Åbent hus i Varmings eget hus den 8. maj kl. 12-17
Usædvanlig ingeniørkunst og smuk arkitektur. Ingeniøren Jørgen Varmings eget hus fra 1952 blev til i et tæt samarbejde mellem Varming og arkitekterne Eva og Nils Koppel. Resultatet blev et hovedværk i nordisk villabyggeri. Realdania Byg har nu restaureret det banebrydende hus og fejrer det med åbent hus fredag den 8. maj kl. 12-17, Skovvej 35A, 2820 Gentofte
For enden af en beskeden indkørsel på Skovvej i Gentofte ligger
Varmings villa. Ved ankomsten gør huset ikke meget væsen af sig.
Men indenfor åbner huset sig. Som en geometrisk skulptur i gule
sten, teak og glas skuer Varmings usædvanlige villa ud over
Hundesømosen i Gentofte. Opholdsstuen med dobbelthøjde, et
"svævende" indskudt plateau og væg til væg hejsevindue er blevet
kaldt en af de mest vellykkede modernistiske rumdannelser i dansk
arkitektur.
Men huset er mere end de elegante linjer og raffinerede materialer
udvalgt af arkitekterne Eva og Nils Koppel. Ingeniørens tekniske
bidrag med det enorme hejsevindue, et innovativt varmesystem, der
gør radiatorer overflødige, og andre nyskabende tiltag, var
forudsætninger for Koppels arkitektur. Varmings hus er derfor både
arkitekternes og ingeniørens hus.
"Samarbejdet mellem den fremsynede ingeniør og det unge, ambitiøse
arkitektpar var enestående. Og det blev resultatet også. Begge dele
er væsentlige bidrag til dansk arkitekturhistorie i
efterkrigstiden, som vi også kan lære en masse af i dag. Derfor er
det vigtigt at bevare et hus som dette. Og nu glæder vi os til at
vise det frem for offentligheden", siger adm. direktør i Realdania
Byg, Peter Cederfeld.