x
Ny filantropistrategi:

Fem spørgsmål til den nye filantropistrategi

Nyhed 18. februar 2025

Realdania har fået ny strategi for vores filantropiske arbejde. Her får du svar på fem spørgsmål om den nye strategi og den retning, den sætter for indsatser og støtte til projekter i de kommende syv år.

Hvorfor har Realdania fået en ny filantropistrategi?

Realdanias overordnede mål er at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø. Filantropistrategien sætter retningen for, hvordan vi gør det med vores støtte til projekter og indsatser rundt om i Danmark.

Verden i dag og de kommende syv år ser anderledes ud, end da vi lagde vores forrige strategi. Fremtiden er mere usikker og svær at spå om, og flere samfundsproblemer presser sig på – også nogle, hvor det byggede miljø kan spille en væsentlig rolle. Realdania har arbejdet i 25 år med filantropiske indsatser i det byggede miljø, og vi har en forpligtelse til hele tiden at blive bedre og klogere og sørge for, at vores midler bidrager bedst muligt. 

Med den nye strategi udpeger vi tre dagsordner, hvor det byggede miljø og Realdania kan gøre en positiv forskel. Dagsordnerne definerer nogle mulighedsrum, der hver for sig og samlet set er relevante i forhold til samfundsudviklingen og nogle af de problemer, der presser sig på. Samtidig har vi lagt vægt på, at strategien er fleksibel og kan tilpasse sig udviklingen hen over årene. 

Læs mere om vores grundlag og de tre overordnede foreningsmål

Hvilken retning sætter strategien?

Realdania bidrager der, hvor de fysiske rammer for livet i Danmark kan være med til at løse problemer og skabe en positiv forandring for menneskers hverdag, relationer, trivsel og sundhed. Vi arbejder med vores byer, bygninger, byggeriet og arkitekturen – der hvor Realdania har nogle særlige kompetencer og en særlig viden. 

De tre dagsordener, vi udpeger med Filantropistrategi 2025-2031, er: Stedets potentialer, Arkitekturens muligheder og Fremtidens byggeskik. De skal sammen sætte retningen for vores filantropiske arbejde i de kommende syv år. Det er dem, der definerer, hvad vi vil arbejde med.

Under hver dagsorden har vi med tre fokusområder defineret, hvor og hvordan vi vil arbejde med dagsordenen. Vi vil f.eks. under dagsordenen Stedets potentialer arbejde med fokusområdet Levende lokalsamfund. Her vil vi bl.a. bidrage til at skabe gode rammer for lokale fællesskaber og på den måde bidrage til mindre ensomhed i samfundet.  

De projekter, vi støtter, skal alle bidrage til minimum én dagsorden og et underliggende fokusområde, og tilsammen skal de være med til at løse de udfordringer, der er beskrevet i de tre dagsordener.

Betyder strategien noget for måden Realdania arbejder på?

På mange måder vil vi fortsætte linjen fra de senere år, hvor vi støtter både små og store projekter over hele landet. Fra initiativer taget af lokale ildsjæle til større byudviklingsprojekter eller landsdækkende indsatser og puljer. Vi vil stadig have fokus på samarbejde og partnerskaber med andre, og vi vil videreudvikle vores indsats for at samle mange parter omkring nogle af de rigtig svære problemstillinger. Det kan f.eks. være i forhold til den grønne omstilling i byggeriet, hvor vi er nødt til at gå sammen om at finde nye måder at bygge på, som belaster vores klode mindre. 

Det er også fortsat et krav til de projekter, vi støtter, at de er innovative og nyskabende. Med det mener vi, at de skal gå nye veje, afprøve løsninger, der ikke allerede er velafprøvede og dermed bidrage med ny viden og erfaring, som kan deles med resten af samfundet. 

Men det er nyt, at vi fokuserer skarpere og prioriterer tre overordnede dagsordener, som alle projekter skal bidrage til. Med dagsordenen Arkitekturens muligheder vælger vi f.eks. at sætte fokus på, hvordan arkitekturen kan spille en mere aktiv rolle i samfundsudviklingen generelt, og hvordan den kan bidrage til gode liv. Det kan f.eks. være for børn og unge. Det sidste er noget, hvor vi selv og sammen med andre skal blive klogere i løbet af strategiperioden – ved at støtte viden og forskning, men også ved at afprøve tingene i praksis.

Læs hvad vi ikke giver støtte til

Hvilken rolle spiller bæredygtighed i strategien?

Vi har en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed, når vi støtter og igangsætter projekter. Det betyder, at vi altid har en ambition om at finde den bedst mulige løsning med hensyn till både økonomisk, social, kulturel og klima- og miljømæssig bæredygtighed. Også selv om vores fokus måske primært er på ét af de fire områder. Ansøgere bliver derfor bedt om at fortælle, hvordan det projekt, de søger støtte til, forholder sig til bæredygtighed bredt set. 

Når vi taler om bygge- og anlægsprojekter har vi et mere håndfast kriterie omkring klima- og miljømæssig bæredygtighed. Det betyder, at vi stiller konkrete krav til byggerierne om f.eks. certificeringer og livscyklusanalyser. Kravene er forskellige, afhængigt af byggeriets størrelse og hvor stor en andel, Realdania finansierer. 

Se vores bæredygtighedskriterier

Betyder den nye strategi noget for, hvordan man søger støtte til projekter?

Ikke umiddelbart. Vi vil fortsat modtage ansøgninger udefra via vores hjemmeside. Og så vil vi også selv sætte større indsatser i gang omkring landsdækkende problemstillinger, hvor vi leder efter projekter og samarbejder. Sådan som vi f.eks. tidligere har gjort omkring beskyttelsen af vores byer mod havvand eller skolernes indeklima.

Her kan du søge støtte

Læs mere om filantropistrategien

Du kan læse meget mere om vores nye filantropistrategi på hjemmesiden.

Læs mere om filantropistrategi 2025-2031