x

Fremtidens lejeboliger skal skille sig ud

Artikel 11. april 2019

Fleksibilitet, fortællinger og nye fællesskaber. Det er nogle af nøgleordene for, hvordan din udlejningsvirksomhed kan blive parat til at møde lejernes ønsker og behov – nu og i fremtiden.

Danskerne er optaget af deres bolig, og lejere såvel som boligejere sætter pris på god arkitektur, fleksibilitet, fortællinger og nye fællesskaber. Samtidig betyder de ændrede og mere skiftende livsformer, at lejeboligen for mange er et attraktivt valg – såfremt lejemarkedet er indrettet efter fremtidens behov.

Det var nogle af de overordnede pointer fra debatmødet i Privat Boligforum torsdag den 11. april i ARoS i Aarhus. Mødet blev afholdt på toppen af kunstmuseet lige under Olafur Eliassons ikoniske ’Your rainbow panorama’.

Ordstyrer på mødet var Jacob Rosenkrands, vært på DR2 deadline.

Lejernes livskvalitet

Formidlingschef i Bolius Kristine Virén lagde ud med at fortælle om Realdanias nye undersøgelse ”Danskerne i det byggede miljø” , der blandt andet afdækker boligens betydning for lejernes hverdag og livskvalitet.

57 % af lejere betragter ifølge undersøgelsen deres bolig som afgørende for livskvaliteten. Lejerne er optaget af deres bolig – særligt indeklima, pladsoptimering og naboskab.

”Boligen er ikke lige meget for en lejer. Der er faktisk rigtig mange, der ser den som deres base. De ved godt, at de ikke skal lave de store renoveringer, men de gør rigtig meget for at gøre det rart og bekvemt,” forklarede Kristine Virén.

Der ses en stigning i den gruppe, man kalder ’lejere for life’, og der er også flere ejere, der vælger at blive lejere.
”Man godt kan se sig selv gå fra ejer til lejer og fra lejer til ejer. Der er ikke den der skarpe adskillelse i landet længere,” konkluderede Kristine Virén.

Styret af følelser

I dagens andet oplæg blev deltagerne inviteret ind i fremtiden af Anne-Marie Dahl, fremtidsforsker fra Futuria. En vigtig trend, der har betydning for danskernes boligvalg i fremtiden, er den øgede fokus på følelser, fortalte hun.

”Den generation, der vokser op i dag, er vant til at mærke efter. De er opvokset i en oplevelsesøkonomi. Jeg tror i stigende grad, at mavefornemmelse bliver vigtigere end det, vi kalder fornuft, når vi træffer valg, og derfor tror jeg, at områdets historie og identitet er vigtig, når vi skal vælge bolig. Bygninger er ikke nok.”
Individualiseringen, som kun er intensiveret siden 1960’erne, har desuden gjort, at vi ikke længere lever i faste roller og livsfaser.

”I dag er alting stort set sat frit. Vi har muligheden for at skille os ud og skifte uddannelse, arbejde, partner og køn. Derfor varierer boligbehov også efter livsstil i alle aldre. Vi har nye familieformer og bor sammen på kryds og på tværs, og det kalder på fleksible boliger.”

I dag er der f.eks. en voksende gruppe af singleforældre; der er par, der lever i hver deres bolig; og der er regnbuefamilier, der deler børn uden at dele kærlighedsliv. Endelig er der de unge vilde ældre, der også er vant til at vælge og vrage. Det er umuligt at forudsige noget med sikkerhed, men de store megatrends tyder på, at fleksible lejeboliger i de store byer vil have kæmpestor attraktion i fremtiden, mente Anne-Marie Dahl.

Attraktive ejendomme og nye boligkoncepter

Director Anders Holm fra Colliers International A/S i Aarhus holdt sig til nutiden for at give en status på ejendomsmarkedet i dag.

”Gode konjunkturer, vækst i BNP, høj beskæftigelse og voksende privatforbrug og stigende realløn. Det er hovedoverskrifterne. Markedet er fortsat drevet af lave renter og kapitalrigelighed, og det er en tendens, som ikke vil ændre sig lige med det samme,” sagde han.

Ejendomme har haft et meget attraktivt afkast sidste år, og boliger er stadig investorernes foretrukne type. Man søger mod lidt mere risiko, og så er der en høj andel af udenlandske investorer i København og Aarhus, fortalte Anders Holm. Hans råd til udlejere var blandt andet at bygge for at skille sig ud:

”Lejerne efterspørger differentiering i boligtyper. At etablere et vinkøleskab, sætte en biopejs ind og lave 20 cm mere loftshøjde kan differentiere væsentligt fra et konkurrerende projekt lige ved siden af. Og så spås boligkoncepter en stor fremtid: ungdomsboliger, seniorboligkoncepter, økofællesskaber og andre former for fællesskaber.”

Fortæl en historie

Hvordan skaber man så nye boligformer og fællesskaber som en del af sin forretningsstrategi? Det var fokus for næste oplægsholder: By- og ejendomsudvikler og igangsætter Rune Kilden fra Kilden og Mortensen.



Det gælder om at fortælle historier med sine ejendomme, forklarede han. Rune Kilden står blandt andet bag Pakhusene, Lighthouse og AArhus på Aarhus Ø, hvor man blandt andet har skabt rammer for fællesskaber med ø-haver, beboerhus og fællesspisning for hele bydelen.

Når man kan samle mennesker på den måde, får man samtidig meget billig og meget effektiv markedsføring for sine lejligheder – fordi man skaber reel værdi for hele byen.

Noget af det, jeg kan se i rigtig mange projekter, er, at folk føler sig fremmedgjort. De er ikke involveret. Det har ikke noget med dem at gøre. Så jeg prøver hele tiden at skabe en form for relevans for resten af byen; at give noget tilbage til byen,” sluttede Rune Kilden.

Materialer, identitet og adfærd

For at møde fremtidens boligbehov skal vi bygge med gode materialer og ny teknologi og skabe fleksibilitet, fortalte Vibeke Willems og Signe Dahlgren, hhv. kreativ leder og arkitekt i Arkitema Architects.
Danskerne viser nemlig i stigende grad interesse og forståelse for arkitektur.

”De fysiske rammer er vigtige for os, og vi er også meget bevidste om, hvad rammerne gør for vores velbefindende,” fortalte de to oplægsholdere og sluttede:
”Vi er overbeviste om, at rammer for en sund livsstil med fællesskab, medbestemmelse og humane materialer er det, der skaber de allerbedste forudsætninger for fremtidens boliger.”

Aarhus fra toppen

Efter debatten kom deltagerne op i toppen af ARoS, hvor stadsarkitekt i Aarhus Stephen Willacy fortalte om igangværende og kommende projekter i byen – blandt andet Gellerup-planen, Godsbanen, Ceres-byen og Aarhus Ø.


Se billederne fra dagen