x

Er der nok viden om indeklima i træhuse?

Blogindlæg 26. marts 2021

Ifølge forskningen er der ikke evidens for, at indeklimaet er sundere i træhuse. Endnu.

Blogindlæg bragt i Realdanias indeklimanyhedsbrev den 26. marts 2021

Selv om træbyggeri 'ånder', påvirker afgasningen også indeklimaet, viser de få studier, der findes på området. Så der er brug for meget mere forskning og dokumentation om træbyggeri og indeklima.

Historisk har træ spillet en stor rolle i menneskets muligheder for at bygge og skærme sig mod vejrliget. Men siden introduktionen af det industrielle betonbyggeri i efterkrigstiden er fokusset forsvundet i størstedelen af det byggede miljø i Danmark. 

I disse år står byggebranchen dog med store udfordringer i forhold til at reducere byggeprocessernes og byggematerialernes CO2-udledning, og derfor er branchen begyndt at snakke om træbyggeri i stor skala igen. Snakken bakkes op af nye rapporter fra BUILD, der viser, at træbyggeri har et lavere CO2-aftryk end traditionelt, tungt byggeri. Så vi danskere kan lige så godt forberede os på, at mange flere af os i fremtiden skal bo i træhuse. 

Mange ting er anderledes i et træbyggeri end i et tilsvarende byggeri i beton. Der skal for eksempel tages hensyn til regn på en anden måde, mens man bygger. Og når huset står færdigt, er der stadig regnen at tage hensyn til, men også en række andre ting, herunder indeklimaet. 

I Realdania ser vi reduktion af byggeriets CO2 udledning som en hjørnesten i indsatsen for at nå Danmarks klimamål. Derfor er det vigtigt, at branchen står på det bedst mulige vidensgrundlag – også i forhold til indeklimaet - når der ændres fundamentalt på måden, huse bygges. 

Byggebranchens viden om indeklima i træbyggeri i dag har i vid udstrækning karakter af antagelser, som for eksempel: 

  • Træbyggeri giver et godt indeklima og er sundt at bo i. 
  • Træbyggeri ’ånder’. 
  • Træbyggeri har en behagelig duft af … træ. 

Så vi satte os for at undersøge det 

Netop den anekdotiske karakter af viden var afsættet til, at Realdania bad et hold forskere fra DTU og Aarhus Universitet om at gennemlæse den tilgængelige litteratur på området. 

Ifølge forskerne er der ikke meget dokumenteret viden om træbyggeri og indeklima. 91 referencer har de formået at få med i litteraturlisten. Heraf relaterer 36 sig til træbyggeri, sundhed og komfort, mens 55 relaterer sig til afgasning og luftkvalitet. 

I forhold til de tre listede antagelser fandt de frem til følgende: 

Antagelse 1: Træbyggeri giver et godt indeklima og er sundt at bo i 

Generelt peger forskernes gennemgang af de få studier på, at beboerne er glade for at bo i træhuse og har en høj komfort, men de viser samtidig risiko for overophedning i varmt klima og træk under kolde forhold i trækonstruktioner, hvilket i rapporten tilskrives en lav termisk masse i træbyggeriet. Støj på tværs af vægge og etager er også stærkt påvirket af konstruktionen og kan således være en bekymring i lette træbygninger. 

Når man som bygningsdesigner er opmærksom på ovenstående to udfordringer, er det dog noget, der kan løses i designet af byggeriet. 

Antagelse 2: Træbyggeri ’ånder’ 

Litteraturstudiet fremhæver, at træets hygroskopiske kapacitet reducerer variationerne i fugtighed og derved kan forbedre komforten i træbygninger. 

Vi har i Realdania tidligere støttet et forsøgsbyggeri i træ uden dampspærre med navnet ’Det Åndbare Hus’ for at teste en hypotese om, at træet kunne regulere indeklimaet uden hjælp af egentlig ventilation. Det gik nogenlunde i forhold til fugt, men slet ikke forhold til afgasning af VOC’er (flygtige organiske forbindelser) og CO2. Det manglende luftskifte i huset sammen med valget af materialer gjorde at de første målinger viste meget høje TVOC koncentrationer. 

Det er et rigtig godt eksempel på, at man ikke må blande begreberne sammen. Når en bygning ’ånder’, betyder det, at den tillader fugt at passere gennem konstruktionen, men det betyder ikke, at det pr. automatik sikrer en god luftkvalitet, så vi mennesker kan ånde. Så man kan efter alt at dømme ikke spare ventilationen væk i træbyggeri.

Læs mere om projektet: 

Det Åndbare Hus

Antagelse 3: Træbyggeri har en behagelig duft af … træ 

Træ dufter unægteligt anderledes end beton. Om det er en god duft, afhænger i høj grad af præferencer. 

Nogle undersøgelser fandt forhøjede VOC-koncentrationer i indeklimaet i træbygninger sammenlignet med gennemsnitsværdier eller andre konstruktionstyper. Især niveauer for terpener, carbonyler (for eksempel fra OSB) og muligvis myresyre, eddikesyre og acetaldehyd kan være forhøjet i træbygninger. Særligt lige efter byggeriets afslutning. 

Realdanias arbejde med projektet ’Sunde Boliger’ i Holstebro har desuden gjort os opmærksomme på potentielle kombinationseffekter. I dette projekt betød en behandling af en krydsfinerplade med linolie, at der kom højere koncentrationer af VOC’er i luften, end hvis man blot havde målt på krydsfinerpladen eller linolien alene.

Læs mere om projektet:

Sunde Boliger

Mere forskning og flere eksempelbyggerier 

Så er træbyggeri en god idé i forhold til indeklima? Meget tyder på, at brugerne af et træbyggeri har en høj komfort. Der er dog et par obs-punkter, man skal have fokus på: 

For det første er det ikke entydigt, hvad et træbyggeri er. En bærende konstruktion i træ beklædt med gips kan på den ene side godt være et træbyggeri, men et betonbyggeri med møbler i træ og indvendige krydsfinervægge kan på den anden side godt have mere træ, der kan påvirke indeklimaet. 

Så der mangler en definition og gennemsigtighed for at kunne sammenligne indeklimaundersøgelsernes resultater. 

Forskerne konkluderer derfor, at behovet for udluftning og mekanisk ventilation om noget bliver større med træbyggerier på grund af træets naturlige afgasninger. Og især de første måneder efter byggeriets færdiggørelse kan det være en god idé at skrue ekstra op for ventilationen. 

Det kræver mere forskning og flere, veldokumenterede eksempelbyggerier, for at man kan sætte lighedstegn mellem træbyggeri og et godt indeklima.

Realdania starter derfor i 2021 med Teknologisk Institut en erfaringsopsamling af data og løsninger fra en række igangværende træbyggerier. Både på CO2, men også på indeklima og brugernes oplevelse. Så indeklimaet ikke kun bliver en afledt effekt, men en parameter på lige fod med energiforbrug og CO2-belastning. Det er forventningen, at resultaterne af erfaringsopsamlingen kan deles med hele byggebranchen i 2022. 

Download rapporten:

Association between wooden buildings, health and indoor air climate – a review of the literature