Exners eget hus er en samtale med naturen, historien og hverdagen

”Der startede vi jo vores klare reaktion mod modernismen og den herskende stil. Vi besluttede, at vi ikke ville følge moden, men at det derimod var vigtigt for os at få huset til at passe til stedet og at benytte traditionelle materialer.”

Således fortæller arkitekt Johannes Exner om det hus, han og hustruen, arkitekt Inger Exner, opførte til sig selv i Skodsborg i 1961. Huset var et af deres første fælles projekter, og det blev på mange måder definerende for resten af deres virke og faglige parløb. 

Der findes få huse i landet, som man kan pege på og sige: Her begynder et nyt kapitel i dansk arkitekturhistorie. Exners hus er et af dem. Huset ejes i dag af Realdania By & Byg og er en del af samlingen af danske arkitekters egne huse. Det står som et eksempel på et hus, der kom til at danne skole for en type af parcelhuse, der dukkede op i 1970'erne. Huse, der dyrkede den samme konsekvente enkelthed.

Lige dele tradition og fornyelse

Exners hus udmærker sig ved sit distinkte murværk. Parret ledte længe efter den helt rigtige sten, som de fandt på et lille nordsjællandsk teglværk. Den samme gule sten er anvendt til både huset, carporten og terrassen. Lige fra hoveddøren åbnes ind til entreen og videre ind i spisestuen, i værelserne og i tegnestuen - er det teglet, som går igen. 

Måden, teglet er anvendt på, var på en gang radikalt moderne og samtidig gennemsyret af historie. Ideen stammer fra studier af små italienske middelalderbyer. Men huset trækker også på middelalderlige danske byggetraditioner. Husets murværk er skabt i ét moment, hvor man murer og fuger samtidigt. Teknikken blev Johannes Exner bekendt med under studiet af gamle danske kirker, og den har et ganske praktisk sigte, idet den lukker fugen og beskytter stenen med det samme. 

At lade det funktionelle være det bærende æstetiske udtryk er et generelt træk ved Exner-parrets mange værker. Et andet træk er den konsekvente brug af tegl, der medfører en homogenitet, som giver huset en enorm styrke. Ifølge Inger Exner faldt valget på tegl, fordi det var det mest holdbare. Værkerne skulle være ”stærke som en banegård”, som hun selv udtrykte det.

Exner-parret evnede at læse historien, analysere den og lade den læring materialisere sig i et byggeri, der ville noget nyt. Huset i Skodsborg udstråler en rå sanselighed, det er enkelt og gedigent. Det føles ’langsomt’, og man kan næsten mærke dets historiske forankring, samtidig med at man uden betænkeligheder ville kunne flytte ind i enfamiliehuset med børn, hund og ’hverdag’. 

En særlig tilknytning til stedet

Exners eget hus blev opført som et statslånshus med 130 m2 beboelse og 29 m2 erhverv. Inger og Johannes købte en stor byggegrund, solgte to mindre dele fra, og beholdt selv den absolut mest krævende byggegrund. På den skrånende grund befinder sig en fredet gravhøj fra bronzealderen, og gravhøjen blev bestemmende for husets placering og struktur. 

For Exner-parret var højen og grunden en udfordring, de imødeså positivt. Og de beskrev det selv som ”en nænsom samtale mellem huset og det omgivende”.

Der er noget oprigtigt og ærligt over huset, der er opført som to parallelle murede længer med gavle af fyrretræ og anlagt over to krydsende akser. Det samlende punkt i huset er spisestuen, der understøtter det fællesskabsprincip, som også kendetegner Exner-parrets kirkerum. 

Fra spisestuen giver det store vinduesparti i rummets højde fuldt kig til haven og til bronzealderhøjen med kandelabrelinde så høje som kirketårne. Højen kaldes Mathildehøjen, og om denne siges, at det var dronning Caroline Mathildes og livlægen Struensees hemmelige mødested, da de i sommeren 1771 residerede på Hirschholm Slot. I dag er den et berigende indslag i et villakvarter i Skodsborg. 

Arkitektur, mennesker og samvær

Parret boede kun i huset i fem år. Johannes var blevet lektor på Arkitektskolen i Aarhus, og da han fik mulighed for at opbygge sin egen afdeling med navnet ’Afdeling for restaurering, by- og bygningspleje’, blev pendlerlivet med fire børn for kompliceret. De flyttede, men solgte ikke huset. Det blev lejet ud, for de ville have mulighed for at komme hjem igen. 

Parret er nok mest kendt for deres restaurering af Koldinghus. De fik tildelt opgaven i 1972. En opgave der tog hele 22 år. Karrieren bød også på en mængde kirkebyggerier. Og man kan tegne en klar linje mellem deres karrierers to fokusområder – Koldinghus og kirker – og så hjemmet i Skodsborg. 

De havde modet til at gå nye veje og væk fra tidens gængse strømninger. Det mod fandt de i tosomheden. For dem handlede arkitektur om mennesket og samværet – i kirken, ved tegnebordet og i spisestuen.