I vores iver for at holde vandet ude, risikerer vi at forværre situationen
Større og hyppigere stormfloder langs de danske kyster har sendt klimatilpasning til tops på den politiske dagsorden. Men behovet for hastighed kan ende med at presse kommuner og myndigheder til at vælge løsninger, der hverken er nuancerede eller langsigtede nok. Derfor udgiver Realdania nu både anbefalinger og erfaringer i ny publikation, skriver Mikkel Suell Henriques, projektchef i Realdania.
Debatindlæg bragt i WaterTech den 12. marts 2025
Pumper og sandsække på overarbejde mod de enorme vandmasser. Sommerhusejere, der må evakueres i en robåd.
Stormfloden, der i oktober 2023 skabte massive ødelæggelser langs Danmarks sydøst-kyster og dækkede store sommerhusområder og lystbådehavne i vand, blev betegnet som en 100-årshændelse.
Men om bare 100 år – i 2124 – forventer DTU, at intervallet mellem de store stormfloder vil være blot 5 år.
5 år.
De store skader, der følger af oversvømmelser fra stormfloder og skybrud i Danmark, bliver kun større. Både i hyppighed og omfang. Skader, der rammer boliger, sommerhuse, erhvervsbygninger, transport, landbrug og turisme. Skader, der forventes at koste samfundet omkring 406 mia. kr. fra i dag og 100 år frem.
Det var så den brændende platform – en våd en af slagsen.
I Realdania har vi siden 2018 samarbejdet med 19 kystkommuner, Kystdirektoratet og et hold af forskere om at udvikle både ny viden og konkrete klimatilpasningsstrategier. Det gør vi stadig og i et tæt samarbejde med både myndigheder, forskere og rådgivere under indsatsen ’Byerne og det stigende havvand’.
Siden opstarten i 2018 og frem til i dag er tilpasning til det stigende havvand blevet et politisk emne, der ligger i den absolutte øverste del af prioriteringslisten – både kommunalt og nationalt.
Men selvom der pt er stor, politisk vilje, dygtige fagfolk med den nødvendige viden og stor efterspørgsel på klimatilpasning, er der også mange faldgruber, når vi skal sikre os mod det stigende havvand.
I vores iver for at holde vandet ude, risikerer vi faktisk at forværre situationen ved at vælge løsninger, der hverken er nuancerede eller langsigtede nok. FN’s klimapanel IPCC har beskrevet problematikken i deres seneste rapport, hvor de beskriver det som maladaptaion – altså dårlig tilpasning, som risikerer at skabe nye udfordringer.
Derfor har vi samlet den nyeste forskning, konkrete anbefalinger og de vigtigste erfaringer fra indsatsen ’Byerne og det stigende havvand’ i en ny publikation af samme navn (link).
Den peger blandt andet på, at vi er nødt til at forholde os mere konstruktivt til det forandrede landskab, at vi bør arbejde mere dynamisk og med opmærksomhed på både de nuværende udfordringer og det mulighedsrum, vi efterlader til fremtiden. Rapporten skal først og fremmest ses som et inspirationskatalog - et koncentrat af forskernes og pilotkommunernes arbejde. Men den skal også ses som et vigtigt indspark til debatten og til vores praksis, når vi klimatilpasser.
For de mange oversvømmelser, vi oplever nu, er desværre bare begyndelsen. Som en af verdens førende klimaforskere, Johan Rocsktrøm, sagde i en TED talk fra 2024: ”Buckle up… in the future 2023 will be seen like a mild year…”
Derfor lyder én af de fem anbefalinger i rapporten: Tænk mindst 100 år frem – kortsigtet byudvikling koster.
For en af de store risikoer, når man klimatilpasser kystområder, er, at man ikke får kigget langt nok frem i tiden. Udviklingen går stærkt, og det der virker i dag, virker ikke nødvendigvis på længere sigt.
Et eksempel er højvandsmure. Sådan en mur kan jo godt se tilforladelig ud, når den er en meter høj. Men når både vandmængderne og hyppigheden af stormfloder stiger, er det uundgåeligt, at den mur på et tidspunkt skal forhøjes. I mellemtiden har man vænnet hele byen til, at den er beskyttet, og der vil typisk være investeret i nye bygninger, infrastruktur og erhverv omme bagved beskyttelsen.
Det betyder, at man ender i en situation, hvor man ikke længere kan gøre andet end at forhøje den mur – som til sidst ender med at være en rigtig stor barriere for byen. Det betyder også, at den dag, der kommer en stormflod, der er lidt højere, end muren er dimensioneret, så bliver skaden endnu større. Der er altid en restrisiko, som i langt højere grad bør inddrages i arbejdet med bl.a. planlægning, beredskab og andre tilpasningsstrategier.
En anden anbefaling fra vores projekt ”Byerne og det stigende havvand” går på at arbejde mere fleksibelt. For intet er statisk. Klimaet ændrer sig. Kysten ændrer sig. Byen ændrer sig. Prognoserne for havvandsstigninger ændrer sig.
Derfor er det helt afgørende, at vi, også i hundrede år fremover, fortsat kan tilpasse og ændre vores planer. Og at vi ikke – med de løsninger vi vælger dag – går ned ad en sti, som afskærer os fra at klimatilpasse på en anden og mere hensigtsmæssig måde i fremtiden, når verden anderledes ud.
Det kræver, at vores klimatilpasningsplaner er tilpasningsduelige mange år frem. Fordi det per definition gør planarbejdet bedre i stand til at møde fremtiden.
Den gode nyhed er, at vi i Danmark er rigtig gode til at samarbejde og bringe ny viden i spil. Det er en ret afgørende styrke, for klimatilpasning er en holdsport, som kræver, at alle – fra stat og kommuner til grundejere og fageksperter – byder ind og sætter sig ved bordet.
Læs den nye publikation ’Byerne og det stigende havvand’ her
Pumper og sandsække på overarbejde mod de enorme vandmasser. Sommerhusejere, der må evakueres i en robåd.
Stormfloden, der i oktober 2023 skabte massive ødelæggelser langs Danmarks sydøst-kyster og dækkede store sommerhusområder og lystbådehavne i vand, blev betegnet som en 100-årshændelse.
Men om bare 100 år – i 2124 – forventer DTU, at intervallet mellem de store stormfloder vil være blot 5 år.
5 år.
De store skader, der følger af oversvømmelser fra stormfloder og skybrud i Danmark, bliver kun større. Både i hyppighed og omfang. Skader, der rammer boliger, sommerhuse, erhvervsbygninger, transport, landbrug og turisme. Skader, der forventes at koste samfundet omkring 406 mia. kr. fra i dag og 100 år frem.
Det var så den brændende platform – en våd en af slagsen.
I Realdania har vi siden 2018 samarbejdet med 19 kystkommuner, Kystdirektoratet og et hold af forskere om at udvikle både ny viden og konkrete klimatilpasningsstrategier. Det gør vi stadig og i et tæt samarbejde med både myndigheder, forskere og rådgivere under indsatsen ’Byerne og det stigende havvand’.
Siden opstarten i 2018 og frem til i dag er tilpasning til det stigende havvand blevet et politisk emne, der ligger i den absolutte øverste del af prioriteringslisten – både kommunalt og nationalt.
Men selvom der pt er stor, politisk vilje, dygtige fagfolk med den nødvendige viden og stor efterspørgsel på klimatilpasning, er der også mange faldgruber, når vi skal sikre os mod det stigende havvand.
I vores iver for at holde vandet ude, risikerer vi faktisk at forværre situationen ved at vælge løsninger, der hverken er nuancerede eller langsigtede nok. FN’s klimapanel IPCC har beskrevet problematikken i deres seneste rapport, hvor de beskriver det som maladaptaion – altså dårlig tilpasning, som risikerer at skabe nye udfordringer.
Derfor har vi samlet den nyeste forskning, konkrete anbefalinger og de vigtigste erfaringer fra indsatsen ’Byerne og det stigende havvand’ i en ny publikation af samme navn (link).
Den peger blandt andet på, at vi er nødt til at forholde os mere konstruktivt til det forandrede landskab, at vi bør arbejde mere dynamisk og med opmærksomhed på både de nuværende udfordringer og det mulighedsrum, vi efterlader til fremtiden. Rapporten skal først og fremmest ses som et inspirationskatalog - et koncentrat af forskernes og pilotkommunernes arbejde. Men den skal også ses som et vigtigt indspark til debatten og til vores praksis, når vi klimatilpasser.
For de mange oversvømmelser, vi oplever nu, er desværre bare begyndelsen. Som en af verdens førende klimaforskere, Johan Rocsktrøm, sagde i en TED talk fra 2024: ”Buckle up… in the future 2023 will be seen like a mild year…”
Derfor lyder én af de fem anbefalinger i rapporten: Tænk mindst 100 år frem – kortsigtet byudvikling koster.
For en af de store risikoer, når man klimatilpasser kystområder, er, at man ikke får kigget langt nok frem i tiden. Udviklingen går stærkt, og det der virker i dag, virker ikke nødvendigvis på længere sigt.
Et eksempel er højvandsmure. Sådan en mur kan jo godt se tilforladelig ud, når den er en meter høj. Men når både vandmængderne og hyppigheden af stormfloder stiger, er det uundgåeligt, at den mur på et tidspunkt skal forhøjes. I mellemtiden har man vænnet hele byen til, at den er beskyttet, og der vil typisk være investeret i nye bygninger, infrastruktur og erhverv omme bagved beskyttelsen.
Det betyder, at man ender i en situation, hvor man ikke længere kan gøre andet end at forhøje den mur – som til sidst ender med at være en rigtig stor barriere for byen. Det betyder også, at den dag, der kommer en stormflod, der er lidt højere, end muren er dimensioneret, så bliver skaden endnu større. Der er altid en restrisiko, som i langt højere grad bør inddrages i arbejdet med bl.a. planlægning, beredskab og andre tilpasningsstrategier.
En anden anbefaling fra vores projekt ”Byerne og det stigende havvand” går på at arbejde mere fleksibelt. For intet er statisk. Klimaet ændrer sig. Kysten ændrer sig. Byen ændrer sig. Prognoserne for havvandsstigninger ændrer sig.
Derfor er det helt afgørende, at vi, også i hundrede år fremover, fortsat kan tilpasse og ændre vores planer. Og at vi ikke – med de løsninger vi vælger dag – går ned ad en sti, som afskærer os fra at klimatilpasse på en anden og mere hensigtsmæssig måde i fremtiden, når verden anderledes ud.
Det kræver, at vores klimatilpasningsplaner er tilpasningsduelige mange år frem. Fordi det per definition gør planarbejdet bedre i stand til at møde fremtiden.
Den gode nyhed er, at vi i Danmark er rigtig gode til at samarbejde og bringe ny viden i spil. Det er en ret afgørende styrke, for klimatilpasning er en holdsport, som kræver, at alle – fra stat og kommuner til grundejere og fageksperter – byder ind og sætter sig ved bordet.
Læs den nye publikation ’Byerne og det stigende havvand’ her
