Lindevangsparken åbner i ny og klimatilpasset udgave
Beboere ved Lindevangsparken får deres grønne oase tilbage onsdag den 18. november, når Frederiksberg officielt indvier parken. Alle er velkomne til at deltage i indvielsen og se parken, som nu både bidrager i kampen mod oversvømmelser og til børns læring. Projektet er gennemført som del af VANDPLUS-kampagnen.
Frederiksberg slår tre fluer med et smæk, når byen indvier Lindevangsparken efter halvandet års ombygning og klimatilpasning. Parken er stadig et grønt åndehul for byens beboere, men nu tjener den også som læringsunivers for skolebørn og som aflastning for kloakkerne ved ekstrem regn. Fremover bliver regnvand ledt uden om kloakkerne og kommer i stedet til sin ret som vand, man kan nyde synet af og lege med.
Det er klimatilpasning med merværdi, som giver byliv og attraktive byrum. Ikke kun når regnen falder, men også når det er tørt, og solen skinner.
Borgmester Jørgen Glenthøj ser frem til indvielsen:
”Jeg glæder mig til at byde velkommen til en flot og inspirerende park, hvor der er tænkt nyt og anderledes på en måde, der er typisk for Frederiksberg. Hovedformålet er at forsinke vandet og få det til at sive ned i grønne arealer frem for i byens kældre. Men i den valgte løsning udnyttes regnvandet også til leg og læring, så det øger den rekreative værdi for brugerne af parken,” siger han.
Indvielsen finder sted den 18. november kl. 15-16 på Sløjfen, Peter Bangsvej 42, 2000 Frederiksberg.
Frederiksberg Forsyning siger:
Frederiksberg Forsynings direktør Søren Krøigaard glæder sig over, at endnu et af Frederiksbergs klimatilpasningsprojekter står færdigt og udtaler, at det har været et lærerigt samarbejde, som der bestemt skal bygges videre på i forbindelse med de fremtidige store klimatilpasningsprojekter på Frederiksberg.
Også Sløjfen, som er det nye byrum ved Lindevangsparken og Peter Bangs Vej, er en del af den samlede indsats i området. Her er der blevet bygget et springvand og en vandrende, som viser vandets forskellige væremåder.
Esben Danielsen, direktør for Lokale og Anlægsfonden, siger om VANDPLUS-projektet i Lindevangsparken:
”Med Sløjfen er der skabt et fint bud på, hvordan nødvendige løsninger til klimatilpasning ikke behøver at blive gemt væk under jorden, men kan komme op til overfladen som et sjovt, aktivt og flot byrum."
Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania, siger:
”Rundt om i hele Danmark står kommunerne over for en stor klimatilpasningsopgave. Det koster mange penge, og derfor giver det rigtig god mening, når man som her på Frederiksberg tænker i at skabe merværdi, der samtidig løfter de fysiske rammer med nye muligheder for byliv. Det giver tørre kældre og øget bylivskvalitet i ét.”
”Projektet i Lindevangsparken er et udtryk for, at man med kreativitet og god vilje kan gøre en klimaudfordring til et aktiv. Projektet viser, hvordan en innovativ tilgang fører til, at vi beholder vandet oven på jorden. På den måde får den fine park tilført nye værdier, og Sløjfen bliver til et nyt attraktivt byrum i stedet for bare at sende vandet direkte i kloakkerne. Det er både billigere og bedre for hele samfundet,” siger kontorchef i Naturstyrelsen, Katrine Rafn.
Projektet har været næsten halvandet år undervejs. Det har været et udviklingsprojekt, som har budt på nye tekniske udfordringer, forklarer formand for kommunens By- og Miljøudvalg, Jan E. Jørgensen:
”Klimatilpasning er en kæmpe opgave for os i de kommende år – og vi er ambitiøse og går efter de bedste løsninger, der skaber værdi på andre måder en bare klimatilpasning. Desværre kan det også skabe forhindringer og forsinkelser, sådan som det er sket her. Men nu er vi flot i mål og de gode erfaringer fra dette projekt, tager vi med os til de næste,” siger han.
Projektet er finansieret af Frederiksberg Kommune, Frederiksberg Kloak AS, Frederiksberg Forsyning, Frederiksberg Boligfond samt VANDPLUS, som er et partnerskab mellem Naturstyrelsen, Realdania og Lokale Anlægsfonden. NIRAS og Marianne Levinsen Landskab har været rådgivere på projektet.