Indeklimaambassadører kan bane vejen for bedre læring og trivsel i skolerne
Punktbelysning i læringszoner, akustikdæmpende gardiner, rum-i-rummet med båse, som giver elever mulighed for fokuseret arbejde og nære relationer. Det er nogle af de redskaber, der tages i brug på aarhusianske folkeskoler i indsatsen for et forbedret indeklima. For indeklimaet i skoler og fritidstilbud kan gøres til en pædagogisk ressource, når de fysiske rammer bruges aktivt i det daglige arbejde, viser et nyt forskningsprojekt.
Disse spørgsmål bliver undersøgt og afdækket i forskningsprojektet ‘Læringsrum og indeklima’, der er en del af et initiativ i Børn og Unge i Aarhus Kommune om at efteruddanne lærere, skoleledere, pædagogiske ledere, klubpædagoger, embedsfolk i forvaltningen, m.fl., til pædagogiske indeklimaambassadører. Med støtte fra den filantropiske forening Realdania er der indtil videre uddannet 33 lokale pædagogiske indeklimaambassadører som både på skoler, i fritidstilbud og på forvaltningsniveau arbejder med at samtænke indeklimaet med de fysiske rammer, den pædagogiske praksis og organisering.
Rum er ikke neutrale containere
Casestudier fra skoler og fritidstilbud i Aarhus Kommune viser, at lærere og pædagoger kan gøre en betydelig forskel ved at tilpasse de fysiske omgivelser og forbedre indeklimaet for at skabe mere optimale læringsmiljøer. For rum skal ikke ses som neutrale containere og med indeklimaet som en passiv baggrundsfaktor – i stedet kan begge være en del af den pædagogiske værktøjskasse og blive en ressource, når skoler og fritidstilbud lærer at bruge de fysiske rammer aktivt i det daglige arbejde.
”Det er svært for børn at koncentrere sig, hvis de sidder i dårlig akustik, skarpt sollys og i træk fra vinduerne på kolde vinterdage. Hos Børn og Unge har vi i flere år arbejdet med indeklima ud fra antagelsen om, at kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø er påvirket af de fysiske rammer. Og indeklimaambassadører kan bidrage til at skabe et godt samspil mellem rum, pædagogik og indeklima. Jeg er glad for, at vi med forskningsrapporten i hænderne, nu har et solidt udgangspunkt for at fortsætte udviklingen og forbedre indeklimaet i vores folkeskoler,” siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune.
Værktøjer til at samtænke pædagogik og det fysiske læringsrum
Uddannelsen har udstyret deltagerne med værktøjer til at samtænke pædagogik og det fysiske læringsrum, samt at arbejde aktivt med indeklimafaktorer som lys, luft og lyd. Faktorer, der traditionelt bliver betragtet fra et teknisk perspektiv, men i uddannelsen forstået og anvendt som pædagogiske ressourcer.
”Mange skoler er presset af et dårligt indeklima med store konsekvenser for både elevernes trivsel og for medarbejderne. Et opgør med dårligt indeklima handler ikke kun om tekniske løsninger og indeklimaforbedringer. Et godt indeklima skal tænkes ind i den pædagogiske praksis i hverdagen – til glæde for både læreren og eleverne. Indeklimaambassadører er et skoleeksempel på et initiativ med et stort potentiale – også for skoler i resten af landet,” siger Anne Gade Iversen, projektchef i Realdania, der har støttet projektet.
Uddannelsen til pædagogisk indeklimaambassadør er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Dansk Center for Undervisningsmiljø, Aarhus Universitet og Det Kgl. Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, med det formål, at ambassadørerne med deres særlige viden om indeklima kan vejlede kolleger, ledelse og elever i, hvordan de bedst muligt bruger skolernes fysiske rammer.
Uddannelsen bliver i dag udbudt hos Dansk Center for Undervisningsmiljø under navnet 'Rum&Pædagogik'. Lige nu bliver den gennemført på alle skoler i Norddjurs Kommune.