x

Festlig åbning af DOKK1

Pressemeddelelse 12. juni 2015

Der er lagt op til en festlig åbning af Dokk1, når H.M. Dronning Margrethe II lørdag den 20. juni kl. 11 klipper snoren til byens nye samlingssted på havnefronten. I hele åbningsweekenden og den efterfølgende uge er der et særligt åbningsprogram for både store og små.

Når H.M. Dronning Margrethe II som den første træder inden for i Dokk1, er det startskuddet på et festligt åbningsprogram, der strækker sig over hele den første uge.

"Jeg glæder mig til åbning af Dokk1. Det er noget, jeg har set frem til i flere år. Det er en anerkendelse af byggeriet og hele visionen, at H.M. Dronningen har sagt ja til at foretage åbningen. Det bliver starten på en hel uge med spændende og attraktive aktiviteter for store og små. Jeg håber, at rigtig mange vil kigge forbi og byde Dokk1 velkommen,"siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad- Ahmad.

Programmet byder blandt andet på uropførelse af Aarhus Jazz Orchestras fødselsdagsgave til Dokk1, Master Fatmans særlige show for børn og musikfyldt åbning af legepladsen Kloden. Åbningsdagen byder også på en spændende foredragsrække i husets store sal, hvor nøglepersoner, heriblandt arkitekterne, fortæller om Dokk1 og det samlede byudviklingsprojekt, der skal genskabe den historiske forbindelse mellem byen og vandet. Projektet er et partnerskab mellem Aarhus Kommune, Realdania og Realdania Byg.

Foruden de særlige arrangementer, der fremgår af åbningsprogrammet, vil Dokk1 summe af aktiviteter, der giver byens borgere et indtryk af husets mange funktioner og muligheder. Aktiviteterne foregår i et lindt flow over hele dagen og er skabt af frivillige, samarbejdspartnere og foreninger i Aarhus. Det er blandt andet muligt at lege med programmering sammen med Coding pirates, begejstres af Filurens teater, høre Musikskolen give den gas, se nærmere på Kulturby 2017, blive Vild Med Ord, høre oplæsninger og meget mere.

Se hele programmet på www.dokk1.dk eller på din smartphone via app'en AarhusGuiden.