x

Meget mere end modernisme - oplev Jarmers Plads

Pressemeddelelse 23. februar 2017

Den høje, slanke bygning på Jarmers Plads 2 er mere end bare en bygning. Den er et fornemt eksempel på et modernistisk kontorhus fra 1950’erne med raffinerede materialer som marmor, bronze og messing, men den er også fortællingen om Københavns udvikling, realkredittens opståen og stiftelsen af Realdania. Hør om det hele, når Realdania By & Byg Klubben inviterer på rundvisning i huset den 6. marts.

Fredag den 15. juni 1795 midt på eftermiddagen brød en brand ud ved Kongens Nytorv i København. Branden bredte sig hurtigt, og inden weekenden var omme, lå store dele af byen i ruiner. Næsten en fjerdedel af byens indbyggere var hjemløse, så behovet for nye boliger var akut. To år senere stiftede velhavende københavnere landets første kreditforening, Kreditkassen for Husejere i Kjøbenhavn.

Dermed var et vigtigt fundament for det byggede miljø skabt - og dermed også kimen til foreningen Realdania, som blev grundlagt 200 år senere, og i dag har til huse i den høje slanke bygning på Jarmers Plads.

En lang og stormfuld historie

Beliggenheden på et af Københavns mest befærdede knudepunkter med biler, busser, cykler og fodgængere fra alle sider er ganske betegnende for Jarmers Plads.

Pladsen har til alle tider været stormomsust, og nutidens trafikale inferno markerer på næsten symbolsk vis den lange og stormfulde historie, som knytter sig til netop dette sted. Det var her, at den vendiske fyrste, Jaromar II, i 1259 gennembrød Københavns fæstning og plyndrede byen, og det er herfra navnet ’Jarmers Plads’ stammer.

Midt på pladsen tårner en ni etagers marmorbeklædt bygning sig op - bygget i 1956-59 som kontor-højhus for det tidligere Østifternes Kreditforening; i dag hovedsæde for foreningen Realdania. Og både denne bygning og dens forgænger - som i slutningen af 1950’erne blev revet ned under store protester – fortæller deres egen historie om tidernes skiftende arkitektoniske retninger og ønsker for byens udvikling. 

Oplev dette modernistiske hus mandag den 6. marts, når Realdania By & Byg Klubben inviterer på rundvisning og fortælling om bygningen, realkreditloven, Realdanias projekter, filantropien osv. Nyd de mange arkitektoniske detaljer og få et indtryk af, hvorfor netop denne bygning i tidernes morgen høstede anerkendelse fra den verdensberømte arkitekt Arne Jacobsen.

Ros fra Arne Jacobsen

I bogen "Jarmers Plads 2" skriver lektor, arkitekt og ph.d. Thomas Bo Jensen bl.a. om Jarmers Plads 2:

"Der er noget på én gang præcist, ligefremt og robust over den måde, hvorpå bygningen på Jarmers Plads 2 rejser sig med ryggen mod Ørstedsparken og fronten vendt imod H.C. Andersens Boulevard og det trafikale vildnis, der omspænder huset. Upåagtet i sin samtid, men værdsat i dag som et ypperligt udtryk for dansk 'højmodernisme'.

Man kunne fristes til at kalde huset 'tidløst'. Men det ville være noget sludder. For Jarmers Plads 2 bærer netop sin tids stærke og umiskendelige aftryk. Samtidig er husets fortolkning af sin tid ganske usentimental og så facetteret, at det er i stand til at leve sig ind i generation efter generation uden at virke forældet. Sådan bør al arkitektur være: Forankret i sin samtid, men åben over for sin fremtid.

Et sådant hus dør aldrig, men lever videre i et utal af fortolkninger. Det kan derfor synes pudsigt, at der ikke findes omtaler af bygningen i samtidens arkitektfaglige tidsskrifter, som ellers flittigt gengav mange andre arbejder af husets arkitekter, Christian, Erik og Aage Holst. Ej heller i de oversigtsværker over Danmarks bygningskunst, der er blevet skrevet i eftertiden, er huset på Jarmers Plads at finde.

Først hen imod slutningen af århundredet, da forpladsen blev omdannet, begyndte fagfolk at skrive om bygningen, som på det tidspunkt var blevet en af de referencer, som den strømlinede, såkaldte senmodernisme var optaget af.

Selv var husets designansvarlige drivkraft, arkitekt Aage Holst ret ligeglad med, om bygningen op-nåede anerkendelse eller ej. I årene inden hans død i 2001 opfordrede sønnen Michael Holst ham ellers gentagne gange til at nedskrive sine erindringer om tegnestuens arbejder, så der kunne blive grundlag for en bogudgivelse om deres bedrifter. Men Aage var ligeglad. Han havde fået den ros, han skulle, sagde han: Arne Jacobsen havde personligt rost ham for huset på Jarmers Plads. Mere kunne man ikke forlange som arkitekt!”