Åbent hus i Arne Jacobsens eget hus og tegnestue

Nyhed

24. juni 2010

Oplev arkitekten og designgeniet Arne Jacobsens univers - eneren, der ændrede vor tids arkitektur og design, når Realea åbner dørene til en weekend i Jacobsens eget hus, der normalt ikke er åbent for offentligheden. Lørdag og søndag den 3. og 4. juli, begge dage fra kl. 12-16 på Gotfred Rodes vej 2 i Charlottenlund. Alle interesserede er velkomne, og adgangen er gratis.

Det står lysende hvidt og skævt på en trekantet hjørnegrund. Omgivet af en hvid betonmur, formklippede træer og buske, der lader bygningsdele ane og springe frem for betragteren. Opført i en tid, hvor automobilen havde fået ikonisk status, Coco Chanel havde kortet kjolelængden og tidens store mantra var fart og industriel fremstilling af materialer. Og fascinationen af fart og "streamline" slår da også gæsten allerede ved ankomsten til villaen, hvor man tvinges rundt langs den hvide havemur i en glidende bevægelse. Selve indgangen til bygningen er gemt bag et skarpt, fremspringende hushjørne. Vil man ind til huset, må bilen parkeres.

Villaen er tegnet af Arne Jacobsens til sig selv og sin familie og opført i 1929. Det blev to år senere i 1931 udbygget med en tegnestuefløj med garage og drivhus. Bygningen med have og havemure blev fredet i 1987 og regnes som et ikon for Arne Jacobsens internationale periode. Den er Arne Jacobsens første eksempel på en bebyggelse med inspiration fra den internationale funktionalisme.

Arkitekt og designgeni
Arne Jacobsen er en ener og kendt verden over. Han markerede sig stærkt og personligt i dansk arkitektur og design i mere end et halvt århundrede gennem sine mange forskelligartede arbejder fra bygningsopgaver til møbler og brugskunst. Han favnede vidt, lige fra de funktionalistiske linjer i store byggerier til enkeltheden i hans berømte bestikserie. Det er karakteristisk for ham, at flere af hans bygninger ned til mindste detalje blev udstyret med inventar tegnet af ham selv. Hans eget hus ikke mindst.

Huset på Gotfred Rodes vej 2 er i sig selv et enestående værk, men dannede samtidigt ramme for Jacobsens talrige arbejder. Det var her, at Jacobsen skabte arkitekturklassikere som Bellavista i Klampenborg (opført i 1933-34), Bellevue Teater (opført i 1935-36), Århus Rådhus (sammen med Erik Møller) (opført i 1939-42), Søllerød Rådhus (sammen med Flemming Lassen) (opført i 1940-42) og ikke mindst Søholm kædehus-bebyggelsen i Klampenborg (opført i 1950-54).

Sikret for eftertiden
Realea købte villaen i 2005 for at sikre husets umistelige arkitektoniske og kulturhistoriske værdier for eftertiden. Selskabet gennemførte en gennemgribende restaurering af bygningen i 2005-2007, der har bragt villaens samlede udtryk tilbage til det oprindelige i overensstemmelse med Jacobsens ideer. Huset har siden 2007 været lejet ud til en privat familie. Et lejerskifte gør det nu muligt at åbne dørene til villaen, der normalt ikke er åbent for offentligheden.

For yderligere oplysninger kontakt:
Administrerende direktør Peter Cederfeld, Realea. Tlf: 70 11 06 06 / pc@re.dk

 

{{ title }}

{{ description }}