x

Borgmestre fra hele verden kigger mod danske kommuners klimaarbejde på FN’s klimatopmøde i Glasgow

Pressemeddelelse 3. november 2021

Kopier os gerne. Sådan lød opfordringen fra Realdania, KL og Sønderborgs borgmester, da de tirsdag gæstede FN’s klimatopmøde i Glasgow. Her præsenterede de klimaprojektet DK2020, som har engageret hele 95 danske kommuner i at blive klimaneutrale inden 2050. Det antal resulterede i spontane klapsalver fra borgmestre verden over, der var samlet på Glasgow Rådhus for at høre om de danske kommuners historiske klimasamarbejde.

Mens statsledere fra hele verden i disse dage er samlet i Glasgow for at forhandle om landenes bidrag til at opfylde klimamålene, var ledere fra verdens byer tirsdag mødt op på Glasgow Rådhus for at dele erfaringer i deres kamp mod klimaforandringer. Det skete i regi af det internationale bynetværk C40.

Her blev de præsenteret for det danske klimaprojekt DK2020, hvor Realdania sammen med KL og landets fem regioner støtter 95 af landets kommuner i at udvikle klimahandlingsplaner på et niveau, så de matcher de ambitiøse mål i Parisaftalen. Dertil kommer København, der som medlem af C40 allerede har en plan. 

Med andre ord: 96 ud af 98 danske kommuner har enten en færdig klimahandlingsplan efter samme internationale koncept som verdens megabyer – eller er i fuld gang med at lave den.

DK2020 har engageret tæt på alle kommuner

”Med DK2020 har vi har fundet en model for, hvordan også mindre byer - som de danske - kan bruge klimaværktøjer fra de allerstørste og mest ambitiøse byer i verden og omsætte det til lokale klimahandlingsplaner. Med DK2020 har vi kunne samle tæt på alle danske kommuner i et virkelig stærkt samarbejde, som betyder, at de i samlet flok går mod klimaneutralitet inden 2050. Det er aldrig set før. Og den model og den viden, vil vi enormt gerne dele med alle de byer, der kan bruge den som inspiration i deres lokale klimaarbejde. Alle er velkomne til at kopiere,” siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania.  

Borgmester Erik Lauritzen havde skiftet Sønderborgs rådhus ud med Glasgows, hvor han tirsdag talte om de store klimaindsatser, som kommunen allerede har iværksat – foran en sal fuld af kolleger fra blandt andet Stockholm, Paris, Bogota, Athen, Phoenix i USA og Dhaka i Bangladesh. 

Sønderborg har hævet et allerede højt ambitionsniveau

”På trods af vores relative lille størrelse – Sønderborg er en kommune med 75.000 indbyggere – er vi kommet enormt langt på klimaområdet. I første omgang med Project Zero, som er et offentligt-privat klimapartnerskab i Sønderborg, og senere med DK2020. Vi har reduceret vores samlede CO2-udslip med 52 procent siden 2007 og har engageret vores borgere og virksomheder i at tænke mere energi-effektivt. Vi har implementeret grøn fjernvarme, solcelleparker og vindenergi. Vi samarbejder med det lokale landbrug om at omdanne deres affald til biogas, vi har omdannet offentlige busser til at køre på grønt brændstof, og børn i vores lokale skoler har bæredygtighed på skemaet. Vi er godt på vej, men med DK2020 har vi udfordret os selv yderligere og skærpet de klimaplaner, der allerede var skrevet for Sønderborg. Med DK2020 har vi øget et allerede højt ambitionsniveau,” lød det fra Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg. 
 
Han er ikke i tvivl om, hvorfor DK2020 er en model, der er værd at kopiere:
 
”Med DK2020 står de danske kommuner på det samme fundament, bruger de samme redskaber og måler på samme måde. Det har gjort en stor forskel til det bedre. Det gør det lettere at samarbejde og dele erfaringer, men vi konkurrerer også – på den gode måde – ved, at vi støtter og presser hinanden til at gå længere og gøre det endnu bedre. Dermed har DK2020 gjort kommunernes klimaarbejde væsentligt mere ambitiøst. Og DK2020 har gjort vores position som kommuner stærkere. Med 96 kommuner, der arbejder mod at opfylde målene i Parisaftalen, står vi også stærkere, når det kommer til at stille krav til vores politiske kolleger på Christiansborg om at sikre bedre rammer for implementeringen af vores klimaindsatser,” siger Erik Lauritzen.

Styrken i DK2020 er det brede partnerskab

Fra KL, der sammen med landets fem regioner er en del af partnerskabet omkring DK2020, lød budskabet fra direktør Laila Kildesgaard, at en stor del af succesen bag DK2020 ligger i organiseringen:
 
”Grunden til, at vi har kunne øge antallet af kommuner i DK2020 fra 20 pilotkommuner i 2019 til i dag at tælle 95 ud af landets 98 kommuner er, at 20 gik forrest og inspirerede flere til at gå med. Derudover ligger der en stor styrke i, at alle politiske niveauer er engageret: Stort set alle borgmestre, landets fem regioner samt KL med støtte fra Realdania og med de stærkeste faglige kræfter fra CONCITO og C40. Det er helt unikt,” lød det fra Laila Kildesgaard, da hun tirsdag talte på Glasgow Rådhus.  

Her pointerede hun desuden en stor fordel ved at samle alle kommunerne omkring de samme klimaværktøjer, som er udviklet af det internationale bynetværk C40, der var værter for eventet på Glasgow Rådhus:

”Før DK2020 var flere danske kommuner allerede i gang med at udarbejde klimaplaner. Men de gjorde det på vidt forskellig vis og med vidt forskellige mål og metoder. I DK2020 bruger alle de samme værktøjer og måler på samme måde. Det betyder, at kommunerne i DK2020 i langt højere grad kan samarbejde og lade sig inspirere af hinanden i deres klimaindsatser,” siger Laila Kildesgaard. 

Canada kigger mod DK2020 for inspiration

Et af de lande, der kigger interesseret mod de danske kommuners klimaarbejde og mod DK2020, er Canada. Her havde the Trottier Family Foundation, som er den største filantropiske aktør i Canada på området klima og byer, takket ja til at gå med på scenen i Glasgow og sætte ord på, hvad de ser af muligheder i at eksportere DK2020-modellen til Canada:
 
”For et par år siden tilbød vi byen Montreal at støtte dem i at udvikle en klimahandlingsplan, der lever op til målene i Parisaftalen. Det har været en succes, og flere byer i Canada rækker nu ud til os. Vi er meget interesseret i at skalere vores samarbejde med Montreal til yderligere 3-5 byer i landet. Her er DK2020 et virkelig godt eksempel til inspiration,” lød det fra Eric St-Pierre, der er Exectutive Director for the Trottier Family Foundation.