x

Vinderforslag til havnebad i Hasle udpeget

Pressemeddelelse 2. marts 2011

Det bliver White arkitekter A/S i samarbejde med Thing & Wainø, København som skal tegne havnebadet i Hasle by på Bornholm. En enig dommerkomité har netop udpeget vinderen af konkurrencen. Med vinderprojektet har Hasle by fået et havnebad, der vil være et stort aktiv for lokalbefolkningen i Hasle by og hele Bornholm, men også et havnebad der vil tiltrække turister. Med sin unikke og markante arkitektur og brugsværdi vil vinderprojektet uden tvivl blive Hasles nye attraktion og være med til at skabe nyt liv på Hasle Havn.

Dommerne har i deres bedømmelse lagt vægt på forslagenes vægtning og tolkning af dette særlige sted, deres evne til brugsmæssigt at fungere, deres arkitektoniske udtryk samt deres evne til at kunne realiseres indenfor den økonomiske ramme på 5,2 mil. kr. Det har ligeledes været væsentligt for dommerkomiteen, at det vindende forslag bliver Hasles nye attraktion brugsmæssigt som visuelt. Forslagene har givet dommerkomiteen inspirerende fortolkninger af det særlige ved netop Hasle havn med de stort anlagte bassiner, den kraftige kystsikring i store granitblokke og den vestvendte horisont.

Vinderforslaget tager udgangspunkt i en række såkaldte ”tæpper” med ”det flyvende tæppe” som stedets vartegn, og nænsomt placerede ”tæpper” på moler og granitbølgebrydere. Samlet vil de give en mangfoldig og særlig oplevelse for den besøgende og gøre Hasle havnebad til en unik attraktion. Den ekspressive udformning af springanlægget som folder op omkring et afskærmet opholdsareal er nytænkende og vil hele året sikre, at havnebadet fremstår som en attraktion.

Anlægget er opdelt i mindre enheder for at give mest mulig plads til havnens øvrige aktiviteter, således at det store billede af havnens sammensatte mangfoldighed bevares. Selve havnebassinet friholdes til gæstehavn og øvrige vandaktiviteter for at styrke oplevelsen af havnemiljøet. Forslaget er opdelt i 3 afsnit – et spring- og opholdsområde knyttet til børnebassin, servicebygning knyttet til andet opholdsområde samt et langstrakt sidde- og opholdsmøbel langs med havnepromenaden. Herudover foreslås en række mindre opholdspladser i træ på granitmolerne, som den besøgende kan svømme ud til.

Konkurrencen blev udskrevet som indbudt konkurrence af Bornholms Regionskommune i samarbejde med Realdania og Lokale- & Anlægsfonden. I konkurrencen deltog STEENBERGs tegnestue aps, Bornholm i samarbejde med LUMO Arkitekter, White arkitekter A/S, København i samarbejde med Ting&Wainø, Force4 architects, København. Havnebadet forventes etableret i 2011.

Borgmester Winni Grosbøll, Bornholms Regionskommune, siger: ”Vinderforslagets opdeling i mindre enheder viser på en fin måde, hvordan leg og bevægelse i vand kan indgå i det eksisterende havnemiljø og samtidig tilføre havnen nyt liv og nye oplevelser. Havnebadet vil blive en del af det lokale miljø omkring sejlklubben og havneklubben, og det er vores håb, at de nye aktiviteter og Hasles nye vartegn vil give andre lyst til at investere i udvikling på havneområdet.”

Karen Skou, projektleder i Realdania, siger: ”Vinderprojektet er både arkitektonisk nyskabende og meget fint tilpasset forholdene i netop Hasle Havn – et levende samlingspunkt om sommeren og et visuelt elegant skulpturelt anlæg om vinteren. Udover at skabe et aktivt byrum med plads til friluftsliv og socialt samvær for både børn og voksne har havnebadet potentiale til at få en slags ikon-status og blive en attraktion for øens mange turister.”

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, siger om projektet: ”Vinderforslaget viser på en meget fin måde, at havnebade ikke kun er for storbyer, men også er attraktive for mindre samfund. Whites projekt byder på en smuk arkitektonisk løsning, der binder Hasle havn og by sammen. Det bearbejdede forslag vil sikre muligheder for aktiviteter på havnen hele året rundt for både lokalbefolkningen og turisterne.”

En del Mulighedernes Land

Projektet indgår som et demonstrationsprojekt i Mulighedernes Land, et femårigt partnerskabsprojekt mellem Realdania, Lolland og Thisted Kommuner samt Bornholms Regionskommune. Projektet har til formål at udvikle og afprøve nye veje til udvikling i landdistrikter og landsbyer. Projektet skal understøtte bosætning og turisme.

Hasle Havnebad er et demonstrationsprojekt, der skal vise hvordan det er muligt med forholdsvis små midler at skabe herlighedsværdi og attraktioner på henslumrende havneområder, som industri og fiskeri har forladt. Projektet vil forvandle en nedslidt industrihavn til et aktivt byrum med plads til friluftsliv og socialt samvær. Ved at etablere et havnebad i et af Hasle Havns bassiner vil projektet bidrage til at udvikle Hasle til en mere attraktiv by at bo i; en by som er kendt for et aktivt friluftsliv.

Projektet er en del af en større helhedsplan for havnen, der har som mål at udvikle hele havnen til et aktivt byområde, der er bedre forbundet med byens gamle centrum og Hasles største turistattraktion, Hasle Røgeri. Havnebad i Hasle skal vise, hvordan andre små byer kan udnytte og omdanne øde og nedslidte havnearealer til glæde for beboere og turister. Et havnebad skal være Hasles nye attraktion. Projektet bliver finansieret med 2,6 mill. fra Realdania, 1,5 mill. fra Lokale- og Anlægsfonden, 1,1 mill. fra områdefornyelsesmidler.

Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Bornholms Regionskommune