Den ny Maltfabrik kommer på tegnebrættet

Nyhed

12. februar 2016

Seks stærke arkitektteams er blevet prækvalificeret i konkurrencen om at komme med de bedste forslag til, hvordan Maltfabrikkens fabriksanlæg fra 1861 kan transformeres til et visionært og multifunktionelt kulturelt og kreativt centrum i Ebeltoft.

International arkitektur på vej – store drømme i Ebeltoft

Drømmene er store og der er højt til loftet disse dage i Ebeltoft. Den forestående arkitektkonkurrence er noget ildsjælene bag Den ny Maltfabrik har ventet på i årevis, og nu bliver det hele virkelighed. Og heldigvis kan både Danmarks bedste tegnestuer og deres danske og europæiske samarbejdspartnere se det store potentiale der ligger i at kunne skabe en ny bydel i transformationen af industri, nybyggeri og fortolkning af landskabet mellem den historiske bydel og kysten ved Ebeltoft Vig. 

Visionen er at genoplive Maltfabrikkens markante røde industribygninger og herudover opføre et nyt biblioteks- og museumshus, så det i fremtiden bliver et omdrejningspunkt for service, erhvervs- og kulturorienterede aktiviteter med tiltrækningskraft for Djurslands borgere, turister og potentielle tilflyttere. Det ambitiøse projekt har med arkitektkonkurrencen nået en milepæl, og direktør for Fonden Den ny Maltfabrik Kristian Krog er tydeligt begejstret:  

“Der bliver et Syddjurs før og efter åbningen af Den ny Maltfabrik. For her vil vi skabe et nyt, stærkt midtpunkt for vores egn, hvor kreativt iværksætteri, lokal fødevareproduktion, kunsthåndværk, design, musik og ungdomskultur skal samles i de historiske bygninger. Nu har nogle af landets fremmeste arkitekter budt ind på opgaven, og jeg er imponeret over den store interesse og ikke mindst forståelse for vores projekt de præsterer, så vi glæder os meget til at byde de seks udvalgte teams velkommen.”

Arkitektkonkurrencen

Bygherren, som er partnerskabet mellem Fonden Den ny Maltfabrik og Syddjurs Kommune, annoncerede prækvalifikationen til arkitektkonkurrence i december 2015, og hele 29 interesserede teams fra både ind- og udland anmodede om deltagelse i den kommende projektkonkurrence, der skal realisere de mange visioner.

De seks mest kvalificerede teams er blevet udvalgt og offentliggøres i dag. Det bliver specialister indenfor både arkitektur, restaurering, byplanlægning og kultur, som kommer til at løfte den komplekse opgave i transformationen af den stolte industribygning og det omkringliggende byrum.  

”Da vi mødtes med fondene i København var det glædeligt at se de 29 spændende teams, hvor dygtige danske arkitekter var teamet op med internationale arkitekter og landskabsarkitekter fra bl.a. Tyskland, Portugal og Schweiz. Det viser os et stort engagement fra de forskellige teams side og vidner om, at omverdenen nu for alvor har fået øjnene op for Den ny Maltfabrik, som et super nutidigt og ambitiøst projekt” fortæller landskabsarkitekt og bestyrelsesmedlem i Komiteen Ny Malt Lisbeth Westergaard.

“De seks teams viste referencer og tilgange til bevaring af den industrielle karakter, aflæsning af bygningens særlige kvaliteter, at de forstod konteksten med de nærliggende bymiljøer og transformering af industrihistorie til det kulturelle fyrtårn, vi drømmer om. Vi er med de udvalgte teams ikke i tvivl om, at de vil give spændende bud på dette". 

Konkurrences er således skudt i gang og gennemføres i to etaper. Første fase af konkurrencen løber fra nu af og frem til maj, hvor dommerpanelet og rådgivere vil vælge et eller flere vindere til næste fase, og hvor de seks forslag vil blive udstillet i Maltfabrikken for offentligheden. I fase to vil bygherrerne få mulighed for dialog med finalisterne og frem mod efteråret udvikle de endelige bud på Den ny Maltfabrik. Vinderen af konkurrencen og arkitekturen for Ebeltofts fremtidige Maltfabrik vil blive annonceret i oktober 2016. 

Det lokale afsæt – det internationale perspektiv

Projektet har helt fra starten været båret frem af byens borgere og ildsjæle, og i processen fra ide mod virkelighed er de lokale stemmer blevet hørt. Gennem en række brugerworkshops for borgere og nøglepersoner i projektet har ambitionerne fået frit spil, og de mange gode ideer og drømme er indskrevet i det konkurrenceprogram, som de seks teams skal bruge som en grundskabelon til at løse opgaven. 

“Uden byens opbakning og støtte var der ikke noget projekt. De lokale kræfter er projektets DNA, og de udgør også kimen til det indhold, som i fremtiden skal udgøre hverdagslivet i fabrikken”, siger direktør for Den ny Maltfabrik Kristian Krog og fortsætter: ”For os i byen er det ikke bare en drøm om mursten, byrum og arkitektur. Det handler om fremtidens Ebeltoft. Så vi er så mere end spændte på at se de forskellige forslag til, hvordan Maltfabrikkens unikke karakter kan forvandles til en inspirerende ramme for morgendagens kulturliv og kreative erhverv. Og med de seks teams der skal byde ind kan vi godt have store forventninger, for de har tidligere skabe stor arkitektur også udenfor dronningerigets grænser". 

Der venter en både stor og interessant opgave forude for de seks udvalgte teams, idet Den ny Maltfabrik skal samle en lang række kulturelle og oplevelsesmæssige funktioner, bl.a. bibliotek, museum, kulturhus, bryggeri med egen ølproduktion, café, ungekulturmiljø, atelierer, værksteder, udstillingsrum, et artist in residence-program og kontormiljø til kreative erhverv.  

Der skal findes kreative løsninger i transformationen fra fabrik til oplevelseshus, og der skal arbejdes med kunstneriske greb på polerne mellem det rå og det polerede, det det æstetiske og det funktionelle, mellem de stedsbundne kvaliteter og det der griber ud i verden. 

Baggrund for konkurrencen

Konkurrencen er udskrevet af bygherren som er partnerskabet mellem Fonden Den ny Maltfabrik og Syddjurs Kommune. Den ny Maltfabrik realiseres i samarbejde med bl.a. fondene A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, Realdania, Salling Fondene samt Lokale- og Anlægsfonden. Det samlede budget er på omkring 150 mio. kr., og selve byggeriet forventes at stå færdigt i marts 2019.
  • De prækvalificerede teams til konkurrencen er:

    BIG – Bjarke Ingels Group
    Underrådgivere:
    Bente Lange Arkitekter
    Schønherr
    Johansson & Kalstrup

    COBE
    Underrådgivere:
    Center for Bygningsbevaring
    Latz+Partner 
    12byer
    Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører 

    Praksis Arkitekter
    Underrådgivere:
    Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue
    Morten Skovmand

    Schmidt Hammer Lassen Architects
    Underrådgivere:
    Vogt Landschaftsarchitekten
    Thøgersen & Stouby 

    Tegnestuen Vandkunsten
    Underrådgivere:
    Eduado Souto de Moura

    AART architects
    Underrådgivere:
    Elgaard Architecture
    Labland Arkitekter 
    Alectia
    Culture works 

Kontakt

Kristian Krog, direktør Den Ny Maltfabrik, tlf. 2262 6431

{{ title }}

{{ description }}