PH’s eget hus:
Betonblokke, tagpap og industrielle døre og vinduer

Pressemeddelelse

9. august 2016

Med præfabrikerede materialer og standardvarer fra byggemarkedet byggede samtidskritikeren PH i 1937 sit eget hus – naturligvis i skærende kontrast til borgerskabets kunstfærdige villaer med alskens pomp og pragt.

PH’s eget hus var på én og samme tid et byggeteknisk eksperiment og et håndgribeligt udtryk for de holdninger og livsværdier, som provokatøren, revyforfatteren, arkitekten og lysmageren PH hyldede. Huset tegnede han til sig selv og sin familie, bestående af sin første hustru Else og teenagebørnene Berta og Simon, og helt i tråd med hans samtidskritiske tilgang til de fleste af livets aspekter blev huset naturligvis bygget samtidskritisk – både i forhold til materialer og planløsning.

Et råt og uskønt hus

På en stærkt skrånende grund i Gentofte nord for København kunne måbende naboer og forbipasserende i midten af 1930’erne følge med i, hvordan et råt og uskønt hus på rekordtid skød op i det pæne villakvarter. I løbet af blot ni måneder formåede PH at bygge et hus, der nærmest kravlede op ad den skrå grund og fordelte sig på ikke færre end elleve niveauer. Materialerne var simple og præfabrikerede og blev suppleret med standardvarer fra byggemarkedet.

Her var intet træværk, der var malet, så det lignede marmor eller ådret træværk. Ingen overflødig pynt, krummelurer eller fine bemalinger, og dermed stod huset i skærende kontrast til borgerskabets omkringliggende kunstfærdige villaer, der var bygget af tidens foretrukne materialer - sten, tegl og træ - og tilført raffinerede detaljer og udsmykning.

Betonblokke, tagpap og industrielle døre og vinduer

Hos PH blev de rå materialer hverken skjult eller pyntet; de lignede det, de var: Grå betonblokke, grønt tagpap og industrielle vinduer og døre af jern, som blot blev malet med rød rustbeskyttende blymønje og ikke pyntet med en pænere farve, som det ellers var kutyme. Og for at fastholde provokationen, fik blymønjen - efterhånden som den mistede sin røde glød – blot et lag rød maling!

Set med datidens øjne og med PH’s egne ord fremstod huset som ”et af Gentoftes grimmeste huse”, og huset må utvivlsomt have virket som en æstetisk lussing i ansigtet på den pæne københavnske forstad - ikke blot set udefra, men også indvendigt, hvor et erotisk tapet med nøgne damer pirkede til tidens pænhed, og hvor ingen rum var indrettet eller bemalet finere end andre.

Farver og materialer var ens i alle typer af rum. Samme mønjerøde bemaling gik igen på alle armaturer, rør, radiatorer og hængsler, og den samme røde stentøjsflise blev brugt overalt: på false, sålbænke, vindueskarme, badeværelsesgulv og indgangsparti. På gulvene blev der lagt bøgetræsparket, og der blev valgt døre af teaktræsfinér. Enkelt og uprætentiøst, men dengang også yderst provokerende og rebelsk.

Fremsynet forløber for parcelhuset

Set i bagklogskabens lys blev PH’s hus ikke blot en markant manifestation af hans livsopfattelse og de familieværdier, han hyldede; det blev også en fremsynet forløber for det senere så populære parcelhus

Men dengang, i midten af 1930’erne, var PH’s eget hus mest af alt en arkitektonisk skamplet for det pæne, borgerlige Danmark.

I 1995 blev huset fredet, og i 2014 købt af Realdania By & Byg. Trods skiftende boligtendenser gennem tiden og skiftende ejere stod huset ganske intakt, og en omfattende energirenovering og restaurering har nu sikret, at huset med alle dets særlige PH-værdier er bevaret for eftertiden.

{{ title }}

{{ description }}