x

BLOX: Bygningen, brugerne, borgerne – og nu også en bog

Pressemeddelelse 27. september 2018

Et stort og omfattende projekt er nu omsat til 250 siders beretninger og billeder. I den netop udkomne bog 'BLOX' fortælles hele historien om den markante bygning midt i København, der blev indviet i maj efter 12 års arbejde.

Da BLOX i maj 2018 slog dørene op for offentligheden, var det samtidig afslutningen på 14 års arbejde med at opføre en både spektakulær og omdiskuteret bygning på en af de vanskeligste grunde i København: Bryghusgrunden. Indvielsen af BLOX markerede samtidig starten på et nyt kapitel i den nyere historie om København, hvor mange aktører løbende gennem arkitektur og byudvikling forsøger at genopfinde relationen mellem hovedstadens indre by og havnefronten – en relation, der altid har været en afgørende del af byens identitet.

Nu er der udkommet en bog om det omfattende byggeri, BLOX, der er tegnet af den hollandske tegnestue OMA, finansieret af Realdania og bygget af Realdania By & Byg. En bog, som beskriver meget mere end blot en bygning. BLOX er et mix af boliger, kontorer, udstillinger, cafeer og offentlige pladser med et levende byliv. Elementer, der til sammen skaber en ny destination på én af Københavns måske mest udfordrende byggegrunde.

BLOX danner også rammen om blandt andet Dansk Arkitektur Centers skiftende arkitekturudstillinger om dansk og international arkitektur og om BLOXHUB – et tværfagligt internationalt innovationsmiljø for bæredygtig byudvikling.  



Gennem interviews og essays fortælles hele historien om bygningens tilblivelse og grundidé. Det er en grundig indføring i de mange beslutninger og spørgsmål, der opstår i et projekt, hvor ambitionerne for arkitekturen, byrummet og bygningens liv har været meget høje fra ideen blev født i 2004 til anvendelsen i dag. Det er samtidig historien om Københavns udvikling af havnefronten som en af byens vigtigste rekreative rum.

Partner i tegnestuen OMA; Ellen van Loon fortæller om arkitekternes tanker om huset og det endelige design, der i sin sammensathed er et af de mest komplekse byggerier, OMA har tegnet. Administrerende direktør i Dansk Arkitektur Center, Kent Martinussen, giver læseren et indblik i det liv, der leves i bygningen, og den ramme om udstillinger og ny viden, som BLOX mere end noget andet repræsenterer. Professor Carsten Thau skriver om Bryghusgrundens historie og de mange forgæves forsøg gennem historien på at skabe et projekt til den centrale plads i byen, og den amerikanske kritiker Aaron Betsky giver læseren en introduktion til OMA’s respekterede arbejde med byen og ikke mindst bygninger i byen.

Bogen er redigeret af filosof og forfatter Kristoffer Lindhardt Weiss.