Første spadestik til Danmarks første havbad i Nørre Vorupør
Mandag den 10. marts 2014 tager Thisted Kommunes borgmester Lene Kjelgaard Jensen det første spadestik i sandet ved Nørre Vorupør – og markerer dermed startskuddet til realiseringen af Danmarks første havbad.
Havbadet i Nørre Vorupør er et helt enestående projekt, der i kraft af sin størrelse og sin beliggenhed sætter en af Thys bedste badestrande på landkortet. Det banebrydende projekt, som etableres i samarbejde mellem Lokale og Anlægsfonden, Det Obelske Familiefond, Realdania og Thisted Kommune, er en del af en større udvikling, der skal styrke Thy som natur- og friluftscentrum.
Havbadet etableres i tilknytning til den nyrenoverede Vorupør Mole. Det måler ca. 50 x 50 meter og får en dybde på 0 – ca. 1,5 meter. Havbadet adskilles fra Vesterhavet af en mur, der sikrer hyppig vandudskiftning i badet gennem åbne gittersikrede luger. Badet indrettes med promenader, trapper og ramper på to sider mens den tredje side udformes som en badestrand. Havbadet er målrettet alle brugere, der gerne vil prøve kræfter med Vesterhavet under sikre og trygge forhold – hvad enten det er for at svømme, lege, dykke eller forbedre færdighederne i havkajakken, og havbadet er specielt designet til også at kunne modtage kørestolsbrugere.
- I Thisted Kommune har vi arbejdet målrettet med at udvikle vores egns stedbundne potentialer i tæt samarbejde med blandt andet Mulighedernes Land under Realdania, siger borgmester Lene Kjelgaard Jensen og fortsætter: I Nørre Vorupør startede vi med promenaden ”Foreningsvejen” og fulgte op med den igangværende renovering af de kulturhistoriske miljøer omkring landingspladsen. Nu går vi i gang med kronen på værket – anlæggelsen af havbadet – som skal fuldføre forvandlingen af Nørre Vorupør. Det er et projekt, som vi har store forventninger til. Havbadet er endnu et tilbud til alle dem, der har øje for Thy som et mekka for natur- og fritidsaktiviteter. Vi har længe haft ideen til havbadet, så for os er det drømmen, som endelig går i opfyldelse. Og uden fondsmidler var badet ikke blevet til noget. Derfor vil jeg gerne rette en stor tak til alle bidragsydere for pengene."
Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Thisted Kommune