x

Realdania By & Byg forærer kunstnertapet til Nationalmuseet

Pressemeddelelse 17. maj 2022

Et 85 år gammelt kunstnertapet med nøgne damer bliver nu en del af Nationalmuseets samling. Tapetet, der stammer fra Poul Henningsens eget hus i Gentofte, er skænket til museet af Realdania By & Byg, som under restaureringen af PH’s hus fandt det erotiske tapet på bagsiden af et skab.

Da PH i 1935 gik i gang med at slå stregerne til sit eget hus på en grund i Gentofte, var det med ønsket om at bygge et hus med tidens dengang helt nye byggematerialer og elementer, der normalt ikke blev anvendt til borgerskabets villaer: præfabrikerede betonelementer, tagpap, jernvinduer og jerndøre. Huset skulle fremstå funktionsbåret og uden overflødig pynt. Det skulle signalere modernitet og gøre op med tidens konventioner og pænhed. PH ønskede at provokere.  

Også inde i huset kom hans provokerende tilgang til udtryk, bl.a. i soveværelset, hvor PH dekorerede vægge og loft med et særligt kunstnertapet. Motivet var nøgne damer i orangerøde farver. Vinduer og døre blev malet med blymønje i samme røde farve. Æggende, vækkende og ikke set før. 

Tapetet forsvandt – men et lille stykke overlevede

Efterhånden som nye ejere overtog det arkitekttegnede hus, forsvandt tapetet bag andre lag, og først da Realdania By & Byg i 2014 købte huset og igangsatte en omfattende restaurering, dukkede tapetet op igen i form af en rest på bagsiden af et stort, indbygget skab i soveværelset.

Opgaven med skånsomt at befri det overlevende 85 år gamle tapet fra væggen og herefter restaurere det blev udført af Nationalmuseets papirkonservatorer. Tapetet blev lagt på ruller og frosset ned for at stoppe angreb af skimmelsvamp og skadedyr. Tapetet blev kørt til museets store fryser i Brede. Men efter flere år på frys er det nu igen kommet frem i dagens lys – stadig alt for porøst og skrøbeligt til ophængning, men det har ikke helt udspillet sin rolle. 

Tapetet vil nemlig fremover kunne indgå i udstillinger, danne grundlag for forskning og bruges til formidling af perioden, arkitekten og ikke mindst dansk tapet-historie.

Meget mere om PH's eget hus

Realdania By & Byg har derfor nu overdraget et større stykke af tapetet til Nationalmuseet. Her er det forsvarligt opbevaret på magasin, og når det måske på et tidspunkt dukker op i en af udstillingerne, vil det stå som et unikt eksempel på 1930’ernes særlige kunstnertapeter og som et lille kapitel i den spraglede historie om legendariske Poul Henningsen.

Designet af kunstneren Albert Naur – og nu genskabt

Tapetet blev i sin tid designet specielt til PH af kunstneren Albert Naur, som også stod bag indretningen af bl.a. bryllupssalen i det Arne Jacobsen-tegnede rådhus i Aarhus. Poul Henningsen og Albert Naur var gode venner, og tapetet er formentlig kommet til, efter huset var bygget færdigt. Under tapetstumpen i soveværelset fandt konservatorerne nemlig den grønne pudsfarve, som engang havde været i hele huset.

Efter sigende skulle et tapet med lignende motiv også havde prydet PH’s første hjem på Sundvænget i Gentofte, så det var angiveligt et bevidst valg fra PH’s side og et elsket udtryk, som han tog med sig til sit nye hus i Gentofte. 



I dag er tapetet tilbage i huset, i en nyproduceret udgave, der er skabt på baggrund af den lille rest bag skabet. Tapetet er trykt i ark, som sammen danner et rudermønster - i tapetverdenen kaldet en rapport, og når beboere og gæster i PH-huset i dag står i soveværelset, er de omsværmet af en flok nøgne, orangerøde damer, som set med nutidens øjne er ganske uskyldige, men som i 1930’ernes Gentofte givetvis har virket meget udfordrende – til PH’s store fornøjelse.

PH’s eget hus

Dét hus, som provokatøren, lampemageren og arkitekten PH i 1937 byggede til sig selv og familien på en grund i Gentofte, var et opgør med traditioner, konventioner og pænhed; et varsel om en ny måde at bo og bygge på og set i bakspejlet en fremsynet og modig forløber for det senere så populære parcelhus.

Huset blev opført på en stejl bakke i elleve niveauer og bygget af industrielle, præfabrikerede materialer: Betonblokke, tagpap, jernvinduer og jerndøre, som blot blev malet med rød blymønje og ikke tilført en pænere farve eller pynt, som det ellers var kutyme.

Også indvendigt pirkede huset til tidens pænhed. Væk var den fine stadsestue og de afsidesliggende børneværelser. Ingen rum var finere end andre; farver og materialer var ens i alle typer af rum, og et erotisk tapet med nøgne damer satte provokerende prikken over i’et.

I 1995 blev huset fredet og i 2014 købt af Realdania By & Byg, som gennemførte en omfattende restaurering og energirenovering, der har sikret huset for eftertiden. 

Huset indgår i dag i Realdania By & Bygs store samling af historiske ejendomme, som repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år, herunder også en samling af danske arkitekters egne modernistiske boliger fra 1900-tallet.

Arkitekternes egne boliger står ikke blot som stærke eksempler på den enkelte arkitekts arkitektoniske tilgang til verden; de står også som fremtrædende pejlemærker for udviklingen af den danske bygningskultur og som unikke ikoner i vores fælles kulturarv. Således også PH’s eget hus.