x

Odenses nye hotspot med plads til både puls og pause

Pressemeddelelse 12. juni 2018

Rejsegilde på Oluf Bagers Plads: Engang en smeltedigel af driftige handelsfolk, folk og fæ. Inden længe et helt nyt hotspot med plads til både puls og pause. Hos køberne af den ene af to nye bygninger ved den kommende Oluf Bagers Plads midt i Odense er der ingen tvivl om områdets og pladsens potentiale.

”Odenses nye hotspot”. Sådan kaldte Dorthe Hyldeborg og Steen Krogh den nye Oluf Bagers Plads midt i Odense. En plads, som indvies næste år, men som i går var befolket af håndværkere, entreprenør, bygherre, arkitekter og gæster, der var mødt op for at tage del i rejsegildet på den ene af to nye bygninger, som bygherren, Realdania By & Byg, opfører rundt om den nye plads.

For Dorte Hyldeborg og Steen Krogh, som næste år får bopæl midt i dette, Odenses smørhul - midt imellem den 500 år gamle renæssancebygning, Oluf Bagers Mødrene Gård, og det nye TBT-område – ligger der store muligheder gemt i den nye plads.

- Dengang byens driftige handelsmand Oluf Bager opførte sin købmandsgård med butik og studehandel i stueetagen og boliger på etagerne ovenover, var kvarteret en smeltedigel af driftige handelsfolk, der falbød deres varer, og beboere, som kom og gik og faldt i snak med hinanden. Nu 500 år senere er der tegnet en plads og nogle bygninger, som indbyder til samme liv og leben, sagde Steen Krogh.

Dorte og Steen flytter ind i 2. salslejligheden i den nye ejendom og tanken er, at stueetagen skal lejes ud til erhverv – og gerne erhverv, som er med til at skabe en levende og indbydende plads.

Plads til både puls og pause

Det var en tilfældighed, som gjorde, at Dorte og Steen snart flytter fra udkanten af Odense til centrum af centrum. En spadseretur for et års tid siden forbi pladsen og de to nye bygninger vakte deres interesse, endda på et så tidligt tidspunkt, at plads og bygninger endnu kun var afbilledet som tegninger og illustrationer på plancher ved pladsen.

- Men vi blev fascineret fra starten. Både af beliggenheden midt i det historiske Odense og af selve arkitekturen, håndværket og materialerne, som er med til at bygge bro mellem nyt og gammelt, påpegede Steen Krogh, som ikke kun glæder sig til sit kommende hjem, men også til den nye plads, det lille nye bytorv, lige udenfor hoveddøren.

- Med sin beliggenhed kan Oluf Bagers Plads være med til at skabe den sammenhængskraft, som har manglet i dette område, siden en travl og trafikeret vej blev kilet ned i bydelen. Ud over at give området liv og puls, håber jeg også, at pladsen kan indbyde til en pause; indbyde til, at beboere og forbipasserende får lyst til at slå sig ned på en bænk og bare være, lød det fra Steen Krogh, som ved gårsdagens rejsegilde dog mest af alt glædede sig til at komme op i sin lejlighed – også selvom det hele stadig står råt og ufærdigt.

- Vi har ikke været deroppe endnu; kun set det hele på tegninger. Men håndværkerne siger, at udsigten skulle være ret flot fra anden salen, sagde Dorte Hyldeborg, inden hun sammen med familien begav sig op til toppen.