En ramme om levende indhold

16. september 2015

Et hus er "rammen om et levende indhold, og det ændrer sig med indholdet". Sådan sagde den danske arkitekt Ebbe Clemmensen om de huse, han tegnede i efterkrigstiden - ikke mindst hans eget hus, som han og hans hustru, arkitekt Karen Clemmensen, tegnede og opførte i 1953. (På billedet ses Simon Koppel, Karen Clemmensen, Lars Clemmensen, Jens Clemmensen)  

En hejselem, der åbner køkkenet mod stuen; en luge i facaden til indlevering af købmandsvarer, en lem i køkkenbordet til affald i den udendørs skraldespand og et dæksel i cykelskuret til levering af koks direkte ned i fyrkælderen. En lang række gennemarbejdede detaljer, smukt indpakket i pastelfarvede, mondrianske mønstre.

Arkitektparret Karen og Ebbe Clemmensens eget hus fra 1953 var ikke blot banebrydende i sin samtid; det banede også vejen for det senere så populære parcelhus. Det var et hus, som kunne fungere og forandre sig gennem hverdagen, gennem livet og i harmoni med beboerne - også de to sønner, Jens og Lars.

Jens Clemmesen var ni år, da familien flyttede ind i det nybyggede hus på Solbakkevej i Gentofte, og selv om han dengang var mest optaget af at finde legekammerater på de omkringliggende villaveje og udforske området med den store Hundesømose i baghaven, så husker han udmærket de mange detaljer, der gjorde huset både foranderligt og velfungerende.

- I modsætning til mine kammeraters hjem så var vores køkken åbent til spisestuen. I køkkenvæggen var der en bred hejselem, som næsten altid stod åben, og på den måde kunne vi snakke med min mor, når hun stod i køkkenet. Skabe og skuffer kunne åbnes fra begge sider af køkkenvæggen, og når der skulle vaskes op, kunne vi stå på hver sin side og vaske op og tørre af og sætte på plads, husker Jens Clemmensen.

Skydedør mellem dagligstue og tegnestue
I de første år af deres arkitektkarriere havde Karen og Ebbe Clemmensen tegnestue hjemme i privaten. Da de flyttede til Solbakkevej blev den indrettet i den ene af husets tre fløje og adskilt fra stuen af en skydedør. På den måde kunne behovet for arbejdsro kombineres med ønsket om nærhed til familien og børnene.

- Når vi kom hjem fra skole, blev døren skudt til side, og så drak vi som regel eftermiddagste med mine forældre og de 2-3 ansatte, som var på tegnestuen dengang, fortæller Jens Clemmensen.

Efterhånden som tegnestuen voksede, måtte der skabes mere plads, og det lod sig bl.a. gøre i kraft af to ekstra rum i sydenden af huset nær tegnestuen. Til at begynde med blev de to rum lejet ud som værelser, men senere blev de et ad gangen inddraget som en del af tegnestuen.

- Til sidst blev pladsen på tegnestuen dog for trang, og der blev etableret en tegnestue inde i byen. Men mine forældre bibeholdt deres hjemmearbejdspladser, som blev brugt til skitseringsarbejde, bygning af modeller og skrivearbejde, fortæller Jens Clemmensen, som selv senere i livet fulgte i forældrenes fodspor og blev uddannet arkitekt.

Plads og albuerum
Husets fleksibilitet kom også til udtryk, da Jens Clemmensen og hans lillebror Lars kom i teenagealderen og fik brug for mere plads og albuerum.

- Vores forældres soveværelse blev overdraget til min bror, der spillede musik, og i løbet af årene blev der i dette værelse spillet meget jazz sammen med jævnaldrende fra nabolaget, bl.a. Simon Koppel, der var søn af Eva og Nils Koppel, og Anders Refn, der var søn af teatermaleren Helge Refn. Tegnestuen lå i den modsatte ende af huset, så eftermiddagenes jamsessions generede ikke vores forældre, når de sad og arbejdede, fortæller Jens Clemmensen, som selv beholdt det ene af de små værelser, mens forældrene rykkede ind i det andet.

Funktion, forandring og fællesskab
I huset på Solbakkevej lykkedes det at forene funktion, forandring og fællesskab, og det lykkedes at kombinere nogle af familiens forskelligartede ønsker. Det er derfor ikke uden grund, at huset i dag betragtes som et stærkt personligt og visionært bud på rammen om det gode liv fra to personligheder i dansk arkitekturs guldalder.

Men sådan var bedømmelsen langt fra, dengang familien Clemmensen flyttede ind. Da var det ord som "mærkeligt" og "utilnærmeligt", som blev hæftet på Solbakkevej nr. 57. 

- Folk syntes, det var et mærkeligt hus med dets gasbeton-facader, paptag og betongulve. Det skilte sig også meget ud, ikke mindst fordi det nærmest vendte ryggen til de andre huse. Til vejsiden er der jo kun ét vindue, så på mange virkede huset ikke specielt imødekommende, erindrer Jens Clemmensen.

For Clemmensen-parret var de beskedne materialer - ydermurene af ubehandlede letbetonblokke, det behandlede fyrretræ, paptaget og betongulvene - dog på ingen måde udtryk for et ønske om at virke aparte eller excentriske. Tværtimod. De beskedne materialer var et middel til at opnå deres mål - nemlig at skabe en helstøbt og gennemtænkt arkitektur, hvor ønsket om rummelighed og foranderlighed kunne forenes med en begrænset økonomi.

Det æstetiske og feminine touch blev tilført af Karen Clemmensen i form af en raffineret farvesætning i pastelfarver og mondrianske mønstre og med diskrete islæt af rødt, gråt og sort.

Med ønsket om at bevare dette lille, men væsentlige stykke dansk arkitekturhistorie købte Realdania Byg i 2004 Karen og Ebbe Clemmensens hus, som i dag fremstår nænsomt restaureret med størst mulig respekt for husets egenart og autenticitet - og for arkitekterne, som tegnede og opførte det.

Læs mere om arkitekternes egne huse

{{ title }}

{{ description }}