hus, som den danske arkitekt Viggo Møller-Jensen tegnede til sig selv i 1938 i Kgs. Lyngby. Mens håndværkere nænsomt sætter huset i stand, sætter arkitekt Jens Arnfred ord på husets historie. I det sene forår er Realdania By & Byg klar til indvielse af huset og udgivelse af endnu et hæfte i serien om Arkitekternes egne huse.
”Det gør sig ikke store anstrengelser for at blive set fra vejen. Det ligger såmænd bare dér med sine hvidkalkede mursten og venter på, at nogen opdager det. Så mange andre huse i kvarteret beder om opmærksomhed, men her lægger man knapt nok mærke til hoveddøren og stopper kun ved nr. 7, hvis man interesserer sig for periodens boligbyggeri og er nysgerrig på, hvordan en ung, nygift arkitekt dengang byggede til sig selv og sin familie.
I korte sekunder tror man, at man er i Provence eller på besøg i udkanten af en mindre engelsk landsby, for foran en ligger der et lille hus med grønmalede, forvitrede skodder, velproportionerede stålvinduer og to mildt skrånende tagskiver, der hilser pænt på hinanden. Den kompakte murede figur er aldeles indhyllet i en vildtvoksende efeu, som jeg gætter på, er på alder med huset. Altså fra 1938.”
- uddrag fra Realdania By & Bygs kommende udgivelse om Viggo Møller-Jensens eget hus
Sådan lyder indledningen til den bog, som arkitekt og debattør Jens Thomas Arnfred er ved at færdiggøre om det hus, som den danske arkitekt Viggo Møller-Jensen tegnede og byggede til sig selv og sin familie for mere end 80 år siden. Et hus, som på én og samme tid er både beskedent og banebrydende: Beskedent i sit umiddelbare udtryk, men banebrydende i sin unikke fortolkning af en familiebolig anno 1938 og en stor inspirationskilde for mange af de danske rækkehuse, der blev bygget i 1970’erne og 80’erne.
I 2019 blev huset med adresse på Borrekrattet 7 i Kgs. Lyngby købt af Realdania By & Byg. Det er dog ikke længere efeu men stilladser og afdækning, som indhyller huset. I september 2020 tog håndværkere og arkitekter fat på den fysiske restaurering af huset, hvor især en stærk tiltrængt omlægning og isolering af taget har præget efteråret og vinteren. Også husets indre har været under kærlig behandling. Husets farvesætning og bevaring af et håndmalet tapet har haft specialisters og arkitekters bevågenhed tillige med en nænsom opgradering af husets klimaskærm såvel som tekniske installationer.
Mens det lille hus endnu sov tornerosesøvn, bad Realdania By & Byg arkitekt Jens Arnfred om at besøge huset med det formål at forfatte en tekst til det kommende hæfte om huset, der som altid udgives, når Realdania By & Byg fejrer afslutningen på restaureringen – forhåbentlig med et åbent hus-arrangement. Jens Arnfreds personlige relation til Viggo Møller-Jensen gennem sin far Tyge Arnfred, der i mange år var i professionelt kompagniskab med Møller-Jensen, har givet Jens Arnfred en helt særlig indgangsvinkel til at sætte ord på det beskedne mesterværk.
Du kan se andre udgivelser fra serien Arkitekternes egne huse
Oplev huset mens vi restaurerer
Vinterens afslutning betyder også afslutning på restaureringen af huset. Endnu er arbejdet dog i fuld gang. Torsdag den 14. januar tager arkitekt Frants Frandsen, som leder restaureringen, Realdania By & Byg Klubbens medlemmer med indenfor på en live online rundvisning i huset.